Kan kollagentilskud hjælpe på udbrændthed?

Jeg har læst om kollagen-tilskud, og du nævner, du er ved at afprøve et nyt produkt.

Jer er der i livet, hvor jeg kan mærke min krop snart siger fra, hvis der ikke sker noget drastisk.

Jeg er selvstændig med egen skønhedsklinik, hvilket trækker hårdt på de mentale og psykiske ressourcer.

Fanget af angst og let social fobi, overvægt og overgangsalder.

Så jeg har efterhånden tømt kroppens ressourcer.

Så spørgsmål er:

1. Kan man komme til konsultation hos dig?

2. Hvis ikke – kan du anbefale en sammensætning af tilskud, som kan booste mit system lidt op igen?

Tænkte selv kollagentilskud. Vitamin K. Men har ikke så meget bevandring i dette område.

Den brugte

 


 

Tusind tak for dine spørgsmål. Jeg forstår til fulde, at det virkelig kræver kræfter at holde det hele kørende, og jeg har her nogle forslag – en del mere end kollegantilskud, og hvis du har lyst, kan du skrive igen i hvilket område af Danmark, du bor i, så vil jeg anbefale nogle gode behandlere/sparringspartnere.

Jeg har nemlig ikke klienter selv i øjeblikket, men vil rigtig gerne anbefale nogle dygtige til dig.

Noget, jeg selv har meget fokus på i øjeblikket, er, hvad kost kan gøre – også for humøret. Fødevareallergier kan drille mere, end man tror. Så det kunne måske være interessant at undersøge nærmere. Flere behandlere bl.a. kinesiologer kan også teste og hjælpe på vej.

Jeg ville selv anbefale dig at blive testet hos en biopat, en heilpraktiker eller kinesiolog for en helhedsvurdering, så du kunne få sat den bedste synergi-behandling ind på alle fronter efter en grundig undersøgelse og tilhørende test.

Men som grundkur ville jeg anbefale en multivitamin morgen og aften, en ekstra D-vitamin (minimum 30 mcg), fedtsyrer: omega 3-6-9 og som ekstra tilskud Rosenrod to stk. om dagen, som vil styrke din udholdenhed generelt.

Jeg synes, du er sej med egen klinik, og hvad der hører til.

Prøv evt., hvor langt kuren ovenfor vil bringe dig, og i forhold til social angst og lignende vil jeg anbefale at se, om et større fysisk overskud hjælper, eller om der skal homøopati, samtale eller lignende til som ekstra sparring.

Flere er glade for kollagentilskud og jeg får god feedback. Især tilskuddene fra Naturdrogeriet og New Nordic. Selv er jeg mere til C-vitaminer i gode doser, der er en af byggestofferne til kollagen. Evt. fra Pukka, Nani, Solaray eller andre højkvalitets kilder. Antiinflammatorisk kost sammen med de rigtige fedtsyrer vil også understøtte vægtregulering og overgangsalder-symptomer. Der vil man også kunne supplere med andre urter som rødkløver, salvie eller homøopati.

Kosten er brand vigtig og at spise antiinflammatorisk gør så meget godt for kroppen. Der findes nogle virkelig gode links/bøger/artikler at læse om det, men det er i bund og grund at være mere opmærksom på at få balance mellem syre-base i kroppen.

Vi har ofte alt for meget syre i kroppen pga. mad, kaffe, sukker, stress og lign. Der er lige tre bogtitler nederst, der måske kunne inspirere dig og derudover er Bettinna Delfs “Alkaline Living” hjemmeside interessant til evt. inspiration. En anden superspændende bog er Anette Paulin og Jens-Ole Paulins “Naturlig Hormonterapi” – en guide til bioidentiske hormoner mod PMS, depression, knogleskørhed, PCOS og overgangsalderens besværligheder.

Men jeg ville evt. vælge en behandler, der kunne se  på det hele og så prioritere, hvad der er det vigtigste  for dig først at få balanceret og så tage det trinvis … Ofte vil flere ting løse sig samtidigt, men noget vil med fordel kunne deles op. Så det bliver muligt, overskueligt, endda motiverende og sjovt for dig at gøre.

Dette var en ordentlig smøre – håber noget af det kan bringe dig lidt videre.

Ønsker dig alt det bedste og skriv gerne hvis du har brug for henvisninger.

Bedste hilsner

Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

 

Bogforslag:

“Antiinflammatorisk kost” af Martin Kreutzer og Anne Larsen

“21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost” af Louise Bruun og  Jerk W. Langer

“Den plantebaserede kost” af Maria Felding og Tobias Schmidt Hansen

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*