Vi har brug for at få luftet vinteren ud, tørret stearinlysenes sod af. Og hvad med at benytte lejligheden til at få lavet et system, der gør det meget lettere at rydde op – og dermed at holde rent?
I denne artikel kan du læse om at få lavet systemer og rutiner, at gøre rengøringen lettere og sundere fremover, og om hvordan du undgår at skulle tilbringe de næste dage med hold i ryggen. Det betaler sig virkelig at lave orden i hjemmet. Alt det rod, der er i dit fysiske liv, findes nemlig også i dit hoved.
Det vil være en god idé at begynde at skabe system og orden i et rum ad gangen. Hvis det virker uoverskueligt, så et enkelt skab, hjørne af rummet eller hvad, der virker ok. Systemet skal gøre det lettere at rydde op på ingen tid i fremtiden, derfor skal alle ting og sager bo et bestemt sted.
Ingen børn kan rydde op på værelset, hvis de ikke ved, hvor deres ting bor. Der må være én kurv til Lego, én til tegnegrej, dukkerne på en bestemt hylde og bøgerne på en anden osv. Sådan skal samtlige ting i hele hjemmet også høre til et bestemt sted.
Men først må der sorteres, så vi kun skal flytte rundt på de ting, der virkelig skal være der. Andet skal ud.
Jeg ved godt, at mange mennesker har utrolig svært ved at skille sig af med ting og sager. Men tro mig, det bliver lettere med øvelsen. Ting har det med at blive flere og flere. Vi får, køber, arver, overtager ting og sager løbende. Og hvis vi aldrig skiller os af med tilsvarende antal, ja, så vil det blive for meget.
Når du nu skal til at rydde ud i gemmerne, er der to spørgsmål, du skal stille. Til hver enkelt ting: ”Bruger jeg denne?”, og ”elsker jeg denne?”. Kan du svare ”ja” til en af delene, kan du beholde den. Næste (meget vigtige) punkt er så, at den ting skal bo et sted. Ellers ender den som rod.
Bruger du det? Altså ting du bruger tit. Tænk alligevel enkelhed i billedet. Er det nødvendigt at have otte forskellige køkkenknive i skuffen, eller kunne du nøjes med tre gode til hver sit formål?
Bruger du nogensinde så mange serveringsfade, der står i skabet eller kunne de reduceres til 1-2?
Om dine overflødige ting skal smides ud, gives væk eller sælges, må du selv afgøre.
Kun i nødstilfælde, hvor du virkelig er i tvivl, bør du lave en kasse og stille på loftet. Ud er nemlig først ud, når det er helt ude af dine hænder.
Elsker du denne ting? Ja, der er jo ting, vi er glade for at have, fordi det minder os om nogen eller noget, fordi det er smukt eller har en dejlig historie. Og sådanne ting er med til at skabe et personligt indrettet hjem. Men igen; de elskede ting kan også blive for mange, og alle skal bo et sted.
Orden i papir: ringbind/mapper er gode opfindelser. Til det papir, der er aktivt i gang lige pt., kan du finde en køn brevbakke/kurv/kasse, som du jævnligt rydder op i. Ikke noget med kedelige bunker på skrivebordet.
Nips og pynt, som du gerne vil have stående fremme, kan nemt komme til at se rodet ud og blive støvsamlere. I stedet kan du samle dem på en lille bakke/fad, det ser fint og ordentligt ud.
Hvor gør du af aviser, magasiner? Har de et sted at blive ryddet op?
Breve, invitationer, to-do lister, vitaminpiller, tomme flasker, gavebånd, usb-stik, batterier, limstifter, biblioteksbøger, nøgler, regntøj… Du skal tænke ned i alle detaljer. Du kan blot lade blikket vandre rundt i dit hjem lige nu og se om de ting, der flyder netop flyder, fordi de er hjemløse.
Når alt omsider har et opholdssted, er det ingen sag at rydde op, for du skal jo blot lægge dem på deres vante plads.
Ryd ud i dit tøj: Kvinder bruger max. 30 stk. tøj på en uge (uden at regne undertøj, overtøj, sportstøj med). Og helt ærligt: er det ikke det samme tøj, der ruller rundt i vaskemaskinen uge efter uge? Nemlig det tøj, du holder af, klæder dig og passer til dit liv.
Rengøring kan faktisk være en dejlig opgave, og du vil opdage, at energien i dit hjem bliver så meget bedre. Men måske skal du også lige rydde ud i rengøringsmidlerne? De er tit de rene kemibomber, og det er ikke, fordi de er spor mere effektive af den grund. Tværtimod. Du kan nemt parfumere et hjem til at dufte rent uden reelt at være det.
Afkalkning af bruseren, elkedlen, kaffemaskinen mv. klares nemt med almindeligt husholdningseddike.
Vinduerne pudses i vand, tilsat lidt sulfo og husholdningseddike.
Gulvet vaskes i sæbespåner/universalrengøringsmiddel.
Fra glaskeramiske komfurer kan du fjerne selv de mest onde pletter med flydende soda.
Tørre støv af med vand tilsat en sjat sulfo eller brug en mikrofiberklud, så er rent vand nok.
Er der skimmel/mug på badeværelset, kan det have sin berettigelse med lidt rodalon, men spar på det – store mængder er ikke bedre.
Tøjvask: Har du hørt om indiske vaskenødder? De er intet mindre end geniale. I helsekostbutikken køber man en pose med 1 kg (ca. 150 kroner). Her er til rigtig mange gange. Læg fem nøddeskaller i den lille bomuldspose, der følger med, og de kan genbruges op til tre gange på finvask. Bagefter kan de komposteres. Kan bruges til al vask fra 30-90 grader, også uld.
Jeg har købt en pose fornylig og sjældent har mit tøj været så rent. Selv karklude med thepletter på, er så fine og rene.
Udnyt tiden. Mens du venter på at pastavandet skal koge, kan du jo godt lige tørre et par hylder eller vindueskarmene af.
Inden du går i seng om aftenen, så luft ud, bær kopper og glas ud, ryst plaiden og sofapuderne, læg avisen på plads osv., så du har en ryddelig stue fra morgenstunden.
Tag opvasken straks efter aftensmaden. (Opvasken løber ingen steder. Nej, desværre ikke. Så du kan lige så godt få den af vejen med det samme før resterne er groet fast). Tøm skraldespanden, og sørg for at du vågner op til et lækkert køkken. Det giver dig en bedre start på dagen og tager dig kun kort tid.
Det tæller som motion at gøre rent. Du forstår nok hvorfor, da det giver sved på panden. Og har du mange kvadratmeter kan det være, du skal dele huset op, så I kan hjælpes ad.
Sørg for at stå lige for det, du arbejder med. Støvsuger du ved spisebordet, så gør det først rundt om bordet med stolene skubbet ind under. Bagefter trækker du alle stolene ud, sætter dig på en af dem og støvsuger under bordet.
Sørg i det hele taget for, at det er benene, du flytter, frem for ryggen du vrider. Knæene du bøjer fremfor ryggen.
Har du nogenlunde lette møbler vil det være besværet værd at rydde gulvet mest muligt. Sofabordet op i sofaen, stolene op på bordet, de ting, du har på gulvet af planter, kurve osv. – op og væk med det. Det er meget lettere at gøre rent i krogene, når pladsen er fri.
En moppe er bedre end en gulvklud, som kræver, at du bukker dig ned mange gange.
Hold pauser undervejs, hvor du lige får et glas vand og strakt kroppen godt igennem og ruller med skuldrene.
Og nyd så at nurse din rede. Mærk, hvor rart det er at være i et rent og ryddeligt hjem. Hyg dig med en dejlig kop te undervejs, skøn musik og giv dig tiden til det. Når du først går i gang, kan det være svært at stoppe igen. For letheden i dit hjem giver også lethed i din krop, og den følelse er bare dejlig.