Nyheder

Kemoterapi gavner kun hver 10. kvinde

7. september 2010

Vidste du, at mindst halvdelen af os ikke er modtagelige overfor for kemoterapi? Alligevel får alle brystkræftpatienter kemoterapi.

En ting er sikkert: Kemoterapi er forbundet med bivirkninger – og for mange er det alvorlige bivirkninger, som rammer hårdt på et tidspunkt, hvor man i forvejen er svækket.

Til gengæld er der stor tvivl om, hvorvidt kemoterapi rent faktisk virker mod kræften. Faktisk så ved lægerne, at kemoterapi ikke virker på mere end halvdelen af os, ifølge 24timer.

Ifølge professor Torben A. Kruse, lic.scient, Odense Universitetshospital, kan man ud af 100 brystkræftpatienter – med en bestemt størrelse tumor – konstatere at cirka 70 ville blive raske med kun operation og stråleterapi.

Kemoterapi til alle

Men fordi man ikke kan udpege de 70 kvinder, der ingen gavn ville have af kemoterapi, må alle kvinder døje med de mange bivirkninger. Af de resterende 30 vil mellem fem og seks dø de følgende år af andre sygdomme, mens der blandt de resterende 25 kun er ti, der har glæde af at blive raske med kemoterapi. Hos de 15 vil sygdommen vende tilbage.

I realiteten giver det kun 10 kvinder, som øjensynligt får noget ud af at gennemgå kemoterapi.

Dilemmaet er tydeligt for kræftforskere, og Statens Strategiske Forskningsråd har de seneste tre år støttet forskning i individuel kræftbehandling med 100 millioner.

– I forbindelse med brystkræft skal vi behandle 100 kvinder for at redde for eksempel otte eller 15. Behandlingerne er i mange tilfælde en voldsom indgriben i patientens liv, og kan vi lære at skelne mellem dem, der har gavn af behandlingerne, og dem, som ikke har, vil der være mange lidelser at spare for patienterne og mange penge for samfundet, siger Torben A. Kruse til 24timer.

Projekter om individuel kemoterapi

Sygehuse, universiteter, læger og forskere har derfor gang i projekter, der bl.a. skal teste, om man kan spare patienter for kemoterapiens bivirkninger i tilfælde af resistens overfor kemoterapi.

En af vejene frem er en mere individuel og skræddersyet behandling af den enkelte kræftpatient.

– Der har været en stigende erkendelse af, at manglende fokus på det enkelte individs behov hverken er optimalt for den enkelte patient eller for samfundet. Vi vil jo få flere og flere kræftpatienter, så den her optimering af ressourcer, der ligger i det her, er meget vigtig, siger professor Elsebeth Lynge fra Københavns Universitet til 24timer.

Forventer flere overlever

En individuel behandling vil ikke kun spare kræftpatienter for unødige bivirkninger. Den vil også kunne medvirke til at flere patienter overlever ifølge professor Nils Brunner fra Københavns Universitet.

– I dag arbejder vi ud fra en ‘one size fits them all’-model, der betyder, at alle patienter med samme sygdom stort set får samme medicinske behandling med kemoterapi. Det betyder, at omkring en fjerdedel af patienter med spredning fra tyk- eller endetarmskræft ikke nødvendigvis får den behandling, som passer bedst til dem, siger Nils Brunner.

Selv er han sammen med danske og internationale kolleger i gang med at udvikle en ny metode, der skal kunne afgøre, hvad den bedste behandling for den enkelte patient med tyk- og endetarmskræft.

Kilde: 24timer (Oprettet den 8. september 2010)

Forrige artikelAutister på diæt

Næste artikelHold din hjerne frisk