Lær af naturen: Lad falde, hvad ikke kan stå!

Vi er så vant til at kunne få det hele, så det at vælge fra føles skræmmende, ja unaturligt. Men det er netop det, vi skal, for at undgå stress, rastløshed og manglende tilfredshed i livet.

For et par år siden kom en kvinde ind i klinikken – hun var sygemeldt med stress. Hun var langt fra den første (eller sidste), men hun skilte sig ud med sine klare reaktioner på de ”reality checks”, jeg præsenterede hende for.

En stresset kvinde

I starten afdækkede vi hendes udfordringer og så på, hvad der pressede hende i hendes liv. Efter en times tid stod det klart, at det ikke bare var jobbet – som hun havde antaget – men i mindst lige så høj grad hjemmelivet – huset, haven, manden, børnene, forældrene og veninderne. Det krævede mere af kvinden, end hun reelt kunne magte.

Jeg sagde til hende, at løsningen var at begynde at vælge fra… ”Jamen, jeg kan da ikke bare lade være med…! Du må forstå….!”. Da vi dykkede ned i de reelle valgmuligheder, hun havde, indså hun efterhånden, at der nok alligevel var noget om snakken… Hun reagerede derefter med at blive meget trist og nervøs over den fravælgelsesproces, hun skulle i gang med: ”Så bliver de jo skuffede…” og ”Det skal jeg godt nok vænne mig til…” lød det igen og igen.

Vi mødtes et par gange derefter, og i takt med at hun gradvist begyndte at ”beskære og luge ud”, som vi valgte at kalde det, begyndte hun at mærke effekten. Som havemenneske gav det mening for hende at tænke beskæring og lugning som mulighed for at give plads for noget endnu bedre, endnu mere levedygtigt. Hun måtte ofre noget for at få noget.

Efterhånden blev tristheden erstattet af en ny tro på livet og på sig selv. Selv om jobbet var stressende, så beholdt hun det, fordi nu havde hun overskud og strategier til at håndtere presset. Hun vidste, hvordan hun skulle tilpasse sin situation, så hun så at sige ”kunne holde til at leve sit eget liv”.

Naturen som mentor

I min praksis benytter jeg ofte sammenligninger og metaforer hentet fra naturen – fordi det giver et letgenkendeligt billede af de situationer, vi som mennesker kan befinde os i.

Selv har jeg i mange år betragtet naturen som min personlige mentor – min rettesnor og inspirationskilde. Når jeg kigger ud på fuglebrættet eller går en tur i bakkerne, der hvor jeg bor, ser jeg en verden, der altid og til enhver tid giver mening.

Dermed ikke sagt, at det er den rene idyl. Det dyr, der ikke klarer sig gennem vinteren, efterlader bedre fødegrundlag for de øvrige. Den gren, der knækker, eller det træ, der går ud og vælter, giver grobund for nye skud og levesteder for biller, larver og andre små væsener, som er med til at sikre naturens fine og umærkelige balance.

Giv slip

Naturens logik er enkel: Lad falde, hvad ikke kan stå. Alle dyr og planter kæmper konstant for at overleve – sikre sig rigelig næring og gode levesteder, beskytte sig mod angreb, få afkom og efterlade noget til sin eftertid. Det samme gør vi.

Forskellen er, at naturen ikke overvejer eller vælger bevidst: Når noget har levet sig ud eller står i vejen for andet liv, går det til grunde – uden det store drama.

Som mennesker er dette en langt vanskeligere opgave… At acceptere, at noget ikke fungerer i vores liv, er ofte en smertefuld og lang proces for os. Hvorfor kan vi ikke bare give slip? Svaret er forventninger. Det er forventninger til, at vores familieliv, omgangskreds, kreativitet, sexliv, karriere osv. til enhver tid skal være på en bestemt måde.

Vi forsøger konstant at styre tingene, vurdere og afveje – vi ser hele tiden fordele og ulemper i vores valg og fravalg. Vi kæmper som gale for at slippe for ulemperne… og går vi efter fordelene, må det helst ikke koste noget af det, vi allerede har vundet. Som den velkendte solsort, der har så travlt med at jage de andre fra foderbrættet, at den kun sjældent får ro til faktisk at nyde al sin mad…

Tør du tænke langt?

Kernen i mange af de ”uløselige” situationer, som mine klienter oplever, er oplevelsen af tid. Det lyder måske mærkværdigt, men forestil dig f.eks., at du overvejer at sige fra over for en person, forlade din mand/kone eller skifte karrierevej. Din beslutningsproces er en nøje afvejning af konsekvenserne på den lange bane og den korte bane:

– På den korte bane: Du forventer noget ubehag og forudser nogle konkrete vanskeligheder, og du skal finde ressourcerne til at løse dem.

– På den lange bane: Du forestiller dig dit liv, sådan som det vil blive med de ændringer, du ønsker. Drømmer om det grønne græs på den anden side… Og du forudser måske nogle mindre ønskværdige konsekvenser: Mindre økonomisk råderum, reduktion af den nuværende omgangskreds… Du tænker og tænker, men til hvilken nytte?

På trods af, at vi som mennesker lever længere og længere, kan tænke og se fremtiden for os, er vi generelt mest styret af behovene på den korte bane. Der skal rigtig meget til, for at vi vil sætte vores tryghed og magelighed over styr for et mål langt ude i horisonten. Faktisk vil det ofte være noget udefrakommende eller en påtvunget situation – et dødsfald, en skilsmisse, en fyring, meget voldsomme klimaforandringer – som får os til at ændre livsretning. Først bagefter ser vi, at vi kunne/burde have gjort det for længe siden…

Gør det bare

Hvad kan vi så lære af naturen, helt konkret? Vi kan jo ikke slukke for tankerne. Vi vil altid overveje for og imod.

Naturen vælger også altid den løsning, der giver mest mening – forskellen er blot, at den ikke tænker over det. Når gæssene flyver hertil nordfra i september, når pindsvinet graver sig ned i kompostbunken til vinter, og når skadefuglene larmer og skræpper op, så gør de det bare. De ”ved” instinktivt, at det er det, der generelt skal til for at overleve – selvom nogle af gæssene falder fra på rejsen, pindsvinet risikerer at fryse ihjel i sin søvn, og skader og råger lægger sig for had.

Som mennesker vil vi med alle vores valgmuligheder ofte komme til at forstyrre denne balance – enten for at få mere, eller for at helgardere os mod forandringer og kriser. Vi risikerer enten at blive rastløse – på jagt efter det næste fix af tilfredsstillelse – ny sofa, nyt hus, ny rejse, ny kæreste. Eller vi gror fast i vores boble af tryghed. Naturen gør det bare – den udnytter sine muligheder, og går det ikke, så finder den en ny vej.

Vores fremtid skabes nu

Jeg har en sandhed, som jeg hele tiden minder mig selv om – en sandhed, som jeg ser hver dag i naturen: Vores fremtid skabes nu. Det både trøster og forpligter, synes jeg.

Nogle gange kan det virke helt indlysende – især for et menneske med noget livserfaring. Man har begået alle eller de fleste af fejlene: Gået efter de nemme gevinster, og oftest mistet dem lige så hurtigt, eller gemt sig og forpasset chancer, som (måske) ikke længere er inden for rækkevidde.

Hvis vi vender tilbage til klinikkens rum, så møder jeg f.eks. mange usikre og utilfredse unge. De kigger på sig selv og oplever, at de ikke er i mål. Og nej, det er de ikke – fordi de er på vej. Kunsten for dem er ofte at se, at de har indflydelse på, hvordan vejen skal forme sig. Ofte vil utilfredsheden handle om, at de ikke lever op til samfundets, forældrenes og deres egne forventninger. De har allerede sat en ramme for, hvad der er ”succes”, og de tænker, at den burde være der nu – ja, hele tiden.

Leve nu, tænke langt

Naturen viser os en vej ud af hamsterhjulet og utilfredsheden: Ikke at sætte rammer og fastholde på trods, men lade falde, hvad ikke kan stå.

Hele tiden skabes der en ny balance ud fra de givne vilkår. Nye muligheder. En gren knækker – men et nyt skud får plads og lys til at komme frem.

Et levested går tabt pga. landbrug eller nybyggeri – men dyret søger andre steder hen. En plante ofrer sine frø og frugter til fuglene, så dens DNA kan blive spredt og sætte rod nye steder. Naturen lever nu, men ’tænker’ altid langt!

Sådan kan naturen inspirere os: Ved at acceptere tab, mistede muligheder og fravalg, give slip og gøre noget andet eller måske det hele om. Forsøge, tilpasse, udfordre og turde – på sin helt stilfærdige og naturlige måde. Naturen udnytter tiden – på den korte og den lange bane. Det kan vi lære af.