Legende let massage

”Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever,” lød en dansk popsang engang. Og intet kan være mere rigtigt. Vi har brug for berøring alle sammen, børn og voksne – og massage er en lækker måde at komme hinanden ved.

Spædbørn kan simpelthen dø af mangel på berøring. Heldigvis sker det sjældent, men i dyreverdenen sker det, at en mor ikke vil kendes ved sin unge. Andre kan give den mad og pleje, men uden berøring overlever den ikke. Jeg husker også rædsomme billeder fra overbelagte børnehjem i østlandene, med børn, der nærmest blev ødelagt og udviklings-hæmmede af mangel på fysisk kontakt.

Berøring er ikke kun livsnødvendigt – det er også rart og medvirker til at opbygge selvværd og kropsbevidsthed hos børn. Derfor er massage en god måde, du allerede fra starten kan støtte dit barns udvikling på.

Spædbarnsmassage er ikke svær at udføre. Det er simple, glidende strøg, der blidt retter de bøjede arme og ben ud. Du har garanteret gjort det tusindvis af gange, endda uden at vide det, for når du smører babyen ind i olie, creme eller tørrer med håndklædet efter badet, har du lavet masser af massage. De fleste babyer er således vant til og jævnligt udsat for massagen og den nære kontakt.

Berøring, selvom barnet vokser

Mens du ligefrem kan gå på kursus i babymassage, har de fleste af os en tendens til at glemme de større børn, og det er rigtig ærgerligt.

Alle børn når til det punkt, hvor de ikke er vilde med at kramme og blive kysset. De synes, de er blevet for store til at sidde på skødet – og det er en helt naturlig reaktion i takt med, at man vokser og bliver mere selvstændig. Det er netop i denne proces, at børnemassage og berøringslege kan træde i stedet og stadig udfylde behovet for at blive rørt ved.

Der er mange gode ting at få med i købet, når vi taler om massage af lidt større børn.

For det første er der kropsbevidstheden. Børnene skal lære at mærke sig selv, at kende deres fysiske grænse mod omverdenen. Huden er en grænse og et stort sanseorgan.

Ofte er vores bagside den del af os selv, som vi kender dårligst. Den er sværest at nå og ikke så let at se/opleve. Det kan berøringslege hjælpe med:

  • Det er dejligt at blive kløet på ryggen, selv uden på tøjet.
  • I kan skiftes til at tegne figurer på hinandens ryg og gætte, hvad det forestiller.
  • Brug en lille pigbold til at rulle på ryggen.

Berøring hjælper med op og ned

Vores ledsanser fortæller os, hvilken position leddene befinder sig i. Ikke alle børn er så meget i kontakt med deres krop, at de med lukkede øjne kan mærke helt, hvordan deres krop står. Ledsanserne kan I styrke ved:

  • Leg billedhugger. Den voksne er billedhuggeren, og barnet er statuen. Du siger til barnet, hvilken position din statue skal indtage. Et eksempel: (let udgave til yngre børn) 1. Stå på en fod. 2. læg en hånd op på hovedet. 3. den anden arm ud til siden med bøjet albue. Byg selv videre.
  • Til lidt ældre børn kan den hedde: 1. Gå lidt ned i knæ. 2. læg hovedet let på skrå. 3. den venstre håndryg på lænden. 4. den højre hænger slapt ned. 5. den ene hånd har to fingre, der stritter. Byg selv videre, prøv at lade ”skulpturen” have lukkede øjne, og find gerne på detaljer som udtrykket i ansigtet.
  • I kan lege meka-niker. For de børn, der ikke er så bevidste om deres krop, kan man stimu-lere ledsanserne ved at trykke leddene let sammen. (Leg at barnets krop er en bil, der trænger til at blive tjekket efter) Knæleddene: Hold om underbenet og om låret, og skub nogle gange de to knogler let sammen. Fortsæt hele kroppen rundt – man kan gøre det med selv de mindste led, vi har i fingre og tæer.

Berøring med nusselege

En anden leg til børn, der har glæde af at mærke sig selv:

  • Barnet er en pølse (ligger på maven), og du er pølsemanden. Pølsen skal nu have smurt ketchup på (flade hænder, der stryger over ryg, skuldre, arme, ben), der skal ristede løg på (fingerspidser, der prikker over det hele), agurkeskiver (hænder, der klapper på kroppen) osv.

De fleste elsker at få nusset fødderne. Det kan gøres til en dejlig hyggestund i sofaen om eftermiddagen eller inden sengetid. Det behøver ikke være så svært. Bare nulre og massere, træk blidt i hver tå, tryk forskellige steder, hold om hælene. Er dit barn uroligt eller har svært ved at falde i søvn, kan du bruge lidt lavendelolie til at smøre fødderne ind i. Det beroliger og er rent velvære. Da du samtidig giver zoneterapi, bør du ikke overstimulere nogle af områderne.

Det samme gælder massage i hovedbunden. Er skønt og virkelig afslappende, især for urolige børn. Glid fingrene gennem håret, gnub hovedbunden, masser lidt ude i tindingerne, træk blidt i ørerne og glat panden ud. Masser foran ørerne – her sidder kæbeleddene. Ah…

Prøv at skabe den rette stemning ved at anvende stille musik i baggrunden. Jeg vil anbefale, at I sammen finder det, I bedst kan lide. På www.fonix.dk kan I høre prøver på de forskellige cd’er. Begynd ellers med at købe en af dem med flere forskellige komponister på samme skive. De kan ofte købes i helsekostbutikker.

Giv jer tid til sådanne hyggestunder med mening i. Det er udvikling på mange planer for børnene og styrker jeres indbyrdes forhold.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*