Kolesterolproblematikken kvinder

1. juli 2009

Jeg er fuldstændig enig med Uffe Ravnskov, der er en meget dygtig forsker, som ikke har ladet sig forblænde af medicinalindustrien, i at der er tale om en kolesterolmyte, som kun gavner medicinalindustrien. Det er aldrig bevist, at det gavner kvinder at få nedsat deres kolesterol, og er man over 47 år, er der heller ikke nogen gavn af det.

28-5-2009

Der er ingen gavn af at nedsætte kolesterol hos ældre, og gamle lever længere med et højt kolesterol end med et lavt. Kolesterol er et livsvigtigt fedtstof.

Hvis man holder sig fra margarine, hvidt sukker og for meget mælkefedt (undtagen økologisk smør, der indeholder mange gode fedtsyrer), og lader være med at ryge, så finder kolesterol sit naturlige leje. Er der mere kolesterol i kosten, danner leveren mindre, og sparer man på kolesterol i kosten, danner leveren mere.

Kolesterol kan kun blive et problem, hvis man mangler antioxidanter (anti-forharskningsmidler) som fx C-vitamin, E-vitamin, selen, bioflavonoider fra frugt, grønt og krydderier. LDL-kolesterol er i sig selv et antioxidant, der er med til at sikre pulsårerne en sund årehinde og til at reparere den ved skader. Men bliver LDL forharsket, kan det sætte sig i årehinden og være med til at skabe åreforkalkning og blodpropper. Derfor er det klogt at tage tilskud af antioxidanter.

Kolesterolet er således ikke problemet. Det er inflammation, man skal modvirke, og det kan man gøre ved hjælp af en række naturlige ting.

Der kommer flere og flere rapporter om bivirkninger af de kolesterolsænkende statiner, senest øget kræftrisiko og øget risiko for dårlig hjernefunktion (demens), hvilket ikke kan undre, da kolesterol er et livsvigtigt fedtstof, ikke mindst for hjernen. Læs mere om kolesterol, inflammation og antioxidanter i mine artikler på www.dsgnet.dk

Carsten Vagn-Hansen Læge og sundhedskonsulent

Forrige artikelFiskeolie for hjertet

Næste artikelPiller mod kolesterol: Har de en bagside?