De fleste kan mærke på krop og sind, når sommertid bliver til vintertid. Det er mørkt når vi tager afsted om morgenen, og mørkt når vi kommer hjem igen. Men du skal ikke bekymre dig, hvis du føler dig sløv og efterårsdeprimeret, for der er råd at hente.
Personlig rådgiver Daisy Løvendahl kommer med sine bud på, hvordan vi vender vores efterårsblues til noget positivt, og hvad vi kan gøre for rent faktisk at sætte mere pris på efteråret.
Vi har fem timer kortere dage i efteråret, end vi har om sommeren. Det tærer på energien, og kan give en følelse af tristhed.
Den sikreste vej til frustration over vinterens komme er modstand. Accepter i stedet, at sommeren definitivt er ovre, og bered dig på vinter. Accepter, at du højst sandsynligt har lidt mindre energi, og sæt dine forventninger til dig selv ned. Måske skal du være 10 pct. mindre effektiv og forberede dig på, at de 10 pct. over de kommende måneder måske kommer op på 20 pct. Og det er okay.
Saml din energi nu, så du har mere at tære på i vinteren. Sæt dig i dag med en kalender, og afsæt tid til den form for motion og bevægelse, du holder af. Gør tiden, du bruger på det, til en topprioritet.
Selvom det er fristende gradvist at spise lidt mere tilfældigt og motionere lidt mindre, indtil du ender lidt tungere og meget træt i begyndelsen af det nye år, så drej allerede nu dig selv i en anden retning. Tænk på, hvor befriende det ville være ikke at skulle begynde det nye år med en kur, bedre motionsvaner eller en detox, fordi du faktisk allerede var et godt sted.
I stedet for at halse derudad så brug to timer på at tænke dig godt om. Gør dig helt klart, hvad du skal nå, og skriv det ned. Skriv både det ned, der hører til i dit arbejdsliv og i dit privatliv. Når du har det sort på hvidt, så sortér det i to bunker. Nødvendigt og muligt. Det, der er nødvendigt, tager du alvorligt, og det andet lader du umiddelbart ligge og tager kun op, hvis energien er der. Lav derpå en strategi for, hvordan du vil gribe det nødvendige an.
Hank op i dig selv, og tag ansvar for din egen gode rejse hen mod årets slutning – og pak roligt din efterårsblues væk.
Forrige artikelUndgå hormoner og få sojabønne-kosttilskud i stedet
Næste artikelPlantebaseret kost kan redde dig fra livsstilssygdomme