Kvinder har øget risiko i op til 25 år efter de er blevet behandlet for alvorlige celleforandringer i livmoderhalsen
Kvinder, der er behandlet for alvorlige celleforandringer i livmoderhalsen, har mange år efterfølgende en øget risiko for kræft. Det viser en svensk undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet British Medical Journal. Undersøgelsen omfatter data fra 130.000 svenske kvinder, der i perioden 1958-2002 blev behandlet for alvorlige celleforandringer eller kræft i livmoderhalsen. Ved hjælp af det nationale cancerregister undersøgte forskerne, hvordan det efterfølgende var gået kvinderne. Resultaterne viste, at de – til trods for, at de havde fået behandling – havde en mere end fordoblet risiko for kræft i livmoderhals og skede, sammenlignet med kvindelige befolkning i øvrigt. Kvinderne var oftest blevet fulgt i særlige observationsprogrammer over en periode på 5-10 år. Derefter var de overgået til det normale screeningsprogram med regelmæssige celleprøver. Selv efter 25 år var risikoen fortsat øget. Risikoøgningen var størst blandt de kvinder, der var over 50 år, da de blev behandlet, hvilket antyder, at de ældre kvinder får en dårligere opfølgning end de yngre. Resultaterne viser efter forfatternes mening, at kvinder, der har haft behandlingskrævende celleforandringer, efterfølgende bør følges i mindst 25 år. Kilde: Dagens Medicin