Er kronisk træthedssyndrom fysisk eller psykisk?

Hvad stiller kronisk trætte op, når lægen siger, at det bare er noget psykisk? Amerikanske Jennifer Brea har lavet filmen “Unrest”, der kan ses på CPH:DOX.

Jennifer Brea kunne alt. Hun var ph.d.-studerende, besteg bjerge, rejste verden rundt, dykkede på koralrev og var udvekslingsstudent i Kina. Men efter seks infektionssygdomme blev hun slået omkuld af kronisk træthedssyndrom. Det er til tider så slemt, at hun ikke har energi til at sidde op. End ikke energi til at lukke øjnene.

Hun mødte ingen forståelse hos lægestanden, der tolkede hendes tilstand som noget psykisk. Derfor valgte hun at dokumentere sin tilstand ved at lave en film om de lidelser, hun gennemlever. Hun vil vise, at noget er galt – noget fysisk vel at mærke.

Psykisk lidelse?

Lidelsen kaldes kronisk træthedssyndrom/myalgisk encephalomyelitis (ME/CFS), men lægerne kan ikke måle sig frem til noget, hvorfor det kategoriseres som en psykisk lidelse. Hysteri, om man vil.

Vi kender den fra debatten om HPV-vaccinen, hvor flere unge piger også pludselig blev apatiske uden nogen logisk årsag. Ifølge Jennifer Breas film lider omkring 17 millioner mennesker på verdensplan af kronisk træthedssyndrom, og af dem er 85 pct. kvinder.

Men hvor kommer denne lidelse fra? Og hvorfor lige nu? Filmens postulat er, at den måske altid har været her. Det nye er bare, at millioner af fejldiagnosticerede pludselig kan finde hinanden på sociale medier, via internettet. De kan dele erfaringer, der giver lægestandens skråsikre diagnoser kamp til stregen.

Blandt mulige diagnoser finder man fibromyalgi, kroniske bækkesmerter, duft- og kemikalieoverfølsomhed, kronisk piskesmæld eller blot kronisk træthedssyndrom, som altså placeres i kassen med psykiske diagnoser.

Karina Hansen

Jennifer Breas film viser hendes kontakt med ME-syge over hele verden, herunder også danske Karina Hansen, der blev tvangsindlagt – formentlig på grund af en fejlbehandlet ME. I filmen bliver Karinas forældre interviewet.

– Jeg kan fuldstændig genkende mig selv i filmen. Det gør næsten ondt at se den, fordi der er dage, som også Jennifer viser i filmen, hvor man ingenting kan og intet kan overskue. Sådan nogle dage har jeg også haft mange af. Hvor bare det at tænke gør ondt, hvor man ønsker, at hjernen kan stoppe, fordi den føles som om, den er ved at eksplodere, og hvor noget så simpelt som at vende sig i sengen næsten er uoverskueligt, siger Anja Freitag, der er en 44-årig ME-patient, til dagbladet Politiken.

Filmen kan ses på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX fra den 16. til den 26. marts. CHP:DOX tager derefter på tour rundt i landet. Se flere deltaljer herom på hjemmesiden.

Kilde: Politiken.dk