Suppe er en både sund, billig og behagelig spise i den kolde tid. Du kan med fordel udnævne en ugedag til suppedag de næste fem måneder.
Måske forbinder du suppe med den klare væske, der serveres klokken 2 om natten ved store familiefester, hvor kød- og melboller svømmer rundt mellem ærter og gulerodstern. Men suppe er meget andet.
Der er også de såkaldte veloutéer, som er tyknet med en opbagning eller stivelse. Der er supper tyknet med pure af grøntsager, urter eller kød, og der er supper tyknet med æg, fløde, smør eller creme fraiche. Sidstnævnte kaldes også legerede supper eller bisques.
Udvalget af frisk grønt begrænses efterhånden som vi bevæger os hen over årsskiftet. Når vi når marts, er de fleste løbet tør i “rodfrugter på 100 måder” eller stuvet hvidkål. Derfor gælder det om at være opfindsom.
Netop rodfrugter passer fortræffeligt til en suppe. Både pastinak, persillerod, selleri, rødbeder m.v. kan fint bruges. Kog dem møre og blend dem med krydderier og et skvæt fløde. Servér evt. med et drys bacontern, persille og godt, groft brød. Så har du en sund, billig og nærende ret, der afhængig af din krydderihyldes beskaffenhed kan banke temperaturen op fra halsen og nedefter.
Tomater på dåse er fortræffelige til en tomatsuppe. Hvis du har lidt løg og friske urter, kan indholdet i dåserne blive til en velsmagende ret. Her kan du eventuelt supplere med pastasuppehorn og gøre serveringen mere indbydende med frisk mozarella i små tern og friske basilikumblade.
Lav også gullashsuppe med bl.a. oksebov, løg, gulerødder og selleri. Det er stor madglæde, når suppen har stået og “puttet” på komfuret i timer, så kødet nærmest falder fra hinanden. Duften i køkkenet får mundvandet til at løbe længe før spisetid.
Suppe er en god måde at opnå de “seks om dagen”. Vi skal jo helst have mindst 300 gram frugt og 300 gram grønt om dagen, og 300 gram grøntsager forsvinder ret nemt i en god suppe – især hvis grøntsagerne pureres til slut. Samtidig er det en rigtig god måde at spise grøntsager på, fordi antioxidanterne er meget nemmere at optage. Kogningen sprænger plantecellerne, så netop antioxidanterne bliver nemmere tilgængelige end når grøntsagerne spises rå.
Hvis du supplerer med et godt og groft, hjemmebagt brød, kan du også få det daglige skud kostfibre, Fødevarestyrelsen anbefaler. Hvis suppen er pureret af grøntager, er der allerede masser af kostfibre at hente der, men et godt fuldkornsbrød sætter trumf på.
Suppe kan være en ekstravagant spise med et utal af eksotiske urter, eller den kan være lig med mange timers jongleren med et utal af ingredienser. Men suppe kan som sagt også være nogle simple grøntsager, vand og krydderier. Fordelen ved suppeeksperimenter er, at de sjældent går helt galt. Bare du passer på med saltbøssen, er der sjældent grund til at gå minutiøst frem efter en opskrift. Lad dig inspirere af opskrifter, men bliv ikke en slave af opskrifter, der kræver frisk citrongræs eller skovsyre.
Kilder og inspiration: dr.dk/sundhed, iform.dk, Politiken.dk