Nyheder

Klimabevidst med fordele

De er økonomiske, fylder lidt og er miljøvenlige: Shampoobarer giver ekstremt meget mening for de klimabevidste – og alle andre.

Foto: Adobestock
27. september 2023

De er økonomiske, fylder lidt og er miljøvenlige: En shampoobar giver ekstremt meget mening for de klimabevidste – og alle andre.

Det er ikke alt, klimadebatten har skabt, der er lige nemt at holde af. Hvad med papsugerøret, der langsomt opløses, så drikken smager lidt af … ja, pap? Eller behovet for at splitte alt op i tre eller fire sorteringsretninger, når du bare vil af med dit skrald på farten?

Så er det noget lettere at holde af shampoobarer, der fint erstatter alle plastikdunkene i din brusekabine.

Muligt farvel til millioner af plastikdunke

Hvert år ender millioner af shampoodunke på lossepladsen. Selvom en del er lavet af genbrugsplast, er det stadig ikke just en CO2-neutral praksis. Noget bør gøres.

Den gode nyhed er, at det at droppe plastikken ikke behøver at betyde, at du går på kompromis med din renlighed – eller mister glæden ved det daglige bad.

Skønhedsindustrien tager i disse år store skridt for at mindske miljøpåvirkningen, og shampoobarer er noget så sjældent som et alternativ, der giver merværdi.

Shampoobarer erstatter let både shampoo og balsam

Når det kommer til at minimere plastikspild, er shampoobarer et ret godt produkt. De kan erstatte din sædvanlige shampoo og balsam – også din bodyshampoo. De fylder mindre end dunkene, så de er perfekte til eksempelvis rejser eller turen til fitnesscentret.

Ikke alene er emballagen genanvendelig og biologisk nedbrydelig – den er også vandfri, hvilket betyder et lavere CO2-fodaftryk.

Shampoobarer er den tørre, koncentrerede version af den tilsvarende flydende shampoo. De indeholder alle de vigtigste aktive stoffer til at vaske og nære dit hår og hovedbund, men uden vand. Det udmønter sig i mindre CO2-udledning knyttet til produktion og transport, og de er samtidig så fyldt med nærende planteolier, at du ofte kan springe balsammen over.

Du finder efterhånden shampoobarer de fleste steder med sæbe på hylderne – men der er et ekstra godt udvalg i den lokale helsekost.

Kilde: Naturalhealthwoman.com

Forrige artikelDansk studie afslører farer ved polyfarmaci

Næste artikelSeks sunde sæsongrøntsager

Thomas la Cour

Journalist