Kan modermælkserstatning skiftes ud med mandelmælk?

Jeg har en datter på 6 1/2 mdr. Hun stortrives, bortset fra hun har hård mave.

Hun har været på økologisk modermælkserstatning, siden hun var 1 mdr.

Hun får grød tre gange om dagen enten med frugt eller grøntsager. Al hendes mad er hjemmelavet og 80 pct. økologisk. Jeg er ikke i tvivl om, at det er modermælkserstatningen, som giver hende hård mave.

Så spørgsmålet er om jeg må bytte modermælkserstatningen ud med mandelmælk? Og i så fald, skal hun så have andre tilskud end D-dråber?

Hilsen K

 


 

Dejligt at høre at din datter trives.Og rigtig dejligt at høre, at du er opmærksom på at give hende god og nærende kost. Det er så vigtigt for at bygge hendes krop stærk og sund.

Det er også rigtig godt at høre, at du kigger efter årsagen til hendes forstoppelse frem for udelukkende at symptombehandle. Og du har helt ret i, at modermælkserstatning kan være problematikken. Det hjælper desværre ikke, at den er økologisk da hendes krop stadig kan reagere på mælkeproteinerne.

Mandelmælk indeholder ikke de samme næringsstoffer som modermælkserstatning. Og da hun kun er 6 ½ mdr og stadig får en del flaske, så er det ikke holdbart at skifte MME ud med mandelmælk.

I stedet vil jeg anbefale dig at bruge en anden type modermælkserstatning. Jeg synes, du skal prøve at bestille en økologisk MME af gedemælk hjem. Det er Holle, der laver det.

Alternativt kan du prøve Nan HA. Den er desværre ikke økologisk, men mælkeproteinerne heri er spaltede lidt på forhånd, og den er derfor nemmere at fordøje.

Jeg vil også anbefale dig at give din datter et tilskud af gavnlige mælkesyrebakterier. Mælkesyrebakterier er utroligt vigtige for fordøjelsen og for hele kroppens sundhed. Mange børn har ikke en optimal tarmflora.Det gælder f.eks. børn født ved kejsersnit, børn, der får modermælkserstatning, børn født af mødre med ubalance i tarmfloraen mm. Men det kan man heldigvis gøre noget ved.

God og sund kost betyder meget. Og så et tilskud af mælkesyrebakterier, der kan gives f.eks. som dråber eller pulver. Et godt mærke er Udo´s Probiotics Super Infant for børn op til 5 år. Det er pulver, der bare kan drysses på maden, så længe den ikke er for varm.

Rigtig god bedring.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*