Kvinder i balance livet igennem

At leve et liv i en hastig lineær verden – hvor evig ungdom og produktion er sat op på et piedestal – er naturstridigt. Særligt for kvinder. Vi er født cykliske. Vi er skabt til gennemgå faser i livet med hvert sit fine formål

Hvor kvinden i den reproduktive alder skaber ”fysiske liv”, vil tiden efter menopausen handle om at give næring til det liv, som er. Et skift fra kvantitet til kvalitet gennem brugen af erhvervede erfaringer.

Med andre ord vil den vise kvinde (måske) træde frem. Hende som ikke kun er attraktiv og værdsat gennem en smuk glat hud, lange tynde ben eller fordi hun kan føde børn. Den vise er kendetegnet ved en magnetisk tiltrækningskraft, fordi hun hviler i sig selv, den hun er og accepten af livets individuelle grundvilkår. For det har et halvt liv lært hende – måske på den hårde måde, som desuden har afsat fysiske spor i kroppen som rynker, strækmærker, appelsinhud og hængebryster.

Alderens indtog hos kvinder er ladet med fordømmelse og negativitet. Men forestil dig lige, hvis vi ikke kun fokuserede på kroppens larmende adfærd og det ydre forfald, men i stedet så, hvordan mennesket inde bagved voksede med årenes gang.

Hvilken forandring ville det medføre, hvis man begyndte en ny fortælling?

En fortælling om udvikling i stedet for afvikling. En fortælling om indre styrke i stedet for ydre spændstighed

I en mærkelig verden hvor plastikkirurgien stormer frem allerede hos kvinder i 20’erne og hvor mænd til gengæld ses som sexsymboler, når de begynder at udvikle grå hår, er der virkelig brug for et nyt perspektiv på kvinder i 50’erne og fremefter. Det burde være den fødendes arts rettighed at blive respekteret og værdsat indtil sidste åndedrag.

For kvinder er dette en nødvendighed for psykisk at finde sig til rette i livet, men tillige for at opretholde harmonien i hormonerne i foranderlige tider såsom overgangsalderen. Dette vil jeg i denne artikel dykke dybere ned i.

Krop, sind og ånd i menopausen

I 40’erne begynder kønshormonerne ligeså stille deres deroute, da æggestokkene forståeligt nok ikke orker mere og har udtjent deres værnepligt. Både østrogen og progesteron falder langsomt over flere år. Dette er livsforandrende for mange. At være kvinde i overgangsperioden mellem at være livgivende og livfremmende kan opleves som en ustyrlig orkan, der rusker op i både krop, sind og ånd.

Rent kropsligt oplever mange, at den indre kogekedel lever sit eget liv og har en fest i de mørke timer. Bevægeapparatet kan blive ramt af flyvende smerter, der konstant skifter landingsplads, mens andre mærker en ”stiv kuling” i leddene og følelsen af at være fastlåst og fanget af kroppen. Samtidig kommer slimhinderne ofte til at minde om en afrikansk ørken, hvor tørken er altdominerende og udsigten til fugt kræver en vældig og måske urealistisk indsats. Dette kombineres med, at fedtcellerne på sidebenene tilsyneladende helt egenhærdigt har besluttet, at al næring skal lagres til dårlige tider.

På sindsplanet oplever mange, at humøret kan synes at svigte, og synet på det liv, man lever, kan være ramt af sortsyn og fortvivlelse. Pludselig er overskuddet til vante aktiviteter mindre, og et normalt kalenderprogram kan føles uoverskueligt og stressende. Det er nærmest som om, batteriet hurtigere bliver afladet og kræver enormt meget opmærksomhed og egenomsorg for igen at blive fyldt.

Åndeligt begynder eksistentielle spørgsmål at insistere på at blive taget alvorligt. Det er ord som:

Hvem er jeg, lever jeg et liv i overensstemmelse med den, jeg er, og mine kerneværdier? Og hvad er min sande funktion i flokken?

Måske man kan sige, at faldet i hormoner kalder kvinden hjem til sig selv, så hun bliver tvunget til på et dybt plan at tage stilling til det liv, der leves. Er det mon i balance, autentisk og skabt fra hjertet, eller har hjernen fuldstændig overtaget styringen. Sagt på en anden måde – udspringer hverdagens mange handlinger fra en grundlæggende tillid, eller har mistilliden overtaget i form af frygten for ikke at være god nok? Frygten for at lave fejl, frygten for at blive forladt eller frygten for noget helt fjerde.

Perioden har ofte et sammenfald med børnenes tiltagende selvstændighed og flytning væk fra hjemmet. I min optik forstærker det ovenstående den indre proces, da det på samme måde handler om identitet og værdien af det levede liv.

Hormonernes styring

Hormoner er for mig at se molekyler af bevidsthed. Samtidig er hormonernes produktion underlagt selve bevidstheden og hvordan livet opleves. Hormoner og bevidsthed er nærmest knyttet sammen som hønen og ægget, hvilket i perioder med ubalancer fordrer det evige spørgsmål: Hvem kom først? Svaret er sjældent ligetil eller entydigt.

Overordnet kontrolleres kroppens hormonproduktion af et lille center lokaliseret i hjernen. Denne kirtel kaldes hypothalamus og registrerer konstant niveauet af de forskellige hormoner i blodet. Informationen bruges til at vurdere, hvor meget der skal trykkes på hormonproduktionen ude i kirtlerne i kroppen. Dette sker via negativ feedback. Eksempelvis registrerer hypothalamus niveauet af stofskiftehormonet T4 i blodet. Såfremt denne er høj, sænkes dannelsen af stimulerende hormon ned til skjoldbruskkirtlen, hvorefter der skrues ned for T4-produktionen.

Hypothalamus får dog ikke kun oplysninger via blodet. Den har andre vigtige informationskilder herunder øjnene, hjernebarken (særligt frontallappen) og ikke mindst den emotionelle del af hjernen med centre såsom amygdala og hippocampus. Hypothalamus er ret unik, da den derved modtager information fra både den fysiologiske tilstand, samt mere bevidste og ubevidste oplevelser af det ydre og indre miljø. Alle disse impulser bruges til at indstille termostaten i hypothalamus. Den termostat som alle blodets hormonværdier sammenholdes med for at beslutte, hvilken reaktion der skal igangsættes. Skal der skrues op eller ned for hormonerne?

I min optik er dette virkelig interessant og giver en forklaring på, hvordan bevidstheden påvirker hormonerne

Hvad skal vi lære af østrogen og progesteron?

Alle, der har haft hormon-ubalancer, kan formentlig skrive under på, at det ikke blot påvirker den fysiske krop, men tillige sindets måde at fungere på. Dette uanset om der snakkes stofskiftehormoner, stresshormoner eller kønshormoner.

Kønshormonerne er interessante, da de har en forunderlig cyklisk bevægelse gennem livet og er med til at definere vigtige livsfaser – særligt hos kvinder. Kønshormonerne træder for alvor ind på scenen i puberteten og medbringer evnen til en ny form for identitetsbevidsthed, power og grænsesætning. Ansvaret tages hjem. Hvis man har haft en teenager i huset, er man ikke i tvivl om dette. Skiftet i personlighed er markant. For pigerne kommer hormonerne med en stor læring ind i det psykiske og emotionelle rum. Både indeni i sig selv men tillige i fællesskabet.

Når kønshormonerne i menopausen lige så stille som en tidevandsbølge trækker sig tilbage, har kvinden forhåbentlig på et personligt plan lært at skabe trygheden i sig selv, sund grænsesætning samt at dyrke det, som medfører ro, harmoni og glæde indeni. Årene skulle gerne have lært den enkelte at tage vare på de basale grundvilkår såsom søvn, væske, mad, bevægelse og emotionelle behov, samt dele ud af overskuddet. Hvis dette ikke er tilfældet, er kvinden ilde stedt, når hormonernes støtte aftager. Så brager ubalancer igennem, da der ikke længere kropsligt kan kompenseres for en uhensigtsmæssig adfærd.

Nødsaget til et liv i balance

Jeg må konstatere, at mange kvinder desværre ikke har lært at tage iltmasken på først og være sin ”egen mor” alias omsorgsperson. Livet har sendt dem i en retning, hvor nedprioriteringen af sig selv, sine behov og lyster har været dominerende. Overgangsalderen kommer derfor ofte til at føles som den vildeste rutsjebanetur.

Fysiologisk skal en del af forklaringen findes i binyrerne. Ved ophør af æggestokkenes funktion overlades dannelsen af kønshormoner i høj grad til binyrerne. Østrogen dannes dog også i rimelige mængder i fedtvævet.

For at bibeholde en vis minimumsproduktion er man derfor nødsaget til at leve et liv i balance, for ellers vil binyrerne bruge al deres krudt på at lave kortisol i stedet for særligt progesteron. Der er således ikke længere plads til konstant at gå ud over sin kapacitet og ikke prioritere sig selv.

Kvinden bliver tvunget til at lære sig selv og sin krop at kende

Et eksempel på den nødvendige indre udvikling sker ved at kigge på de tørre slimhinder. Når kroppen ikke længere fra naturens side er underlagt et reproduktionskrav for artens overlevelse, er kvinden ikke elsignet med fugtige slimhinder, der når og hvor som helst tager imod manden og sædcellerne. Det betyder ikke, at slimhinderne ikke kan opnå en sådan tilstand ved samleje. Det kræver blot, at kvinden har ÆGTE lyst, bliver tilfredsstillet og har et oprigtigt nærvær i situationen. Slimhinderne fortæller ligeledes en historie om, hvor dybt tillid og tryghed er forankret i bevidstheden. For uden disse indre emotionelle kvaliteter i balance er det for sindet usikkert at åbne, udvide og forbinde sig med omverdenen – hvilket jo netop er slimhindernes funktion.

Må du som kvinde finde lysten til at kigge indad og mærke efter livet igennem. Det skaber om noget en bedre livskvalitet og ikke mindst muligheden for færre kropslige ubalancer i foranderlige tider.