Kan man vokse fra laktoseintolerans?

Min søn på 10 år er konstateret laktoseintolerant. Så derhjemme holder vi os til laktosefri produkter. Han reagerer dog heller ikke på A2-mælk.

Vi er så stødt på produktet “Lactrase”. Det har han forsøgt at tage, hvis der eksempelvis er blevet delt kage, is eller chokolade ud i skolen. Det ser ud til at fungere for ham. Han har ikke fået forstoppelse eller ondt i maven, når han har taget en laktrase-pille forebyggende.

Men hvordan virker det? Og er der noget, vi skal være særligt opmærksomme på ved brug af dette produkt?

Han får fiskeolie, multivitamin (med kalk og magnesium) og probiotika (uden mælk) dagligt, samt ekstra D+C vitamin efter behov og årstid. Alt sammen for at styrke hans immunforsvar.

Kan man fodre tarmene med så mange gode sager, at intolerancen går i sig selv igen, eller han “vokser fra det”?

Med venlig hilsen
Susanne

 


 

Dejligt at I har fundet ud af årsagen til jeres søns problemer med forstoppelse og ondt i maven. Og dejligt at I gør så mange gode ting for jeres søns immunforsvar. Sådanne problemer kan nemlig ofte hænge sammen med reaktioner på fødevarer med mere.

Laktose er “sukker-delen” af mælkeprodukter. Laktose skal i kroppen spaltes ved hjælp af enzymet laktase for at blive optaget i kroppen. Hvis ikke laktose spaltes, kan det give forskellige ubehagelige symptomer i kroppen.

Hvis man ikke selv producerer nok laktase kaldes det “laktose-intolerance”.

Lactrase er et tilskud, som indeholder enzymet laktase. Det virker altså som en naturlig hjælp til at spalte mælkesukkeret laktose i kroppen. Det er helt fint at bruge, og der er som sådan ikke nogen begrænsning. Og det kan netop være en rigtig fin hjælp i sociale sammenhænge uden for hjemmet.

Vær dog obs på, at mange ikke kun har reaktioner på mælkesukkeret, men også på mælkeproteinerne. Hvis jeres søn har udfordringer med sit immunforsvar eller andet, kan det være en god ide at udelukke mælkeprodukter helt en periode. Giv samtidig så et ekstra tilskud med kalk og magnesium.

Det ses indimellem, at kroppen selv kommer i balance og bedre kan tåle fødevarer, som tidligere var et problem. Især kan det have god betydning, at tarmens mikrobiota (mikroorganismerne i tarmen) kommer i god balance.

De bedste æblehilsner
Anette Straadt

www.æblebørn.dk

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*