I Sverige har man netop transplanteret verdens første, kunstigt fremstillede luftrør.
Den 9. juni blev en historisk dag for Karolinska Universitetshospital i Huddinge, Sverige. En 36-årig mandlig patient led af en speciel luftrørskræft, og man transplanterede succesfuldt et luftrør, som man havde lavet på laboratorium af patientens egne stamceller. Derved undgik man, at kroppen udstødte det nye luftrør, og man kunne samtidig undgå at bruge immunhæmmende medicin.
Patienten er blevet udskrevet for et par dage siden, og det nye organ lader til at fungere, som det skal.
Patienten havde fået en kræftsvulst i luftrøret, der næsten blokerede for luftgennemstrømningen. Man havde forsøgt sig med intens strålebehandling, men svulsten var blevet ved at vokse og var nået op på seks cm i længde. Der var ingen brugbare donorer, så brugen af et syntetisk luftrør til transplantation var den eneste mulighed.
Luftrøret var skabt af en blanding af nanokompositmateriale og patientens egne stamceller. Stamcellerne var opdyrket af celler, man tog ud af patientens rygmarv.
Succesfulde transplantationer af kunstige organer giver store muligheder for tusindvis af patienter, der lider af luftrørskræft eller andre tilstande, der ødelægger, blokerer eller nedsætter gennemstrømningen i luftvejen. Hvis man kan udvikle brugen af patientens egne stamceller sammen med kunstigt materiale, kan patienterne slippe for at vente på en organdonor, operationerne kan gennemføres hurtigere og chancerne for succes er større. Derudover kan metoden også med fordel bruges på børn, da mængden af donorer her er yderst begrænset.