Tema

Kickstart nydannelsen af immunforsvarsceller på 3 dage

Foto: Shutterstock
29. november 2021

3 dage med let faste, men på basis af sunde grøntsager. Det er alt, der skal til, hvis du har brug for at styrke din krops eget forsvarsværn imod virus og sygdom.

Din krop fortæller dig som regel, hvis der er noget, den ikke kan lide eller tolerere af det, du spiser, eller måden du lever på.

Når du spiser noget, som din krop ikke kan lide, så belaster det din tarm og fordøjelse og dermed resten af organismen, som svarer igen med diverse symptomer. Det kan for eksempel manifestere sig som hovedpine, uoplagthed, nedtrykthed, inflammation, ledsmerter, oppustet mave, irritabel tarm, udslæt eller andet. I den mere alvorlige ende, så kan der også ses reaktioner i form af autoimmune sygdomme som for eksempel gigt, diabetes eller stofskiftelidelser.

Du taler med din krop via det, du vælger at spise hver dag. Alt, der produceres i din krop af signalstoffer, enzymer og nye celler, dannes ud fra den mad, du indtager.

Dine valg af mad, og kvaliteten af den, har således betydning for de reaktioner og signaler, der rundsendes i kroppen – også for immunforsvarets styrke og effektivitet.

Det betyder også, at du helt eller delvist kan hjælpe din krop til selvhjælp ved at byde den på alt det, som lige præcis din krop trives bedst med. Kroppen er både taknemmelig og hjælpsom, så selvom du muligvis har gennemlevet en periode med ekstrem stress eller været på ferie i 14 dage og spist junkfood, så tager kroppen med taknemmelighed imod en udstrakt hjælpende hånd, når du er tilbage i hverdagen.

Faktisk kan kroppen hos de fleste af os genfinde balancen på ganske kort tid, hvis vi blot giver den det, den behøver. Det kunne for eksempel være tre dage med flydende mad.

Dit immunforsvar er ikke statisk, men modulerbart

Cirka 70% af dit immunforsvar bor i tarmen og er knyttet til den enorme slimhindeoverflade, som tarmvæggene udgør. Din tarmslimhinde fylder et betragteligt areal, hvis den bredes ud. Hos nogle en hel tennisbane. Hele den overflade gendanner du hver femte dag. Slimhinden i tarmsystemet næres primært af fedtsyrer, som dannes i tarmen ud fra vandopløselige fibre, fra blandt andet grønsager.

Derfor giver det mening at spise masser af fiberrige og sunde grønsager og at tænke på, hvad du selv kan gøre for at optimere såvel slimhinde som biota og forsvar.

Langs slimhinden bor tarmens familie af bakterier og mikrober, og det er inde imellem disse, at immunforsvarets hvide blodlegemer bor. Tarmbakterierne oplærer og uddanner immunforsvarscellerne og bestemmer, hvor og hvornår de skal i aktion. Derfor er kvaliteten, mængden og variationen af tarmens cirka to kilo mikrober og bakterier særdeles vigtig for vores sundhed og modstandskraft. Og derfor spiller dine valg af mad hver eneste dag en afgørende rolle.

Faktisk kan man sige, at måden dit immunforsvar reagerer på, afhænger af kvaliteten, mængden og variationen af din tarmbiota. Sammensætningen af din tarmbiota er igen afhængig af, hvad du spiser og drikker, og hvordan du i øvrigt lever. Undersøgelser peger på, at en sund og varieret tarmbiota er helt afgørende for et menneskes generelle sundhed.

Sådan kickstarter du dannelsen af nye immunforsvarsceller

Det fantastiske er, at du på kun tre dage kan kickstarte nydannelsen af immunforsvarsceller i tarmen og dermed forny en lang række af cellerne i din krop. Alt det kræver er, at du i tre dage kun indtager flydende, letfordøjelig og grøn mad. Nyere forskning underbygger effekten af, at tre dages let faste kan regenerere en stor del af dit immunforsvar og styrke vitalitet og balance.

Resultaterne af denne forskning, der er foretaget ved University of Southern California, underbygger vores hidtidige viden og erfaringer om immunforsvarets fleksibilitet og modulerbarhed. Forskningen viser os, at let faste ikke alene aflaster kroppen, men også sætter dine stamceller i gang med at producere nye hvide blodlegemer.

Det er de hvide blodlegemer, der udgør immunforsvaret, og det er de hvide blodlegemer, der bekæmper infektioner og sygdomme i kroppen. Under den lette faste udskiller kroppen affaldsstoffer og udtjente celler og danner nye, friske celler. Det er enkelt, let og velunderbygget.

Så har du brug for eller bare lyst til at ændre nogle ting omkring din mad og dine vaner, føler du dig træt, stresset eller uoplagt og ønsker at styrke dit immunforsvar til vinterens komme, så kan jeg varmt anbefale dig at prøve en let faste over kun tre dage.

Du vil sandsynligvis opleve, hvor stor og positiv en indvirkning tre dage på flydende mad kan have på dit system. Det kan forny dit immunforsvar, rense affaldsstoffer ud og vitalisere din krop. Muligvis kan det også inspirere dig til mere varige ændringer i dine madvalg og øvrige livsstil.

Meget peger nemlig også på, at vores nutidige livsstil, blandt andet med et højt indtag af glutenholdig mad, kan irritere mange menneskers fordøjelse og øge graden af inflammation i tarmene. Mange grønsager nærer tarmbiotaen og virker antiinflammatorisk.

Sådan gør du

Har du lyst til at afprøve de tre dage med flydende, grøn mad, så start med at finde de opskrifter, som du vil anvende og få købt alle råvarerne ind, så du har dem i huset. Det er en god ide at prioritere økologiske råvarer, så du undgår uønsket kemi.

Jeg kan eksempelvis foreslå:

Morgenmad
Prøv en grøn smoothie som for eksempel Tarm Booster smoothie eller Tarmbakteriernes festmåltid (opskrifter på Madforlivet.com). Ved at blende grønsager og frugt gør du råvarernes vitaminer og mineraler lettere tilgængelige for kroppens celler. Du sikrer også tarmen masser af gavnlige fibre, og du tyvstarter så at sige dagens indtag af de optimale 600 g grønsager.

Frokost

En lækker grønsagssuppe eller en nærende smoothie, blendet med hampeprotein eller mandler, vil være optimalt. En Bone broth suppe med gulerødder, porrer eller selleri i er også guf for tarmen og immunforsvarets celler. Du kan finde opskrifterne på Madforlivet.com.

Mellemmåltid

Her kan du spise nogle bær, et par mandler og/eller oliven eller et par stykker hjemmebagte kernekiks. Du kan drikke urtete varm eller kold til.

Aftensmad

Også her er det en god ide med en nærende suppe, fyldt med grønsager og blendet. 

Kan alle praktisere let faste?

Let faste kan i særlig grad være befordrende for mennesker, der lider af et belastet, forvirret eller overaktivt immunforsvar. Er du stresset, overanstrengt eller uoplagt, så kan det som regel også være en god ide med tre dages let faste. Ældre mennesker kan også have stor gavn af de tre dages regeneration, fordi mange ældre oplever, at immunforsvaret svækkes med alderen.

Dog er det bedst, at mennesker med type I diabetes, kræft, spiseforstyrrelser eller andre alvorlige lidelser, kun indleder let faste efter samråd med en læge, der interesserer sig for ernæring. Ligeledes skal gravide og ammende selvfølgelig ikke faste.

Forrige artikelMadspild bliver til måltider til udsatte

Næste artikelFærre sygedage med plantemedicin

Anette Harbech Olesen

Mad- og sundhedskonsulent
Skribent på Naturli siden 2013.