Kan vi undgå dræn?

Min søn på snart 6 år har døjet med væske i mellemøret de sidste par år, og dermed også nedsat hørelse. Han fik dræn i begge ører + fjernet polypper sidste år, hvilket virkelig hjalp!

Men nu står han desværre, efter to konsultationer hos ørelægen, til igen at skulle have dræn i, dog kun på det ene øre. Vi prøver at afhjælpe med næseballon (men min søn føler, det er meget ubehageligt pga. trykket), men ellers er vi bare afventende.

Jeg vil meget gerne undgå, at han skal opereres igen – og vil derfor spørge, om du har nogle gode råd til det?

Jeg vil gerne prøve at undgå mælkeprodukter (som jeg kan læse bliver anbefalet andre steder), men eftersom min søn nægter at spise kød, er jeg også bekymret for hans B12- og protein-indtag. Han får multivitaminpille og fiskeolie dagligt. Vil du derudover anbefale et kalktilskud, hvis jeg undlader komælk?

Desuden tænker jeg, om zoneterapi eller anden alternativ behandling kunne være en god ide at supplere med? Vil du anbefale det ene frem for det andet ifht. at undgå dræn?

På forhånd tusind tak!

Kh M

 


 

Hvor er det fint at høre, at I gerne vil hjælpe din søn til at undgå dræn.

Dræn kan være nødvendigt for at lindre smerter og give bedre hørelse. Men det fjerner ikke årsagen til ubalancen. Årsagen er, at det eustatiske rør, der går fra næsesvælget til ørerne, stopper til. Så det er rigtig relevant at hjælpe kroppen til at producere mindre slim og til at få færre infektioner.

Først og fremmest skal kroppen boostes med de nødvendige næringsstoffer. En god og varieret kost, god søvn og frisk luft dagligt er basis.

Herudover vil jeg anbefale en god multivitamin, probiotika (gavnlige mælkesyrebakterier) og eventuelt fiskeolie. Multivitamin og fiskeolie giver I allerede, hvilket er rigtig godt.

Probitika har vist i mange studier at være gavnlige for immunforsvaret. Køb et produkt, der passer til hans alder, da det har de bakteriestammer, som passer til børn. Du kan også supplere med det nye produkt EARVÄRN, der er mælkesyrebakterier som sugetablet særligt til øreproblemer.

Hos en del børn virker komælk slimdannende, og det kan også påvirke fordøjelsen og dermed immunforsvaret. Så det kan være en god ide at forsøge at udelukke det – gerne i mindst otte uger.

Og ja, der skal man selvfølgelig være opmærksom på at dække næringsstoffer ind på en anden måde. Giv en tyggetablet med kalk/magnesium f.eks. Calcium Kids fra Solaray. Magnesium er ligeså vigtigt for stærke knogler som calcium er. B12 kan han få dækket ind med sin multivitamin.

I forhold til proteiner, så skal der faktisk ikke så meget til. Hvis han spiser æg dagligt og også gerne nødder, fuldkorn og eventuelt bønner, linser, quinoa så er han fint dækket ind. Du kan også lave en smoothie og tilsætte lidt proteinpulver f.eks. hampeprotein eller nogle kogte hvide bønner.

Hvis din søn har brug for ekstra kalorier, så tilsæt sunde fedtstoffer i hans mad – heriblandt gerne koldpresset økologisk kokosolie.

Zoneterapi er en rigtig god ide også. Det har hjulpet mange børn med øreproblemer.

Rigtig god bedring.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske 

1 kommentar

  • Birgit Nielsen siger:

    Kinesiologi og homøopati er også gode bud til at hjælpe din dreng.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *