Når kroppen sladrer for psyken

Ophobet energi kan give mange problemer i din krop. Smerter, spændinger, hårde og stive muskler. Og det gør ondt. Måske prøver din krop at fortælle dig noget, du ikke hører fra din underbevidsthed?

Man kan selvfølgelig nemt få sig et par stive ”kontorskuldre” af at sidde ved tastatur og mus dagen lang eller spændte, ømme, trætte ben af at være sygeplejerske, der render fra A-Z dagen lang.

Men kender du til de psykiske spændinger? Dem, som man ikke lige kan gennemskue, hvor stammer fra?

F.eks. kan smerter i benene også have en psykisk årsag. Har du en undertrykt vrede? Har du egentlig lyst til at sparke fra dig, men holder det inde? Har du mest lyst til at løbe din vej, men gør det ikke? Ja, det kan så være kroppen hjælper dig med at forstå det, ved at du får ondt i benene.

Svømmer med ømme lægmuskler

På et tidspunkt havde jeg en ung kvinde i min klinik, som var svømmer på ret højt plan. Pludselig begyndte hun at få problemer med store smerter i læggene, de syrede til på ingen tid, og hun kunne dårligt gå. Hun blev selvfølgelig undersøgt af diverse læger, fik massage, gik til fysioterapeut, kiropraktor, intet hjalp. Hendes lægge var som træstykker og så stive og hårde, at jeg sagtens kunne forstå hendes problem.

Men da jeg spurgte ind til, hvordan hun egentlig havde det med at svømme så meget og på det niveau, om det var hendes passion, og om det var lystfyldt, at hun brugte så mange timer i vandet, skete der noget. Hun kunne pludselig fortælle klart, at hver gang hun stod og skulle gå ind i den svømmehal, havde hun mest lyst til at løbe væk. For det var ikke hendes passion overhovedet, men et talent hendes forældre havde ment, hun skulle se, hvor langt hun kunne komme med.

Tænderskærende hovedpine

Hovedpine kan komme af mange grunde, men sluger du dine følelser? Bider tænderne sammen og tager endnu en tørn? Hviler der for mange byrder på dine skuldre? Er det svært at sige fra, når chefen lægger endnu en bunke arbejdsopgaver til dig?

På et tidspunkt underviste jeg en yngre kvinde, der var ret stresset. Meget spændte kæber, hovedpine og ondt bag øjnene. Et virkelig tydeligt ”faresignal” var, at hun havde valgt at indtage sin frokost, mens hun arbejdede. For at forsøge at nå det hele. Da jeg mødte hende, var det tydeligt for mig, at det tempo holdt hun ikke til i længden.

”Ja, og der kommer jo hele tiden sager ind på mit bord, som jeg også skal nå. Oveni alt det andet,” sagde hun fortvivlet.

Jeg sagde til hende: ”Du har ret til i hvert fald ½ times frokost. Hvis der hele tiden flyder mere og mere arbejde ind på dit bord, må du jo tage en snak med din leder, om hvilke opgaver du så IKKE skal prioritere at nå.”

Det gjorde hun faktisk. Sagde det til lederen. Og ved du, hvad han sagde? At han på ingen måde havde overvejet, hvor meget man kunne nå på de timer. Han regnede med, at hun selv ville sige fra.

Tænk, hvis ikke hun havde stoppet og sagt: ”Hjælp, jeg drukner i opgaver!”

Hoste af mobning

Sommer tider taler kroppen sit eget tydelige sprog. Det er så meningen, at vi skal lytte og rette ind. Hvis vi ikke gør det, så ”risikerer” vi, at der bliver talt med store bogstaver.

På et tidspunkt var en af mine bekendte udsat for en slags mobning på arbejdspladsen. Hun var i familie med direktøren, og to af hendes nære kolleger var meget bange for, at hun fik særbehandling, at hun var blevet ansat for at spionere osv. De snakkede bag hendes ryg og spillede skuespil dagen lang, alt imens de støbte kugler. Det hele var så skjult, at de ikke rigtig kunne konfronteres med deres forehavende.

Pludselig fik min veninde en slem vedvarende hoste. Hun hostede sygeligt meget, meget voldsomt og i timevis hver dag i ca. et år. Hun var hos lægen og blev tjekket for alt, fejlede ingenting.

Hun prøvede kostomlægninger, hostemidler, dråber, behandlinger, men ingenting hjalp det mindste.

Hun havde for længst gennemskuet de to kollegers mission, og tillagde det ikke nogen sammenhæng med hosten, for hun var helt bevidst om, hvad der foregik. Alligevel var hendes krop ikke enig.

En dag sagde først den ene mobber op og kort efter den anden. Og fra den ene dag til den anden stoppede min veninde med at hoste.

Det undrede hun sig meget over. Indtil hun kom til at tænke over, at hun jo havde gået rundt og været ude af stand til at sige fra/tale lige ud af posen overfor de to (nu tidligere) kolleger. Der var beskyldninger, hun ikke havde kunnet svare på. Hosten havde været udtryk for, at hun ikke kunne sige det, hun egentlig fornemmede, de havde gang i, og at hun ikke kunne sige fra overfor deres opførsel.

Er der en besked fra kroppen?

Har du børn med væske i mellemøret, kan du jo overveje, om der er noget, dit barn ikke vil/kan magte at høre.

Har du allergier, kan du overveje, om du er blevet sart/hverdagen alt for hård, og om det er på tide at finde en blidere udgave af din hverdag?

Jeg kan huske, da Sanne Salomonsen fik en blodprop i hjernen, sagde hun: ”Jeg havde jo egentlig bedt om at blive stoppet, men jeg kunne åbenbart ikke selv.” Og der blev talt med så store bogstaver, at selv en powerfuld rocksanger må give efter og lære lektien.

Selvfølgelig skal vi ikke køre alle fysiske symptomer over på, at det nok er psyken, der driller os. Men det er da værd at kigge på begge sider.

Selvudviklingsguruen Louise Hay har i sin bog ”Helbred dit liv” en lang liste over, hvordan mulige sammenhænge mellem fysiske symptomer kan bunde i de psykiske årsager. Den skal ikke opfattes som en facitliste, men man kan få en idé til, hvor man evt. skal kigge sit eget liv efter.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*