Arven og skylden

Når vi gestikulerer ligesom vores far – er det så, fordi det ligger i generne, eller fordi vi har set ham gøre det hele vores liv? Og når vi får samme livsstilssygdom som vores mor, er det så dårlige gener, eller fordi vi har lært en forkert livsstil?

Diskussionen om arv og miljø er efter min mening en af de mest spændende indenfor vores verden. Sat på spidsen er spørgsmålet jo: Er jeg født til en bestemt skæbne, eller kan jeg påvirke min vej og mit helbred livet igennem? De fleste af os ved godt, at svaret ikke er sort eller hvidt. At vi er født med visse evner og visse gener, der gør os i stand til at løfte forskellige opgaver, og som gør os disponeret for tidlige grå hår, hårtab eller bestemte sygdomme.

Og så ved vi også, at det miljø, vi lever i, har en enorm indflydelse. Vi bliver arkæologer, fordi nogen eller noget på et tidspunkt har tændt vores interesse for historie. Vi får sygdomme, som muligvis har ligget i generne, men som er blevet sat i gang af forkert kost eller forurening. Nogle af os vælger så at give æren eller skylden til vores genetiske begrænsninger, mens andre får det bedste ud af det, de har.

Er det min egen skyld?

Faktisk kan vi selv vælge at gøre en verden til forskel – både med hensyn til, hvor mange begrænsninger vi sætter for os selv, eller hvordan vi lader stå til med vores sundhed. For selv om generne giver os forskellige odds, er resultatet ikke givet på forhånd.

Er det så vores egen skyld, hvis vi pludselig ligger på en kræftafdeling, eller hvis vi aldrig blev til mere end vores forældre? Spørgsmålet er vildt provokerende og vækker nok kriller i manges maver – for helt præcist: Kunne du ikke have gjort det bare lidt bedre? Og hvem vil behandle os, når sygdommen er vores egen skyld?

Tilgivelse fremfor skyldsplacering

Disse spørgsmål resulterer kun i én ting: Vi farer endnu mere skyldbetingede og nervøse rundt for at gøre alt bedre, sundere, mindre farligt osv. Mens det, vi har brug for, er tilgivelse og omsorg. Ja, vores forældre har begået fejl – givet os margarine på brødet og det, der var værre. Men ingen af os er forpligtiget ud over evne og ressourcer. Og jeg tror, at vi grundlæggende ville være sundere, hvis vi lærte at tilgive os selv og hinanden.

I den anden grøft læner tilhængerne af arven sig så meget op ad genernes fortrædeligheder, at de fjerner bryster og andre kropsdele for at undgå kræft. Uden bevis for at kræften så ikke bare dukker op et andet sted. Der er altså hverken en rigtig eller forkert vej, kun forskellige – og det er det, der skal til med forskellige gener!

Tak for et spændende år, hvor mange af vores læsere dukkede op i vores nye facebook-gruppe og gav deres mening med – vi ses i det nye år til endnu mere naturlig livsstil!