Nyheder

Kost på 10 sunde udenlandske måder

14. juni 2010

Alt efter hvor ferien går hen i år, kan du måske lade dig inspirere. Vi har fundet 10 lande, hvor indbyggerne lever sundt og længe.

Pizza, pasta og burgere er eksempler på, hvordan udenlandsk inspiration i vores kost kan få sundheden til at gå den forkerte vej. Men du kan modsat også lade dig inspirere af kost fra udlandet, hvor de indbyggerne, der spiser traditionelt, har længere liv og færre livsstilssygdomme.

Den amerikanske træner og forfatter Harley Pasternak har skrevet bogen ”The Five Factor World Diet” – hvor han udpeger de lande, hvis indbyggere spiser ekstra sund, og hvor den forventede levealder er langt højere.

Han fremhæver bl.a. Asien, som et område, hvor folk er langt slankere og sundere end amerikanerne, og hvor kun en mindre andel er fede.

Fællestræk i landenes kost

Umættede fedtsyrer, meget fisk, magre proteiner, meget grønt, frugt og bælgfrugter går igen i mange af de lande, der træder frem på listen. Man ved, at denne slags kost er med til at reducere kolesterolniveauet og mindsker risikoen for kræft og hjertekarsygdomme.

Samtidig har Harley Pasternak bidt mærke i, at mange indbyggere i landene på listen spiser mindre portioner. Det betyder, at selvom der også kan være hang til ost eller stærk kaffe, så sker det ikke i overdrevne mængder ad gangen.

De 10 lande, hvis kost kan gøre os sundere og slankere er:

1. Japan

Kun 1,5 pct. af befolkningen her er fede. Japanerne får mange grøntsager gennem kål, broccoli og den asiatiske grøntsag bok choy. Deres vigtigste kilder til protein er fisk og soja, hvilket gavner hjertet. Japanerne får også store mængder langsomt nedbrydelige kulhydrater, f.eks. fra sobanudler, der er lavet af boghvede. Og så ynder japanere at holde igen – de spiser, indtil de er 80 pct. mætte.

Forventet levealder i Japan er 82 år.

2. Singapore

1,8 pct. er fede i Singapore. Det er på trods af, at indbyggere i Singapore spiser store mængder hvide ris gennem hele dagen. Men sundheden skal måske findes i, at risene altid ledsages af grøntsager og fisk – sjældent kød. Den søde tand bliver tilfredsstillet i et stort udvalg af tropiske frugter og frugtbudding med kun lidt sukker.

Forventet levealder i Singapore er 82 år.

3. Kina

Her er 1,8 pct. fede, og deres levealder skal også ses i lyset af, at store dele af kineserne lever i fattigdom. Den kinesiske mad vi kender, har ikke meget med den ægte kinesiske kost at gøre. Ifølge Pasternak er den traditionelle kinesiske mad meget sund – to tredjedele grøntsager, frugt, fuldkorn og bælgfrugter – fra f.eks. sojabønner, ingefær og hvidløg. Selvom kineserne godt kan fritere maden, er det trods alt mere almindeligt at dampe, stege og stuve kød og grøntsager.

Forventet levealder i Kina er 73 år.

4. Frankrig

Kun 6,6 pct. af franskmændene er fede – på trods af store oste, croissanter, baguetter og andre fristelser. Nøglen til franskmændenes sundhed er, at de spiser små portioner og sjældent mellem måltiderne. Derudover spiser de meget grønt, og selvom franskmænd er glade for smør, tilbereder de ofte maden sundere – dvs. i ovnen frem for at stege den.

Forventet levealder i Frankrig er 81 år.

5. Sverige

I vores broderland Sverige er 11 pct. fede, og på trods af manglen på frugt og grøntsager mener Pastarnak, at svenskerne spiser en god kost. Groft brød, bær, fisk og mælkeprodukterne får tommelfingeren op hos amerikaneren, der understreger at lidt calcium hver dag bidrager til forbrændingen, mens brødet er fyldt med fibre. Laks og sild er godt for hjertet, og bær indeholder masser af sunde antioxidanter. Svenskerne er endvidere gode til at holde sig fysisk aktive året rundt ifølge Pasternak.

Forventet levealder i Sverige er 81 år.

6. Italien

I pizzaens hjemland er 13 pct. fede, men her er en pizza heller ikke helt det samme, som den vi køber i vores lokale pizzaria. En traditionel italiensk pizza har tyndere bund og flere grøntsager. Pastaen bliver brugt i små portioner som sideretter – så på trods af kulhydratbomberne kommer Italien med på Pasternaks liste. Olivenolie med de umættede fedtsyrer er populært i landet – og godt for hjertet. Italienere griller, bager og damper maden.

Forventet levealder i Italien er 80 år.

7. Spanien

Spaniere spiser en del middelhavskost, der har bevist sin sundhed i flere undersøgelser og på flere områder. 16 pct. af befolkningen er fede. Middelhavskost indeholder meget frugt, grøntsager, fisk, bælgfrugter, olivenolie og nødder. Spansk mad friteres kun sjældent, til gengæld damper, steger og sauterer de.

Forventet levealder i Spanien er 80 år.

8. Sydkorea

10 pct. af sydkoreanerne er fede, men de spiser heller ikke meget fedt. Maden består af meget tofu, nudler, fisk, grøntsager og kimchi – en koreansk specialitet af fermenterede grøntsager. Koreanerne har også hang til barbequemad, men det ryger oftest ned i mindre portioner.

Forventet levealder i Sydkorea er 79 år.

9. Israel

Her er 24 pct. fede, og alligevel lever israelerne forholdsvis længe. Bælgfrugter, aubergine og olivenolie er med til at gøre kosten sund i Israel, hvor de også spiser mange urter, krydderier og frø. F.eks. er gurkemeje kendt for sine antiinflammatoriske egenskaber. Mynte, som er rig på A- og C-vitamin, bruges ofte i salat, og den calciumrige tahini – masse af sesamfrø – er en vigtig del af hummus, som israelerne spiser.

Forventet levealder i Israel er 81 år.

10. Grækenland

Med 25 pct. fede er grækerne det tungeste folkefærd på listen, men grækerne er heller ikke så slanke, som de var engang i følge Pasternak. Faktisk er 60 pct. overvægtige. Alligevel er det græske køkken berømt og studeret for sine mange umættede fedtsyrer, fuldkorn, bælgfrugter, grøntsager og fisk. Grækerne spiser kun lidt kød, og foretrækker sardiner, der er fulde af omega-3, sammen med kikærter, byg, aubergine og paprika.

Forventet levealder i Grækenland er 80 år.

Kilde: dinside.no

(Oprettet den 14. juni 2010)

Forrige artikelHumor giver længere liv

Næste artikelDin personlighed bestemmer dit valg