Le Gammeltoft: “Spontan abort skal ikke være en skjult sorg”

Af: Clara Edgar

Foto: Lars H. Laursen

Spontan abort er et udpræget fænomen, som kan medføre et væld af svære følelser hos både mænd og kvinder. Alligevel taler vi utrolig lidt om det – måske fordi det føles ubehageligt. Men det er en fejl, mener Le Gammeltoft, som selv har tre aborter bag sig. Hun har udgivet en bog, som hun håber, kan sætte gang i samtalen om den skjulte sorg.

– Jeg hopper lige ind og laver en speak, hører jeg Le Gammeltoft sige henkastet over skulderen til en mand på kontoret.

Hun bevæger sig roligt, men beslutsomt hen mod døren, som ligger badet i lyset fra et rødt neonskilt, der er formet til ordene “on air”. Mens hun går forbi mig, når hun lige kigge i min retning og sende mig et smil, og jeg tænker for mig selv, at der hænger en kølig ro og et overblik over denne kvinde. Hun lader til at have fuldstændig styr på rummet, menneskerne i det og sin egen tid, selvom jeg ikke ser hende på noget tidspunkt skæve til et ur.

Døren bliver lukket bag hende, og kun få minutter efter er hun ude igen. Hun retter sin opmærksomhed mod mig. “Vi har en aftale nu, ikke?” spørger hun. Og jo, det har vi. Jeg følger i hælene på Le ind i mødelokalet på Heartbeats kontor – en stor kube omgivet af glasvægge, der ligger midt i det store rum.

Le Gammeltoft er stifter af kulturmediet Heartbeats, som laver både podcast, artikler og video om livsstil, kultur og samfund. Hun har også stiftet et pladeselskab samt vundet priser for sit virke som DJ og radiovært. På mange måder emmer Le af at være en rigtig “superwoman”. Men det er slet ikke det, vi skal tale om i dag. Vi skal derimod dykke ned i et af de aspekter af Le’s liv, hvor tilværelsen ikke dansede efter hendes pibe.

Tidligere på året udgav hun nemlig bogen “Tabet” sammen med Marie Nørgaard. Her åbner Le op for, at hun er mor til to, men at rejsen dertil har været hård og fuld af sorg og frustration. Hun har nemlig – som så mange andre – også en række spontane aborter bag sig.

I bogen beskriver hun, hvordan hun følte, at hun svigtede som kvinde, fordi hun ikke kunne leve op til sin biologiske forpligtigelse, og hvordan hun oplevede at være overladt helt til sig selv med sit tab. Både fordi hun ikke mærkede, at der blev taget hånd om hende i systemet, og fordi hun og hendes omgivelser manglede ord for at tale om, hvad det vil sige at miste et barn, inden man har haft mulighed for at se det i øjnene.

Forventningsglæde og knuste drømme

Da Le et årti tilbage begynder at tænke på at skulle være mor, er det faktisk hendes kæreste Jesper, der lufter ideen, og til at starte med er hun tilbageholdende. Ikke fordi hun ikke vil have børn, det vil hun gerne, men fordi hun er glad for sit liv, hvor der er gang i den og karrieren kører derudad. Så det der med børn kunne egentlig godt vente lidt, tænker hun.

Men jo mere de taler om det, jo mere vokser ideen om en familie i Le’s hoved. Den familie, hun ved, hun gerne vil have, og som hun også godt er klar over, at det ikke bliver nemmere at få, jo længere hun venter. For hun er allerede i starten af 30’erne på det her tidspunkt, og det er ikke gået hendes næse forbi, at kvinders biologiske ur sætter sine begrænsninger.

Hvad hun dog ikke havde hørt noget om, var, at det faktisk kunne være svært at holde på et barn, når graviditetstesten havde vist de to smukke streger.

“Jeg vidste jo godt, at fertiliteten daler med alderen. Jeg havde også godt hørt om, at mange må kæmpe for at blive gravide, og nogle kæmpe rigtig længe.”

– Men der var ikke nogen, på noget tidspunkt, der havde fortalt mig, hvor hyppigt det var at abortere, så jeg var slet ikke forberedt på, at det kunne ske, siger Le.

Men det er lige præcis, hvad der sker. Jesper og hun beslutter sig for at forsøge at blive gravide, og kort efter bliver fantasi til virkelighed. I Le’s hoved var den hjemme. Men i foråret 2011 går det så galt. Le er lige fyldt 33 år, og hun har fejret det med en gruppe venner og Jesper på en restaurant i København. Hun er 10-11 uger henne, og de har fortalt selskabet den store nyhed. Der bliver delt lykønskninger om bordet, og forventningsglæden hænger tykt i luften. Men allerede et par dage efter kan Le mærke, at noget er galt, og hun er begyndt at bløde. En tur på Rigshospitalet viser, at der ikke længere er liv i Le’s mave. Det har der ikke været i nogle uger.

– På det tidspunkt følte jeg mig ikke knyttet til barnet som sådan, for jeg havde ikke mærket det indeni mig. Men jeg var knyttet til ideen om at blive mor og den familie, som Jesper og jeg var ved at skabe – som jeg nu følte forsvinde mellem fingrene på mig, og det var enormt sorgfyldt, siger Le.

Når hun fortalte sine venner, at hun havde aborteret, blev hun mødt af floskler som “Op på hesten”, og “det skal nok lykkes”, som bare gjorde, at hun følte sig endnu mere alene, hun vendte mange af sine følelser indad. Ikke engang Jesper kunne hun tale med det om, fordi de ikke havde et sprog for, hvad de mærkede, og derfor ikke kunne sætte ord på, hvad de følte. Langsomt begyndte det usagte at skabe kløfter i mellem dem. I mangel af bedre strategi lyttede de til de råd, de fik, og satte sig for at blive gravide igen. Denne gang med succes. De blev forældre til deres første datter i foråret 2012 – et år efter aborten.

Hver fjerde graviditet ender i abort

Fertilitet – altså evnen til at forplante sig – er noget, der bliver talt mere og mere om. Særligt i lyset af, at en stor del af danske par har svært ved at blive gravide uden hjælp, fordi den ene eller begge parters fertilitet er udfordret. Forskningen på kvinders fertilitet halter efter sammenlignet med mænds, simpelthen fordi det er sværere at undersøge.

Men førende eksperter på området siger som hovedregel, at når et par har svært ved at blive gravide, er det i en tredjedel af tilfældene, fordi manden er udfordret. En tredjedel bunder i kvindens udfordringer, og den sidste tredjedel skyldes en kombination af faktorer mellem de to mennesker. Hvad der dog fylder meget lidt i snakken om fertilitet, er, hvad der sker, når første udfordring er overstået. Altså når kvinden er blevet gravid.

Spontane aborter er utroligt hyppig. Faktisk ender cirka hver fjerde konstaterede graviditet i en spontan abort. I lyset af det kan det virke mærkeligt, at det slet ikke var en del af Le’s bevidsthed, at hun kunne risikere at abortere. Men som hun forklarer, så er aborter noget, der sker i det skjulte.

– Mange aborter sker inden uge 12, og når vi bliver rådet til ikke at sige noget om, at vi er gravide, inden vi er forbi det første trimester, så bliver det pludselig mærkeligt at skulle komme og sige, at man er helt vildt ked af det, fordi man har mistet et barn. Fordi ingen aner, at der har været et barn til at begynde med, siger hun.

Derfor er det Le’s håb, at hendes historie, og de mange lignende, som er en del af den nye bog, er med til at skabe en bevidsthed om spontane aborter. Så de mænd og kvinder, der oplever det tab, det er at miste et ufødt barn, kan få den hjælp og støtte, som de har brug for. Det fik Le og Jesper ikke, og i dag undrer det hende, at de ikke blev anerkendt mere i deres følelser af systemet, men bare blev sendt hjem med beskeden om, at hun havde tabt et foster.

“Da vi gik gennem det her, stod vi med håret i postkassen, følelserne udenpå tøjet og blodet fossende ned ad benet, og det er ikke okay.”

Og netop fordi de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere situationen – hverken med den første abort, eller de to, som fandt sted i perioden mellem fødslen af parrets to døtre – gik de hver især alene med sorgen og følte sig ensomme sammen, hvilket de begge mener, har været en medvirkende faktor til, at de ikke længere er sammen.

Tændt for kontakten

Jesper og Le har to piger sammen, og det lykkedes dem altså at skabe den familie, som de drømte om. Men de mange udfordringer på vejen skabte kløfter mellem dem. Alt det, de ikke fik sagt, og ikke vidste, hvordan de skulle sige, gjorde, at de fjernede sig fra hinanden, til de til sidst var alene, selvom de var sammen.

Jesper beskriver selv, hvordan han ikke dengang formåede at spørge ind til, hvordan Le havde det med at abortere, samtidig med at han fjernede sig. Le beskriver på den anden side, hvordan hun skammede sig og bebrejdede sig selv og det liv, hun havde levet med fart på, alkohol og fester, og følte sig skyldig over, at det nok var derfor, de havde svært ved at få børn. Men ingen af dem sagde noget.

“Det er vildt, at det først er nu, så mange år efter, at vi har fået en forståelse for, hvad vi hver især gik igennem dengang.”

– Men jeg ved ikke, om det kunne have været anderledes. For selv hvis Jesper havde været rigtig god til at tale om, hvad han mærkede og spørge ind til mig, var jeg slet ikke i kontakt med mig selv på en måde, hvor jeg havde kunnet byde ind, siger Le.

Den kontakt er først kommet senere hen. Efter aborterne og fødslerne. For Le at se er der to spor, der skal tages fat i, når man skal tage hånd om mennesker, der oplever at miste deres ufødte barn. Det ene spor handler om at komme i kontakt med sin sårbarhed og turde at rumme og være åben omkring den. Det andet er et samfundsspor, hvor hun ser et klart behov for at få en mere normaliseret samtale om alt det, der handler om kroppen. For hende er det nemlig tydeligt, at der er mange ting, vi kollektivt har besluttet, at vi ikke taler om. Ting vi holder i mørket. Og så længe, vi gør det, så er der mennesker, der lider, forklarer hun.

– Jeg tror, at vi skal være meget mere åbne om alle aspekter af kroppen. Bryster, menstruation, aborter, fordi det er nødt til at være en del af den fælles bevidsthed, at de her ting findes, og at der kan være hårde følelser forbundet med det. Næste skridt er så, at man er nødt til at kunne rumme sig selv og sine egne følelser, hvis man skal kunne indgå i dialog om svære emner, som abort er, og det kræver også en individuel udvikling for mange, siger Le.

I dag er hun selv der, hvor det er umuligt for hende ikke at mærke sine følelser og handle på dem. Men det har krævet og kostet meget at komme hertil. Hun har kæmpet med stor sorg på egen hånd og mistet sit forhold i processen. Hun er nu en mere ærlig udgave af sig selv, og hun håber, at hendes kamp kan være en hjælp for andre mænd og kvinder, som netop nu sidder med knuste drømme og hjerter. At de kan se, at de ikke er alene, at de ikke er forkerte, at det er okay at sørge, og at det er okay at tale højt om det.

Klokken er lidt over fire en helt almindelig onsdag eftermiddag. Vi sidder i glasburet midt på kontoret, omgivet af mennesker, som arbejder og defilerer forbi ruderne. Og i de rammer har Le nu i en time talt om nogle af de sværeste oplevelser i sit liv med mig – en helt fremmed. For år tilbage kunne hun ikke engang dele det med sine nærmeste.

Hun forklarer selv, at hun er der, hvor hun kan tale abort når som helst med hvem som helst, fordi hun mærker et behov for at tale om det. Ikke bare et behov i hende selv, men et behov på et mere overordnet plan. Og ja, hun anerkender, at det kan være grænseoverskridende og ubehageligt for nogle at tale om døde børn, men som hun ser det, er det langt mere ubehageligt at stå, som det menneske, der lige har set sin livs drøm forsvinde i en pøl af blod, og ikke har nogen at dele det med.

– Det kan klart føles nemmere i momentet at tie stille, men på sigt kan det have rigtig store omkostninger ikke at åbne munden, og derfor skal vi alle sammen blive bedre til at tale sammen. Særligt om de svære emner, siger hun.

Læs også: Fertilitetsudfordringer er en fælles kamp

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*