Professor og kræftforsker Johan Emilian Moan mener, at vi kan undgå en række alvorlige sygdomme, hvis vi er mere ubeskyttede i solen. Men hans udmeldinger møder stærk kritik fra Kræftforeningen i Norge, der mener, at vi tværtimod burde blive bedre til at bruge tilstrækkeligt med solbeskyttende midler.
– Advarslerne mod solbadning er alt for unuancerede og til dels vildledende, siger Johan Emilian Moan, professor emeritus på Oslo Universitetssygehus, Radiumhospitalet, til NRK.
Johan Moan har mere end 600 videnskabelige artikler og en 50 år lang forskerkarriere indenfor sol og helse bag sig, og han mener, at det er en skam, at solbadning har fået så dårligt et rygte.
– Solen er sund, og ophold i solen givere os vigtige D-vitaminer, som modvirker flere end 100 sygdomme – blant andet en hel del indre kræftformer, diabetes og mange sygdomme, som har med immunsystemet at gøre, siger han til NRK.
Han mener, at sundhedsmyndighederne skræmmer folk fra solen, fordi de vil have, at vi skal være forsigtige – og han hentyder dermed til, at myndighederne tror, vi er for dumme til selv at vurdere.
– Man behøver kun at smøre sig, hvis man skal være længe ude i solen – og helst med et tyndt lag, hvis solfaktoren er høj. Bruges der for meget solcreme, reduceres D-vitamindannelsen i huden, siger Moan til NRK.
Han tilføjer dog også, at man selvfølgelig også må tage sig nogle forholdsregler, da man naturligvis ikke skal lægge sig direkte ud og stege i solen – og især ikke, hvis man har en lys, sart hud.
Men hos Kræftforeningen i Norge vækker Moans anbefalinger til solbrug ikke just glæde. De mener nemlig, at han er med til at forvirre folk med sine opfordringer til at spare på solcremen.
– Det er bekymrende, hvis hans udtalelser fører til, at folk undgår at beskytte sig mod stærke UV-stråler, siger generalsekretær i Kræftforeningen Norge, Anna Lise Ryel til NRK.
Det er noget nyt, at der nu er divergerende holdninger til myndighedernes officielle anbefalinger, da diskursen hidtil har været ret entydig vedrørende solbeskyttelse. Fremtiden må vise, om de alternative anbefalinger vil vinde mere indpas.
Kilde: https://www.nrk.no/rogaland/kreftforsker_-_-bruk-mindre-solkrem_-bli-friskere-1.14069521
Forrige artikelMavesyren – din bedste hjælper
Næste artikelNy undersøgelse: Fæces-transplantation i stedet for antibiotika ved diarré