Havregryn er det sundeste på morgenbordet, siger Kræftens Bekæmpelse.
Havregryn er det sundeste på morgenbordet. Så klart udtrykker Kræftens Bekæmpelse det efter en række artikler om en mulig risiko for kræft ved at spise det populære morgenmadsprodukt. Sagen begyndte med en bisætning i bogen “Hvad er det du spiser?”, hvor det nævnes, at havregryn produceres på en måde, så der dannes det kræftfremkaldende stof akrylamid. Akrylamid er et stof, der dannes ved opvarmningen af korn- og andre stivelsesholdige produkter. Ifølge Kræftens Bekæmpelse diskuteres det stadig, om akrylamid i kosten påvirker menneskers kræftrisiko. – Vi må kraftigt afvise, at det er farligt at spise havregryn. Akrylamid findes i mange morgenmadsprodukter, men havregryn er det, der indeholder mindst, viser alle de undersøgelser, der er lavet, siger Cand. scient., Anja Olsen, Kræftens Bekæmpelse. – Havregryn indeholder desuden en lang række sunde stoffer, og det er fri for sukker, så derfor er havregryn stadig et meget sundt valg, også når det gælder om at forebygge kræft, siger Anja Olsen.
Kræftens Bekæmpelse er i gang med en række undersøgelser, der skal be- eller afkræfte sammenhængen mellem akrylamid og kræft. Kilde: Berlingske