Nyheder

Kemigiganter sagsøger EU

21. januar 2014

Kemigiganterne Bayer og Syngenta har sagsøgt EU for et forbud mod pesticider, der er mistænkt for at forårsage massedød blandt bier.

Bestanden af bier er så truet, at eksperter frygter snarlig udryddelse i visse egne af Europa. Mellem 50 og 80 pct af de europæiske bistader er ramt af massedød de senere år. Derfor tog EU’s fødevaresikkerhedsagentur, EFSA, i 2013 initiativ til et forbud mod pesticiderne thiamethoxam, clothianidin og imidacloprid, da de er mistænkt for at dræbe bier eller ødelægge deres orienteringsevne, så de ikke kan finde tilbage til deres bo.

Nervegifte dræber bier

Forbuddet trådte i kraft 1. december sidste år og skal foreløbig fungere i to år, men tyske Bayer og schweiziske Syngenta, der producerer de tre pesticider, har sagsøgt EU-kommissionen, fordi man mener, at forbuddet bygger på en ensidig videnskabelig dokumentation.

De tre pesticider hører til i gruppen af neonikotinoider, der virker som nervegifte. Stofferne svækker immunforsvaret hos bier og andre insekter, og der har da også været debat blandt forskerne om hvorvidt disse tre pesticider rummer den egentlige årsag eller ej.

Der er også forskere, som efterlyser en bredere konekvensanalyse af forbuddet. For hvis landmændene ikke må bruge neonikotinoider, hvad gør de så? Bruger de så endnu skrappere midler?

Endnu en trussel mod bestanden af bier

Det varede da heller ikke længe efter EFSA havde rettet søgelyset på de tre pesticider, før forskere pegede på endnu en trussel: Insektmidlet Fipronil, der produceres af en tredje kemigigant, BASF, er også mistænkt for at forårsage bidød, når midlet bruges på majsfrø. Midlet bruges på mange andre grøntsager, men risikoen er størst på majsfrø, fordi honningbier samler pollen og nektar fra denne afgrøde. Herhjemme er Fipronil kun godkendt som kakerlakdræber, hvilket ikke medfører en risiko for bestanden af bier.

Mistanken mod Fipronil har dog endnu ikke resulteret i et forbud mod anvendelse på udvalgte afgrøder.

Skriv under på en protest

Syngenta ønsker angiveligt at rense sit navn med retssagen, fordi de mener, at sagen er anlagt på et for spinkelt grundlag. Retssagen menes at kunne tage lang tid, muligvis flere år, men både Bayer og Syngenta råder over enorme midler til dygtige advokater.

Der er oprettet mange underskiftsindsamlinger på internettet, så du også kan give din mening til kende. SumOfUs står for en af dem, og du kan skrive under her.

Kilder: SumOfUs, Maskinbladet.dk, ing.dk

Forrige artikelGi’ den gas!

Næste artikelMere mæt med avocado