Den genetiske kode for svampen, der er skyld i skæl, er knækket.
Det var ikke så lidt, forskerne skulle igennem for at knække skælsvampens genetiske kode. Først udviklede de ti liter skæl-svamp, svarende til at kunne give intet mindre end 10 millioner mennesker skæl. Så systematiserede de svampens gener. Så fandt de ud af, at ikke alene lever den irriterende svamp i din hovedbund og medfører ucharmerende hvide drys på skjorten. Den tager sig måske også den frihed at have sex nede blandt dine hårrødder.
Skæl-svampen har i hvert fald mod forventning det genetiske potentiale til at parre sig, men det særprægede syn er dog endnu ikke blevet observeret. Svampen, der er genetisk beslægtet med gær-svampen, bor og lever af huden og medfører kløe og ubehag. Håbet er, at den nye detaljerede viden om svampen kan gøre det nemmere at udvikle mere effektiv behandling til at stoppe dens udvikling. Det vurderes, at halvdelen af klodens befolkning kæmper mod skæl, men mænd er mere modtagelige. Der kan være op til 10 millioner skæl-svampe i en gennemsnitlig hovedbund. Kodeknækningen af skælsvampen er udført af Procter & Gamble Research. Kilde: Politiken
Forrige artikelFlere kvinder får brug for kunstig befrugtning
Næste artikelADHD-børns hjerne udvikler sig langsommere