Kan man tage en kur mod børneorm bare for at være sikker?

Der florerer børneorm i min søns skole. Jeg er lidt usikker på, om han har det, da der ikke er synlige orm, men han klager nogen gange over kløe ved numsen, og så er han også lidt rød omkring numsehullet.

Kan man bare tage en ormekur, for at være på den sikre side?

Jeg tænker på, hvor meget ravage en penicillin-kur kan lave i tarmsystemet. Jeg ved godt, at det ikke er det samme, men jeg vil alligevel spørge dig, om en ormekur på sin måde også laver ravage i tarmsystemet, og om der er noget, vi skal være opmærksomme på, hvis vi tager sådan én?

På forhånd mange tak for svar!

Ormemor

 


 

Børneorm er vældig smitsomt.

Det hyppigste symptom er kløe ved endetarmen. Det er langt fra altid, at man kan se ormene med det blotte øje. Så det kunne bestemt lyde, som om din søn er smittet.

Og derfor har han også brug for at blive behandlet, så han ikke smitter videre. Og så han slipper for ubehaget.

Ormekuren fra lægen vil sandsynligvis kunne påvirke bakterie-balancen i tarmen, det har du helt ret i.

Derfor vil jeg anbefale, at han også får en kur med probiotika samtidig med ormekuren og i nogle måneder bagefter. Husk at give probiotika og ormekuren forskudt fra hinanden på dagen.

Probiotika er et tilskud af gavnlige tarmbakterier. Der findes probiotika tilpasset børn både på apoteket, i helsekosten og hos Matas.

Husk også at have en skrap hygiejne, indtil han er færdigbehandlet. Skift sengetøj hyppigt, klip neglene korte, brug håndsprit osv.

Når kuren er slut, så husk endelig at slappe lidt af med hygiejnen igen, så I kan få gavn af de gode bakterier, man deler i en familie.

God bedring.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*