Kan jeg bare omlægge min kost?

Jeg overvejer at skifte kost, så jeg bliver pescetar, med henblik på at blive vegetar og veganer derefter.

Er der noget bestemt, jeg skal vide – skal jeg have kontakt til min læge først, før jeg begynder på noget?

Jannie

 


 

Du kan sagtens gå i gang med at omlægge din kost, og det er ikke nødvendigt at vende det med lægen, hvis du ikke fejler noget ellers. Det er ikke alle læger, der ved så meget om kost, og derfor er det ikke sikkert, du kan få vejledning der.

Særligt som vegetar og veganer kan man være bekymret for, om man får nok protein og omega 3-fedtsyrer. Det er en myte, hvis bare man spiser varieret. (Dette gælder ikke kun for vegetarer og veganere, men for alle).

Proteiner får du fra bønner, linser, tofu, quinoa, hirse, chiafrø, hampefrø, men også fra grøntsager og kornprodukter. Om nødvendigt kan du supplere med proteinpulver af god kvalitet, men det er ikke et must.

Omega 3-fedtsyrer får du fra hørfrøolie eller knuste hørfrø, hampefrø, chiafrø, valnødder og grønne bladgrøntsager evt. i kombination med et tilskud med vegetabilsk omega 3 fra alger. Biosym og DFI har produkter i kapsler, mens Oil of life har det i flydende form i “Premium oil”.

Når kødet (og fisken) ryger ud og planterne kommer ind, skal man måske vænne sig til at spise større portioner, fordi planter fylder meget på tallerkenen! Nogle gange kan maven også godt rumle og arbejde lidt mere, fordi du får masser af grønt samt bønner/linser, men for de fleste handler det om omstilling og tilvænning.

Det kan være en god ide at læse lidt om det og søge inspiration samt opskrifter på nettet, så du stille og roligt kan få flere og flere opskrifter ind under huden.

Jeg kan anbefale bogen: “Den plantebaserede kost” af diætist Maria Felding og læge Tobias Schmidt Hansen. Den indeholder både faglig viden og opskrifter.

Har du brug for yderligere hjælp kan du få vejledning af en kostvejleder eller ernæringsterapeut.

Held og lykke med projektet!

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa, ernæringsterapeut

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*