Nyheder

Kosttilskud virkede ikke mod kræft

29. oktober 2008

Forskere har afbrudt et forsøg, hvor mænd skulle spise selen og E-vitamin for at mindske risikoen for prostata-kræft.

Kosttilskud som selen og E-vitaminer har tidligere haft ry for at beskytte mod den udbredte mandesygdom prostatakræft. Men nu har forskere erkendt, at den teori ikke holder vand, skriver Kræftens Bekæmpelse i sit nyhedsbrev. Tværtimod viser det omfattende studie, at E-vitamintilskud måske øger risikoen for prostatekræft og at de mænd, der fik selen, havde en lille øget risiko for sukkersyge (diabetes). Resultaterne har fået forskerne til at bremse studiet tre år før tiden. 35.000 mænd var med i forsøget Undersøgelsen blev sat i gang, fordi mindre undersøgelser havde vist, at selen kunne forebygge prostatakræft. I studiet fik 35.000 amerikanske mænd på over 50 år enten e-vitamin, selen, begge dele eller snydepiller. Hverken de eller deres læge har vidst, hvilken type piller de fik. »En gang imellem sætter man et stort studie i gang, fordi nu vil man have svaret. Det her var sådan et. Et uafsluttet studie lader os tilbage uden en endelig konklusion. Men vi kan i hvert fald godt sige, at hverken selen eller E-vitamin i store doser yder nogen stærk beskyttelse mod prostatakræft«, siger cand scient ph.d. Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelse i nyhedsbrevet. »Man har været bekymret for de resultater, man har fundet. Ellers vil man ikke stoppe undersøgelsen«, siger hun. Forsøg med meget store doser De amerikanske forsøgspersoner fik de to stoffer i meget store mængder. Selen blev givet i doser på 200 mikrogram om dagen – det svarer til fire gange den dosis de danske myndigheder anbefaler. E-vitamintilskuddet var på 400 mikrogram – det er 27 gange den anbefalede dosis i Danmark. Anja Olsen mener, at det fortsat er interessant at se på, om selen og E-vitamin i kosten har en gavnlig effekt på vores sundhed.
Kilde: Politiken

Forrige artikelLet eller light – hvornår må betegnelsen bruges

Næste artikelMiljøstyrelsen: Teenagere bør droppe parfumer