”I fremtiden kan jeg alt.” Vi kender det alle sammen – når humøret og overskuddet er højt, så skal vi altså også begynde at se veninderne noget oftere. Og når maven er fuld, og du er helt proppet, er oftest der, vi sætter mål såsom at spise sundere fremover eller at begynde i fitness. ”Fra i morgen af” eller ”på mandag starter jeg…”
– Vi sætter mål, når vi er tilfredsstillede, for her forestiller vi os selv som uovervindelige i fremtiden. Det er desværre bare ikke sådan, det fungerer i praksis, når vi næste dag er sultne og trætte og skal slæbe os op i fitnesscenteret, siger Birgitte Nymann, som er livsstilsekspert og forfatter til 25 bøger om kost, ernæring, træning, sundhed, motivation og stress.
Jeg vil spise sundere, træne mere, skælde mindre ud, stresse mindre, bruge mere tid med veninderne, rydde mindre op, gå mere i teatret, slukke mere for fjernsynet, drikke mindre rødvin, sove mere, grine mere etc.
Det er nogle af de mest udbredte nytårsforsæt – men du vil aldrig lykkedes med dem, hvis du ikke finder årsagen til, hvorfor du i første omgang vil lave en forandring i dit liv. Vil du lave nytårsforsæt, der holder i længere tid – måske endda for altid – så skal du lave dine forsæt på en anderledes måde end de fleste.
Hemmeligheden er at spørge sig selv, hvorfor man egentlig ønsker at tabe sig 10 kilo. Hvad kan du, når du har tabt dig? Måske du lettere kan bukke dig, lege længere tid med dine børn eller passe din yndlingskjole.
– De her helt konkrete gevinster skal være motivationen, når flødekagen lokker. Gør det attraktivt at lade være. Lid nu, og få en meget større gevinst i den anden ende. Jo mere du bekæmper lysten til at spise usundt, jo nemmere bliver det med tiden – og pludselig er du i mål, siger Birgitte Nymann.
Nytårsforsæt bliver ofte til floskler, såsom: ”Jeg vil gerne se mine veninder noget oftere” eller ”Jeg vil gerne spise flere grøntsager”, men hvor tit er oftere og hvor mange er flere?
Hvis udgangspunktet er, at du overhovedet ikke spiser grøntsager, så start med at sæt et mål om at spise grønt to gange om ugen.
– Når du har nået dit mål, så opstår der et stof i hjernen, dopamin, som giver en lykkefølelse. Det er hjernens måde at belønne dig med, at du har nået dit mål. Derfor er delmål en utrolig god idé og oftest vejen til et succesrigt nytårsforsæt, siger Birgitte Nymann.
Forskning viser, at når du sætter billeder på dine drømme og mål, bliver det lettere at opnå dem.
For at komme nytårsforsættet i forkøbet kunne et julegave-ønske være en såkaldt GOALS kalender, hvor billeder hjælper til at løfte opmærksomheden på det, vi drømmer om. Visionskalenderen er udviklet til at hjælpe med at visualisere de værdier, der ligger bag virkelige ønsker, såsom glæde, tryghed, nærvær, frihed mv.
Det, vi holder fokus, på vokser, og billeder opfattes 60.000 gange hurtigere end ord, og kan nå os på et øjeblik – ligesom musik også kan.
Spring ind i det nye år med realistiske og opnåelige mål, og undgå endnu et nederlag med mislykkede nytårsforsæt.
Forrige artikelDanmark vil dyrke tang lokalt
Næste artikelMotion i det nye år? Fasthold din motivation