Nyheder

Krillolie udfordrer fiskeolie

8. december 2010

Vi kan muligvis nøjes med mindre mængder af omega 3, hvis vi får det fra krill – et lille krebsdyr.

Norske forskere har lavet forsøg, der tyder på, at vi optager omega 3-fedtsyrer lettere fra den lille krebs – antarktisk krill, og at vi dermed kan nøjes med mindre mængder af den vigtige fedtsyre.

I forskningsprojektet blev 115 personer mellem 18 og 70 år testet over syv uger.

Testpersonerne blev delt i tre grupper – en gruppe, der fik kapsler med levertran, en gruppe, der fik kapsler med krillolie og en sidste gruppe, der ikke fik noget omega 3-tilskud. I alle tre grupper blev der dog spist en smule fisk i forsøgsperioden.

Mindre krillolie med samme effekt

I løbet af forsøgsperioden fik testpersonerne taget blodprøver.

– Deltagerne i krilloliegruppen fik en lavere dosis omega-3 end deltagerne i fiskeoliegruppen. Alligevel oplevede vi, at mængden af omega-3 i blodet steg lige meget i de to grupper, siger leder af Senter for kontrollerte koststudier og ansvarlig for forskningsprojektet Stine Ulven til Forskning.no.

Så hvis du ikke er vild med at hælde de store mængder fiskeolie indenbords, er en mindre mængde krillolie absolut en alternativ kilde til omega 3-fedtsyre.

Krillolie ikke undersøgt tidligere

Selvom forskning tidligere har talt for, at omega 3-fedtsyrer kan medvirke til at beskytte os mod hjertekarsygdomme, er krillolie, som kilde til omega 3, ikke tidligere blevet undersøgt.

Forskningslederen hælder dog personligt til den mere naturlige måde at indtage omega 3-fedtsyrer.

– Ved at spise fisk to til tre gange om ugen får man dækket sit behov for omega 3 naturligt. Fisk indeholder også flere næringsstoffer som mineraler, vitaminer og protetiner – noget man ikke får ved at spise kapsler. Men for dem, der ikke spiser fisk, er omega-3-tilskud et godt supplement, siger Stine Ulven.

Fiskeolie og krillolie er også blevet et alternativ for de, der er bekymrede for fiskenes indhold af kviksølv – et forhold, der, især for gravide, taler imod at spise store mængder fisk.

Kilde: Forskning.no

(Oprettet den 8. december 2010)

Forrige artikelAspirin eller pilebark?

Næste artikelMisundelig? Så find det, du mangler