Liv

Laura Bach: Et fælles ansvar for livsmodet

27. juni 2022

Laura Bach er overbevist om, at både angst og livsmod styres af en kollektiv bevidsthed. Og så tror hun ikke på bekymring. Til marts kan hun ses i biografen som vicekriminalkommissær, Katrine Ries.

Den 32-årige Laura Bach strutter af sundhed og livsglæde, da vi møder hende på et kontor på Frederiksberg. De stålblå øjne lyser om kap med sollyset igennem dannebrogsfagene, og der er en god portion overskud i både ansigt og krop.

Udstrålingen er et stykke fra den ofte tilknappede og socialt hæmmede Katrine Ries Jensen, vi delvist lærte at kende i TV2-serien “Den som dræber,” der kørte over skærmene i det tidlige forår. Serien dukker op som biograffilm til marts.

Katrine Ries bar rundt på nogle hemmeligheder, der gjorde hende indadvendt og pessimistisk. Men Laura Bach er ikke selv den bekymrede type.

– Jeg tror ikke på bekymring. Jeg ved ikke, om man kan sige sådan, …men det kan man, for jeg siger det: Jeg tror ikke på bekymring. Ingen har nogensinde fået noget ud af at bekymre sig. Jeg tror derimod på almindelig omsorg for livet, dig selv og andre, siger Laura Bach med sikkerhed i stemmen.

Voksede op i teaterhjem

Laura Bach voksede op i Nærum i et hjem med højt til loftet. Faderen var instruktør, og moderen var skuespiller – begge på Caféteatret. Hjemmet var et rigtigt teaterhjem; hvis der var en anledning, holdt man en fest.

– Så var der nogen, der stillede sig op og sang en sang, eller lavede noget andet. Jeg kan huske det der med at falde i søvn under klaveret. Jeg blev ret tidligt bekendt med det leben, der hører til teaterlivet, og jeg forstod hurtigt, at det var velkomment at udtrykke sig kreativt og underholdende, erindrer  hun med et smil.

Laura Bach fik frie hænder til at udstikke den kurs for sit liv, hun ønskede. Så da skolekammeraterne fortsatte på gymnasiet, brød den eventyrlystne pige op og drog til udlandet. Det kan lyde som enhver teenageforælders mareridt, men der var ingen modstand at spore i barndomshjemmet. Laura husker ikke  andet end gensidig tillid. Der var ingen modstand mod den 17-åriges drømme.

– Selvfølgelig satte vi os ned og talte om det. Men jeg er vokset op med det synspunkt, at hvis man virkelig føler for noget, at det er det, man vil, så skal det nok også være sådan. Det er klart, at det kan have nogle konsekvenser, og det kræver nogle forældre, der kan bide sig selv i kinden for ikke at  fortælle, at de ved bedre. Jeg er dybt taknemmelig for at have oplevet den tillid fra mine forældre, fordi det jo i sidste ende har givet mig en større selvtillid, siger Laura Bach.

Friheden bragte hende til både Storbritannien, USA og Sydafrika. Hun plejede sin passion for skuespillet, men da hun kom hjem, fravalgte hun skuespiluddannelsen og søgte i stedet en mere usikker levevej med reklamefilm, teaterproduktioner, tv-serier og biroller i spillefilm. Laura Bach har det ikke godt med  institutioner og konformitet.

– Der er ikke nødvendigvis noget galt med institutioner og konformitet, så længe det ikke begrænser os. Men det er bare ikke sådan, jeg fungerer. Det var jo derfor, jeg fravalgte gymnasiet. Og det var også derfor, at jeg ikke søgte skuespilskolerne, da jeg kom hjem. Jeg brændte for skuespillet, men  institutioner er bare ikke mig. De fravalg har haft nogle konsekvenser, som jeg så har måttet acceptere, siger hun.

Ansvar og selvdisciplin

Laura Bach er opfostret til at stå ved sine valg. Derfor har hun det også svært med mennesker, der ikke tør tage et ansvar. Selvdisciplin har altid været en væsentlig faktor i hendes liv.

– Jeg kan godt lide den proces, vi har været igennem med “Den som dræber”. Når man filmer, så skal det sidde i kassen. Vi har ikke tid til, at du fejler for meget, så du skal gøre dit bedste hele tiden. Den disciplin, der ligger bag, kan jeg enormt godt li’. Det husker jeg helt tilbage, fra da jeg var barn. På et  danseinstitut, hvor man tænker, at det næsten er for meget: 10-årige, der er meget voksne og bliver helt irriterede over, at alle ikke har fundet deres plads, for “kom nu! (hun slår hænderne hårdt sammen), nu skal der arbejdes. Vi har ikke tid til den nølen,” husker Laura Bach.

– Jeg kan godt blive utålmodig i forhold til folk, der ikke kan tage ansvar. Folk, der hele tiden finder en undskyldning, hvorfor det ikke er deres ansvar. Som når snakken falder på velgørenhed eller bæredygtighed. Så er der altid nogle, der siger, at det hele går til administration eller korruption eller… og man  kan heller aldrig vide… Nej, kære venner, men så sæt dig dog ind i sagerne eller tril selv ned med nogle penge. Gør et eller andet. De der undskyldninger for ikke at gøre noget som helst kan gøre mig meget utålmodig, erkender Laura Bach.

Hendes stemmeføring afslører, at det er utålmodighed iblandet en god portion irritation.

Bæredygtigt tøj og økologi

Laura Bach køber selv sit tøj i en butik, der udelukkende handler med bæredygtige produkter. Det er et valg, hun har truffet. Det koster omtrent det samme som mærkevaretøj, men her er hun sikker på, at både råvareudvinding og forarbejdning er sket under bæredygtige vilkår. Syersken har fået en  ordentlig løn, bukserne er ikke farvet i farlige, kemiske stoffer, og bomuldsmarkerne er dyrket på en måde, der ikke udpiner jordens ressourcer.

På samme måde ryger der en del økologi i indkøbskurven, når Laura Bach køber ind. Hun er opdraget til økologi og bæredygtighed. Det kan alt sammen hurtigt opfattes som helligt, fordi en sådan livsførelse altid vil pille ved nogle menneskers dårlige samvittighed – især når den lægges frit til skue. Men Laura  opfatter ikke sine valg som noget specielt, og når hun fortæller det, er det ikke for at stive sig selv af.

– Jeg dømmer ikke nogen, og jeg prøver ikke at placere mig selv på en piedestal. Jeg synes bare, man bør tage et ansvar. Begynde med sig selv og spørge, “hvad kan jeg gøre?” Jeg synes, jeg har et ansvar, når jeg nu står heroppe på skammelen og har et talerør. Det er følsomt, og mange vil sikkert tænke  mindre flatterende ting om mig, men jeg synes bare, det skal siges. For kan jeg bare give et par stykker gode ideer til at tænke bæredygtigt og mere ansvarligt, er det det hele værd, siger hun.

Den kollektive bevidsthed

Laura Bach synes, at vi alt for ofte lader os styre rundt i manegen af en irrationel angst og en ikke underbygget pessimisme. Angsten for det fremmede. Troen på, at al velgørenhed sikkert er styret af korruption og svindel. Frygten for ondskab og slette hensigter. Laura er ikke i tvivl om, hvor angsten kommer fra.

– Jeg tror, der er en faktor, der spiller ind, der hedder kollektiv bevidsthed. Den er vanvittig stærk. Når tilpas mange mennesker går ud og siger “pas nu på”, så er man ekstra opmærksom, når man går rundt om det hjørne. Hvis der omvendt er en masse, der siger, “det finder vi ud af sammen, det her”, så er  det det, man gør. Jeg tror meget på ledelse på den måde. Jeg tror, at både politikere og medier har et stort ansvar for, hvordan vi møder verden. Men vi bør alle tage ansvar for vores tanker og det, vi siger, mener Laura Bach.

Når vi bliver fyldt med en vis mængde elendighed, begynder vi at lukke af. Vi mister interesse og empati. Sultkatastrofer og forbrydelser mod menneskeheden bliver bare et tapet, der kører i båndsløjfe på skærmen. Vi kærer os ikke om det. Laura Bach ser det som en overlevelsesmekanisme.

– Nogle gange kan jeg blive helt opgivende, når jeg ser mennesker slå hinanden ihjel på kryds og tværs og gentage historiens fejltagelser om og om igen. Jeg kan blive helt dårlig indeni, når jeg ser børn have det dårligt, fordi jeg naturligvis associerer til min egen tilværelse som mor og forestiller mig min egen  søn i den sammenhæng. Vi bliver immune. Det er en overlevelsesmekanisme, tror jeg. Vi kan ikke rumme al den elendighed. Men jeg tror også, det hører med til livet, at vi skal lade os forføre af følelser, også dem, der ikke er så rare, siger Laura Bach.

Jagten på den personlige anerkendelse

Laura Bach har altid været meget søgende, og der er ikke den form for alternative tilbud, hun ikke har prøvet eller studeret nøje.

– Jeg tror, jeg har været igennem det hele, pretty much det hele, griner hun.

Laura Bach nævner både det holistiske, det esoteriske, det naturlige og det spirituelle som områder, hun har afsøgt i bestræbelserne på at kende sig selv.

– Det er jo et interessant område, fordi det dybest set også handler om jagten på anerkendelse af sig selv. Hvis jeg går til en clairvoyant, kan hun fortælle mig, at jeg er god nok. Hvis jeg pendulerer over det her, kan jeg få en afklaring, så jeg kan komme hen et sted, hvor der er rart at være. Hvad skal jeg  spise, for at få det bedre? Jeg havde fedtet hår og udslæt, nu spiser jeg det her eller gør det her, og så er det væk. Hvorfor er det det? Jeg har prøvet rigtig meget, og jeg er kommet frem til den konklusion, at rigtig meget af det handler om tankens kraft. Rigtig meget handler om, hvordan du har det med  dig selv, siger Laura Bach.

For Laura Bach handler livskvalitet om livsmod. Vi kan ikke pendulere os til et bedre liv, hvis vi ikke gør det ud af ren og skær nysgerrighed og lyst. Vi kan heller ikke være ansvarlige forbrugere på længere sigt, hvis ikke det er drevet af lyst og vilje.

– Du skal ikke stresse rundt efter nogen endegyldig sandhed, for den findes ikke. Der er ikke en gylden knap, du kan trykke på, og så er alle problemer løst. Uanset om du spiser efter blodtype, går til en clairvoyant, lever af raw food eller dyrker yoga, så vil der altid være problemer i dit liv og denne verden,  du skal forholde dig til. Du skal altid være søgende, mærke efter og gøre det, der passer dig bedst. Nogle mener, at vi ikke må slå dyr ihjel, så de bliver vegetarer eller veganere, men det fungerer ikke nødvendigvis for alle. Du skal tænke over dine valg og måske vælge nogle produkter, hvor man kan se, at  producenten har gjort sig mere umage med at være bæredygtig. I stedet for bare rutinemæssigt at vælge produktet med den bedste markedsføring eller smarteste etiket, slutter Laura Bach.

Forrige artikelGiv barnet ro, så bliver søvnen god

Næste artikelDepressive stopper behandlingen