Nyheder

Kobber mod stafylokokker

27. juni 2022

For få år siden blev op mod hver tiende patient på regionshospitalernes medicinske afdelinger ramt af en infektion under indlæggelsen. Et amerikansk studie viser, at kobberbelægninger kan reducere risikoen.

Det så skidt ud med patientsikkerheden på de danske regionshospitaler for et par år siden. Dengang blev op mod hver tiende patient ramt af en infektion under indlæggelsen, hvilket gav den gamle betegnelse “sygehus” en ny og lidet flatterende mening.

Det er særligt stafylokokker, som kan give væmmelige og livstruende infektionssygdomme, der har været – og fortsat er – et stort problem på hospitalerne.

Tjeklister reducerer infektionstilfælde

Meget er gjort for at få tallene ned, og man har blandt andet ved at strømline arbejdsgangene forhindret en del infektioner. Det er eksempelvis, når patienter får monteret et kateter i blodbanen, så hudens bakterieflora kommer i direkte kontakt med blodet, at risikoen er stor. Derfor har man ved indførsel af simple tjeklister for hygiejnen ved den type opgaver reduceret mængden af infektioner i det danske hospitalsvæsen.

Kobber øger hygiejnen

Men nu viser et amerikansk studie, at indretningen af sengeafsnittene også har en del at sige i forhold til smittefare, og at brugen af kobber på udvalgte overflader kan øge hygiejnen.

Kobber har længe været kendt for sin bakteriehæmmende effekt. Indianerne vidste, at drikkevand bedst blev opbevaret i kobberkedler, hvis det ikke skulle gøre dem syge. Populært kan man sige, at kobber suger elektronerne ud af bakteriernes celler, så bakteriernes DNA blive beskadiget.

Kobber er dyrt – men det er infektioner også

Men kobber er også et dyrt materiale, så de amerikanske forskere udvalgte nøje de overflader på sengeafsnittene, der blev rørt mest af patienter og sundhedspersonale. Det var eksempelvis toppen af sengehesten, fjernbetjeningen til sengens hæve- og sænkemekanisme samt armlæn på stole m.v. Omkring 10 pct af rummets flader blev dækket med kobber.

Studiet viste, at de stuer, som havde kobberbelægningen, havde væsentlig færre infektionsbakterier end de almindelige stuer. Forskerne regnede sig frem til, at selvom investeringen var dyr, ville kobberindkøbet tjene sig selv hjem igen på færre infektioner og færre indlæggelsesdage i løbet af blot tre måneder.

Kilde: cnn.com

Forrige artikelSvenskere advarer mod proteinkure

Næste artikelDrop reglerne – og slip dig selv fri!