Lars Muhl og hustruen Githa Ben-David: Vi skal lære at være

Vi har øje for alle de ting, vi gerne vil have, men vi glemmer at føle taknemmelighed for alt det, vi allerede har. Alle de muligheder, der er os givet, mener Lars Muhl, der sammen med hustruen Githa Ben-David er aktuel med både cd og bog.

Lars Muhl og Githa Ben-David tager imod i hjemmet, en landejendom nær Odder. Her har de boet sammen med Githas to sønner, siden de blev ægtefolk for et års tid siden. Hjemmet bærer præg af at huse to mennesker med en del af livet bag sig. To mennesker, der ikke skal bevise noget for nogen. Det  er et hjem, hvor affektion og funktionalitet er vigtigere end cool æstetik og signalværdier. Et slidt parketgulv er netop blevet lagt om med venners hjælp, i garagen har svalerne bygget rede og et patineret opretstående klaver fra Hornung & Møller tager imod i spisestuen. På bordet er der friske blommer fra haven. Det bugner med bøger fra gulv til loft. Mest bøger om historie, åndelighed, religioner og filosofi. Men Keith Richards’ selvbiografi er der også plads til.

“Rockstjernen”

Der bliver budt på kaffe og te, og Githa skæmter med, at gemalen passende kan tage forklædet på, for udover brygningen af varme drikke er der flere andre huslige ting, der skal ordnes. Fra Lars er der ingen rockstar-attitude, der krampagtigt skal hæges om, selvom der er en journalist til stede.

– Min rolle som rockstjerne er vist udspillet for en del år siden, griner Lars Muhl selvironisk.

Han trak selv stikket ud i 1999. Hvorfor kommer vi tilbage til. Efter mere end 30 år i branchen som sangskriver, producer og sanger valgte han at sige stop. Hans sange er flittigt fortolket af andre kunstnere, og de findes på mere end én million solgte plader. Sange som “One More Minute”, “Kingdom Come”,  “The Young Go First” og “Sjæl i Flammer” er blivende klassikere. Den store lyd, ørehængerne og perfektionismen gav Lars Muhl lidt af en ikonstatus i 80’erne og 90’erne.

Githa Ben-David er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1987 med klassisk saxofon som hovedinstrument. Hun studerede siden indisk sang hos Mangala Tiwari i Indien, hvilket gav hende en viden og inspiration til skabelsen af et lydterapeutisk system. Hun arbejder ud fra en  bevidsthed om, at resonerende lyd kan helbrede, og hun samarbejder med forskere fra hele verden.

Githa Ben-David og Lars Muhl har travlt sammen og hver for sig. Sammen har de etableret “Gilalai – Institut for Energi og Bevidsthed”, som først og fremmest huser “Mysterieskolen”. Githa Ben-David har netop udsendt det afsluttende bind i en fagbogstrilogi om sangs helbredende egenskaber, “Lyd er Liv”. Lars Muhl har et omfattende forfatterskab bag sig, der blandt andet tæller den såkaldte Gralstrilogi. Sammen har de netop udsendt cd’en “To Heal the Space Between Us”, der er indspillet i hjemmet med hjælp fra tre musikalske venner.

Krystalhealing og tossede tanter

For nogle kan det lyde både frelst og verdensfjernt. Lydterapi? “Institut for Energi og Bevidsthed”? Mysterieskolen? I nogles øren lyder det som sekterisk kvaksalveri.

– Lige så snart vi bevæger os ud i noget alternativt, har de fleste familier en eller anden tante, der jonglerer med krystalhealing eller den slags. Hun er den lidt tossede tante, som man aldrig rigtig kan finde plads til på bordplanen ved festerne. Hun opfattes så som talskvinde for alt, der er uden for det  konventionelle. Det er ikke for at sige noget grimt om krystalhealing, men det er da klart, at folk får et forkert forhold til det alternative, når det altid sker med det udgangspunkt, siger Lars Muhl.

– Mødet mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, fysik og metafysik, er en af grundpillerne i kvantefysikken. Man havde aldrig kunnet komme frem til en mængde af kvantefysikkens teser, hvis ikke man havde inddraget østens religioner og anden åndelighed, siger Lars Muhl.

Githa nikker og tilføjer:

– Det, vi beskæftiger os med, vedrører den del af hjernen, der ikke er udforsket endnu. Der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved radiobølger, selvom vi ikke kan se dem. Der er masser af informationer derude, som vi kan opfange, hvis vi fanger de rette frekvenser. Den der frygt for det alternative  minder meget om dengang, hvor nogle som de første sagde, at jorden var rund. Der er stadig en angst for alt nyt.

Sang i Aftenshowet

Githa Ben-David har flere gange banket panden mod muren, når hun forsøgte at få omtale af sine lydterapeutiske bøger i medierne. Hun oplevede dog at være inviteret i tv-programmet Aftenshowet, hvor hun skulle “synge på” værten Puk Elgaard. Githa undrede sig imidlertid over, at man interviewede et andet sted i studiet samtidig. Snak og anden støj er i sagens natur forstyrrende, når man bruger sangterapi. Det viste sig at være to læger, der skulle udtale sig om det, de så.

– De skulle så stå og udtale sig, uden at de vidste noget om det. De havde ikke talt med mig, og de havde ikke prøvet det selv. Hvis jeg havde sunget på dem, havde de kunnet mærke, at der skete noget i deres egen krop, siger Githa Ben-David.

Lars Muhl undrer sig over, at den konsekvente afvisning af at inddrage det alternative.

– Hvis du tager til USA, finder du på de førende universiteter fakulteter, der beskæftiger sig med alt muligt indenfor de områder, vi kalder det alternative herhjemme. Men det er som om, at det hos den akademiske verden og forskerverdenen i Danmark er et mantra, at man gentager det, som læren siger. Hvis man ikke gør det, bliver man strittet ud. Og hvis ikke forskningen er nysgerrig, hvem pokker skulle så være det, spørger Lars Muhl lakonisk og let indigneret.

Selv tager han gerne fat i fordommene og møder det etablerede system, der er skeptisk over ideerne om, at vi kan bruge tankerne i arbejdet med helbredelse.

– Jeg holdt et foredrag for en flok praktiserende læger. De var både søde og lettere overbærende. Da jeg var færdig, var der en, der spurgte, “Lars, er det her ikke bare ren placebo”? Jeg blev ellevild og sagde, “Du har lige reddet dagen.” Jo, det er da præcis, det det er. Men er det ikke fantastisk, at  man alene ved tankens kraft, når man tror, at man bliver rask, faktisk også bliver det? Det er en behandling fuldstændig uden bivirkninger, pointerer Lars Muhl.

Terapeuternes Mysterieskole

“Mysterieskolen” kan lyde som noget, der er undfanget i et Harry Potter-univers. Men navnet er der en god forklaring på. Det er Terapeuternes Mysterieskole i Alexandria, der eksisterede i en tid før og efter Jesu fødsel, der har lagt navn til Lars Muhls og Githa Ben-Davids kursusaktiviteter. Skolen  beskæftigede sig med meget af det, vi i dag opfatter som det alternative, såsom urter og indsigt i mennesket. Filosoffen og psykiateren Jung måtte f.eks. i begyndelsen af det tyvende århundrede sande, at begreber som arketyper og dybdepsykologi under andre navne også var på skemaet i  Mysterieskolen – så lang tid før den moderne psykologi blev udviklet.

Lars’ og Githas udgave af Mysterieskolen har p.t. omkring 300 medlemmer – forskere, læger, advokater, psykologer, sygeplejersker, pædagoger, arbejdsløse m.fl., der mødes seks gange om året.

– Det er utrolig spændende at gå ind i det og opleve, at folks bevæggrunde for at deltage er så forskellige. Det er også en stor udfordring for os, fordi vi skal forberede os så intenst, at vi virkelig kan komme med noget nyt hver gang, fortæller Githa og Lars samstemmende.

Terapeuternes Mysterieskoles indsigt i menneskets muligheder er grundlæggende for både Lars Muhls og Githa Ben-Davids arbejde.

– Vi er meget optaget af den lære, og det er noget af det, der ligger bag vores forfatterskaber, og for musikken på vores nye cd. Nøgleordet på pladen er nærvær. Det er ikke en plade, hvor vi synger om nærvær. Det er en plade med nærvær. Det er i hvert fald vores intention, siger Lars Muhl.

Sygdom og opbrud

Måske var det mangel på nærvær, der indirekte forårsagede Lars Muhls farvel til rockbranchen tilbage i 1999. Han havde følt sig tappet for energi i tre år, hvor han mestendels havde været sengeliggende. Hverken læger eller alternative behandlere kunne diagnosticere eller hjælpe ham. Han skulle helt til Frankrig for at finde en mand, der kunne hjælpe og sætte en ny dagsorden for hans liv. Han skulle gøre en ende på tilknytningen til showbusiness. Derefter skulle han holde et halvt års pause, hvor han kun skulle “lære at være”.

– Jeg var sådan set helt indstillet på at slutte livet i rockbranchen. Jeg vidste godt, at det var det, der skulle til. Men jeg blev lidt forvirret med hensyn til et halvt år, hvor jeg bare skulle være. For hvad skulle jeg leve af? Så jeg spurgte, “hvor skal pengene komme fra?” Men han svarede bare indforstået,  “ja, hvor plejer de at komme fra?” Jeg forstod ingenting. Men jeg gennemførte det, og det gik jo, som det skulle. Man skal simpelthen have tid, så støvet kan lægge sig, før man igen kan se klart. Ligeså let det der “lære at være” lød, ligeså svært var det, husker Lars Muhl.

Han fik også at vide, at han skulle lukke alle døre bag sig og brænde alle broer.

–Vi får jo altid at vide, at det gælder om at have så mange døre åbne som muligt, så vi har så mange muligheder åbne, som muligt. Men jo flere heste, vi spiller på, jo mere mudret bliver billedet. Der sker noget energetisk, når man vover at fokusere, siger Lars Muhl.

Taknemmelighedstræet

I haven hos Lars Muhl og Githa Ben-David står et stort tempeltræ (en ginkgo biloba). På grenene hænger små messingklokker hist og pist. Det er et taknemmelighedstræ.

– Jeg fik ideen, da jeg var i Indien. Der så jeg nogle træer, hvor grenene var tynget helt ned til jorden af små klokker. Når jeg spurgte til det, fik jeg at vide, at folk hængte en lille klokke på træet, når de havde noget at takke for. Når de ville udvise taknemmelighed, fortæller Githa Ben-David.

Ideen var smuk, og i dag kan folk sende en lille messingklokke til træet i Lars og Githas have, når de har noget at takke de højere magter for. Men hvem de højere magter er, er en personlig sag at beslutte.

– Vi har alle sammen tre drifter, der kører os rundt i manegen. Det er overlevelsesdriften, den skabende drift og den seksuelle drift. Men hvis de ikke bliver forbundet med det, vi kalder den spirituelle drift eller den religiøse overbygning, så opstår der et hul, som vi forsøger at fylde med alt muligt. Vi kan  stoppe materielle goder derned, eller vi kan blive fan af FCK og bruge hele vores fritid på det. Eller vi tvangsspiser og stopper mad ned i det. Det spirituelle gør os til hele mennesker. Men hvori, det spirituelle skal bestå, er helt op til den enkelte, slutter Lars Muhl.