Kan og skal vi erstatte kokosolie?

Der har været en del skriverier omkring kokosolie. Jeg har anvendt det en del. Hvad er din holdning til de udmeldinger, der har været i medierne?

Og hvad kan jeg evt. erstatte kokosolien med?

Vh. Signe 

 


 

Ja, det har været en del skriverier om kokosolie og  jeg kan godt forstå, at man kan blive forvirret.

Myndighederne og andre har et meget fastlåst syn på mættet fedt som skadeligt fedt.

Det er i min optik helt misforstået. Vi har brug for alle slags fedt – både det mættede, det monoumættede og det flerumættede. Det handler om balance og om kvalitet.

Mange har tendens til at få for få af de flerumættede især i form af omega 3. Men det betyder ikke, at det mættede fedt er farligt, hvis det bare indtages i balance med de andre. En del gode studier viser faktisk også, at mættet fedt i sig selv ikke øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Mindst lige så vigtigt er det, at ja – kokosolie indeholder 90 pct. mættet fedt. Men trefjerdedele af dem er mellemkædede fedtsyrer, hvilket placerer kokosolie i en kategori for sig selv.

Kokosolie hører blandt de eneste kilder (sammen med ammemælk) til den mellemkædede fedtsyre Laurinsyre. Laurinsyre har vist at kunne dræbe bakterier, svampe, parasitter og vira.

Studier har vist, at kokosolie kan have positiv effekt ved Alzheimers, insulinresistens, tandkødsbetændelse, leaky gut (utæt tarm) med mere.

Der findes også studier, som har vist, at kokosolie kan øge kolesteroltallet. Flere af studierne viser dog, at det er det ”gode kolesterol”, der øges. Andre studier igen viser, at kokosolie IKKE påvirker kolesterol. Der er altså modstridende studier her. En forklaring kan være, at der er brugt forskellig kvalitet af kokosolie. Husk også, at kolesterol først bliver problematisk, når det bliver oxideret. Rottestudier viser, at god kvalitets kokosolie kan hæmme oxidationen.

Fordi undersøgelserne er lidt modstridende, så kan man, hvis man har problemer med kolesteroltallet, med fordel holde ekstra øje med det, hvis man sætter sit indtag af kokosolie op.

Jeg synes bestemt, du skal fortsætte med bruge kokosolie. Den har så mange gode egenskaber. Ikke mindst den ”antibiotiske effekt” er meget værd i børnefamilier.

Vælg en god kvalitets olie: Økologisk koldpresset jomfrukokosolie.

Der findes smagsneutrale kokosolier, men de er ikke det bedste valg, da de er blevet raffinerede og dermed ikke indeholder de samme vitale næringsstoffer.

Hvis kokossmagen ikke passer ind i madlavningen, så brug gerne smør, hvis det tåles eller en økologisk koldpresset jomfruolienolie, når der skal steges. Nye undersøgelser fra Australien viser, at de gode kvalitets-olivenolier godt kan tåle stegevarmen.

Jeg kan varmt anbefale bogen: ”Kokosolie. Den unikke olie, der beskytter hjerne, hjerte og tarm” fra serien: Functional Foods. Skrevet af læge Anna Iben Hollensberg med flere. Den har masser af henvisninger til forskning, og så er den spækket med lækre opskrifter.

Jeg håber, du føler dig lidt mere rolig nu.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

1 kommentar

  • Annesophie siger:

    Tak for en god, oplysende artikel! 🙂

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *