En australsk undersøgelse har vist, at børn helt ned til otte år ønsker at tabe sig for at leve op til kropsidealerne. Den øgede fokus på kroppen kan bidrage til lavere selvværd og adfærdsvanskeligheder, men forældre kan gøre meget ved at tage emnet op med børnene.
Det er gammel lærdom, at børn ikke gør, hvad de voksne siger; de gør, hvad de ser de voksne gør. Så det kan ikke komme som nogen overraskelse, at de seneste årtiers fokus på kropsidealer smitter af på børnene. Når mor eller far dyrker umådeholden motion og lever af agurkestave i jagten på den perfekte krop, får børnene den opfattelse, at det er en kamp, de også skal deltage i.
Der har været flere undersøgelser i både Danmark og udlandet, der bekræfter den formodning. Den seneste er lavet i Australien, hvor man spurgte 4000 børn om deres holdning til krop og sundhed.
Det er Australian Institute of Family Studies, der har stået bag undersøgelsen, hvor man har udspurgt 4000 børn i alderen otte til ni år. De samme børn er blevet spurgt igen et par år senere, så forskerne kunne analysere udviklingen i deres selvopfattelse.
Undersøgelsen viste, at mere end halvdelen af børnene i alderen otte til elleve var utilfredse med deres kroppe, og at de ønskede at være en smule tyndere end det normale gennemsnit for deres alder. Denne opfattelse var uafhængig af om børnene var undervægtige, normalvægtige eller let overvægtige.
Det positive i undersøgelsen var dog, at utilfredsheden med egen krop syntes at blive en smule mindre med alderen hos de undervægtige og normalvægtige.
Man kunne måske forledes til at tro, at det i overvejende grad var pigerne, der var utilfredse med deres vægt, men undersøgelsen fandt ikke nogen udpræget forskel på piger og drenge i det spørgsmål. Faktisk havde 61 pct af drengene i alderen ti til elleve gjort en indsats for at kontrollere deres vægt i de foregående 12 måneder, mens det samme gjaldt for 56 pct af pigerne. Det var dog ikke vægttabsbestræbelser i alle tilfælde; de fleste drenge havde forsøgt at tage på ved opbygning af muskelmasse.
En dansk undersøgelse fra i fjor viser, at det ikke forholder sig så meget anderledes herhjemme. Center for Ungdomsstudier offentliggjorde i februar 2013 en undersøgelse, da var baseret på 1120 skoleelever i alderen ni til tolv. Her fandt man ud af, at hver femte pige ikke var tilfreds med sin egen krop, mens hver fjerde mente, at hun vejede for meget.
Den danske undersøgelse viste også, at der var stor forskel på, hvordan børn og voksne opfattede væsentligheden af kroppens udseende. For næsten hvert tredje barn i undersøgelsen var det meget væsentligt, mens kun godt hver syvende forælder opfattede spørgsmålet som vigtigt for deres barn.
– Det er sværere at navigere i disse ting, når man er så ung. Derfor kan det give disse børn en ekstra udfordring i livet, som de skal håndtere, og som de også har brug for hjælp til at kunne håndtere. Ellers risikerer vi at få en gruppe, som i en tidlig alder får et dårligt selvværd og ikke er tilfreds med sig selv. Derfor er det vigtigt, at voksne, både forældre og voksne i foreningslivet, begynder at tale med børnene om kroppen. For børnene vil rent faktisk gerne vide noget om det, og det kan være både udfordrende og svært for dem at navigere i alene, siger sociolog Kirsten Grube, der var medforfatter til den danske undersøgelse, til Kristeligt Dagblad.
Den australske undersøgelse konkluderer da også, at kropsidealerne giver disse børn et lavere selvværd, hvilket giver en negativ holdning til fysisk aktivitet og en manglende følelse af personlig velvære. Derudover oplevede børn, som var utilfredse med deres kroppe, oftere problemer med forældrene eller adfærdsvanskeligheder i skolen.
Kilder: kristeligt-dagblad.dk, aifs.gov.au