Kan medicin mod forhøjet blodtryk være farligt?

Jeg har lidt af for højt blodtryk siden april. Jeg har prøvet mange piller, men tåler dem så dårligt.

Jeg sørger for at dyrke motion, går også tur hver dag, det hele er dog blevet sværere pga. bivirkninger fra pillerne. Jeg drikker stort set aldrig. Ryger ikke.

Nå, men i en artikel, som jeg fandt på jeres side, læste jeg så en masse råd og en masse om de forskellige piller. Men jeg blev da rigtig bange, da der stod: “En undersøgelse har vist, at kvinder efter overgangsalderen uden tegn på sygdom i hjertet og kredsløbet har en 95 procent øget risiko for hjertedød ved behandling med en calciumblokker i kombination med et vanddrivende middel, i forhold til behandling med en betablokker plus vanddrivende middel. Behandling med calciumblokker alene havde en 55 procent større risiko for hjertedød i forhold til kvinder, der kun fik behandling med et vanddrivende middel. Forskerne mener, at det samme sandsynligvis vil gælde for mænd. ”

Og jeg får Spiron (vanddrivende) og lercanidipine (Calciumblokker).

Jeg er 45 år og ikke over overgangsalderen endnu, men det er ikke så langt væk.

Artiklen er fra 2009 , men er det stadig aktuelt? Kan disse præparater give øget migræneanfald og næsten konstant hovedpine?

Jeg har hovedpine hele tiden og mange flere migræneanfald. Min hvilepuls er steget fra 53-54 til nu 59 – er det i orden?

Ved sidste døgnmåling var blodtrykket 142/92, så det er heller ikke engang i orden endnu.

Mange venlige hilsner Bitten

 


 

Først og fremmest vil jeg gerne berolige dig med, at både dit blodtryk og din hvilepuls ligger i den pæne ende. Dette er det klart vigtigste ift. beskyttelse mod yderligere hjertekarsygdom og død af hjertesygdom.

Samtidig tyder det jo på, at din medicin virker i hvert fald delvist. Det er vigtigt, at man forstår tallene fra artiklen korrekt. Dels er en 95 pct. øget risiko jo ikke lig med 95 pct. risiko for at dø af behandlingen. Dette tal viser i stedet, at hvis dødeligheden er 3 pct. stiger den til ca. 5.5 pct. i gruppen, som fik begge præparater. Studiet er dog gammelt.

Vigtigst vil jeg igen pointere, at du er velreguleret med blodtrykket. Dette er meget mere vigtigt end præcist, hvilke præparater du får.

Ligeledes er du jo ikke efter overgangsalderen endnu, så studiet gælder slet ikke dig endnu.

Ift. til de mulige bivirkninger er det velkendt, at spiron giver hovedpine hos over 10 procent, og lercanidipine hovedpine hos 1-10 pct. Der kunne altså godt være en sammenhæng med, hvad du mærker og din medicin.

Heldigvis er der mange ting, som du selv kan gøre for at bedre dit blodtryk. Det vigtigste er faktisk at slippe dine bekymringer og have mindre stress i livet. Meditation og yoga vil derfor være fantastisk for dig.

Et dagligt indtag af grøntsager og bær på op mod 800 gram vil ligeledes støtte din krop. Særligt saften af rødbeder og bladselleri vil være gode for dig, samt et større indtag af bitre ting herunder kål, artiskokker og ingefær.

Husk ligeledes en god væskebalance med et indtag af ca. to liter vand og urteteer jævnt fordelt over dagen.

Jeg håber, at det kan give dig lidt ro.

Med venlige hilsner

Maria Pinderup Langbak, læge og heilpraktiker

1 kommentar

  • Birthe kærslund siger:

    Ang. Vanddrivende og blodtryks- medicin.
    Da min mand skiftede til et andet blodtryks- medicin, behøvede han ikke længere det vanddrivende. Hans meget hævede ben er nu helt normale.
    Vh Birthe Kærslund

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *