Krop

Kroppens egen energi redder hjerter

6. januar 2015

For hjertepatienter kan et par år ekstra betyde en kæmpe forskel – ligeledes kan det at undgå indlæggelser betyde, at livet bliver lettere og i høj grad bedre at leve. Tilskud med Q10 har vist sig at kunne gøre en stor forskel for hjertepatienter.

Energi er ikke bare noget, vi indtager i form af mad og drikke. Vi danner selv stoffet Q10 – der er grundlæggende for, at vores celler kan producere energi. Uden Q10 får vi ingen energi, musklerne stopper og hjertet er færdigt med at slå.

Derfor kan det synes logisk at undersøge, om hjertepatienter har nok af Q10 i kroppen, da vores produktion af den vigtige antioxidant faktisk falder med alderen. Og det kan meget vel blive en del af behandlingen af hjertepatienter fremover. I hvert fald har et dansk forskningsprojekt vist store fordele ved at supplere behandlingen af hjertepatienter med tilskud af coenzymet Q10.

Hjertet bruger konstant energi

Hjertet er den muskel i kroppen, der arbejder allermest, og derfor er det også hjertet, der bruger mest Q10.

– Q10 er livsnødvendigt, og uden Q10 kan vi ikke danne energi i mitokondrierne. Skal hjertet pumpe, har det konstant brug for energi. Når hjertepatienter danner for lidt Q10, går det ud over hjertets evne til at pumpe. Tager man Q10 som kosttilskud, kan man hjælpe cellerne til at danne den manglende energi, siger Svend Aage Mortensen, dr. med. og forskende overlæge på Rigshospitalets Hjertecenter. Han har ledet Q-SYMBIO undersøgelsen, hvor halvdelen af en gruppe hjertepatienter fik tilskud med Q10.

Der kan være flere årsager til, at hjertepatienter mangler Q10. Når kroppen rammes af hjertesvigt, vil kredsløbet blive udsat for øget stress, bl.a. vil adrenalin-produktionen øges. Det medvirker også til at belaste hjertets pumpefunktion, som igen øger behovet for Q10 til at skabe energi og beskytte kredsløbet.

Tilskud gav øget livskvalitet

I Q-SYMBIO deltog 420 patienter med hjertesvigt, som alle var i den gængse form for behandling. Under hele forsøget modtog patienterne den almindelige medicinske behandling. Men halvdelen fik 100 mg Q10 (Bio-Qinon) tre gange om dagen. Den anden halvdel fik placebobehandling, hvor kapslerne udelukkende indeholdt vegetabilsk olie uden Q10.

– Resultatet efter to år var, at der hos de Q10-behandlede var 43 pct. færre hjertekar-relaterede dødsfald, og at der også var 43 procent færre alvorlige komplikationer som eksempelvis hospitalsindlæggelser på grund af forværring af hjertesvig, siger Svend Aage Mortensen.

Bag tallene gemmer sig en pæn portion hjertepatienter, der på den måde har fået flere år ekstra samt mere tid med pårørende i hjemmet.

– Patienterne oplevede en bedre livskvalitet, de blev mindre trætte og fik mindre åndenød.

Resultaterne er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift: Journal of the American College of Cardiology: Heart Failure.

Kan styrke hjertet inden operation

Svend Aage Mortensen har forsket i Q10 og hjertesvigt siden 1983. Han fortæller, at man f.eks.  i Australien har lavet undersøgelser af patienter, som bliver forbehandlet med Q10 op til en bypass- eller hjerteklapoperation. Patienterne har vist sig at have en styrket hjertepumpefunktion ved operationen i forhold til personer, som ikke har fået stoffet.

– Så i den henseende kan Q10 også virke forebyggende hos hjertepatienter, der ikke har hjertesvigt, siger Svend Aage Mortensen.

Også andre patientgrupper

Q10 er indtil videre blevet mest undersøgt for effekten på hjertepatienter, men andre personer kan også have glæde af Q10. Som antioxidant har Q10 en særlig effekt og kan eksempel beskytte over for iltning af det dårlige kolesterol LDL.

– Undersøgelser viser, at nogle personer har Q10-mangel, når de får statiner mod for højt kolesterol. Andre får muskelsmerter, når de tager statiner, og her kan man også forsøge om Q10 kan hjælpe på generne, siger Svend Aage Mortensen.

Endelig er der undersøgelser, som viser, at Q10 kan have en vis blodtrykssænkende effekt hos patienter med forhøjet blodtryk.

Forrige artikelKolesterol på menuen

Næste artikelRug mod prostatakræft