Nyheder

Let at behandle for søvnapnø

22. april 2007

Diagnosen er let at stille, behandlingen enkel og effektiv. Alligevel er det først i de seneste år, at lægerne i større omfang er begyndt at behandle for den invaliderende lidelse søvnapnø.

Det skyldes dels, at flere patienter og praktiserende læger efterhånden kender til sygdommen. Dels, at private klinikker i stigende omgang tilbyder behandling, når de offentlige sygehuse ikke kan følge med efterspørgslen. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Over dobbelt så mange danskere er således i løbet af bare fire år kommet i behandling for søvnapnø. Det viser en uofficiel opgørelse foretaget af overlæge Michael Laub, Rigshospitalet. I 2002 var 5.791 i behandling for søvnapnø. I 2006 var tallet steget til 14.589.

Udviklingen skyldes ikke mindst de mange nye private klinikker, der behandler for søvnapnø. I 2002 blev godt hver tiende behandlet i privat regi. Blandt de nye patienter, der kom til i 2006, var det hver tredje.

– Sandheden er, at det er gået meget trægt. Og det er stadig et område, der ikke er specielt højt prioriteret i det offentlige regi. På mange offentlige sygehuse er der rammer for, hvor mange apparater man må udlevere til behandling, og hvor mange patienter man må tage ind til undersøgelse. Det kan man godt undre sig over, siger overlæge for respirationscenter Øst på Rigshospitalet, Michael Laub til NORDJYSKE.

Han ser det som et plus for patienterne, at de private klinikker er kommet på banen. – Der er ingen tvivl om, at de har sat skub i udviklingen. Og de fleste af dem er ganske seriøse.

Fra en samfundsøkonomisk synsvinkel ser overlægen også de private klinikker som en gevinst.

– Det er meget dyrere for samfundet, at patienterne kører galt i trafikken og skader en masse mennesker, eller at de ikke kan passe et arbejde, end det er at udrede og behandle disse patienter, pointerer han.

Søvnspecialist og direktør for søvnlægecentret ScanSleep, jan Ovesen, er enig. – Det koster cirka 25.000 kroner pr. hoved at diagnosticere og behandle for søvnapnø. Det er tjent ind i købet af to et halvt år, for det mindsker både sygelighed og dødelighed, viser undersøgelser fra USA og Sverige.

Ud fra udenlandske undersøgelser antager man, at cirka 75.000 danskere lider af søvnapnø. Med knap 15.000 i behandling betyder det, at cirka 60.000 har en ubehandlet søvnapnø.

– I betragtning af, at så mange venter på at blive udredt, går det ikke stærkt nok. Men det går dog fremad, konkluderer overlæge Michael Laub.

Kilde: Nordjyske Medier

Forrige artikelÆldre er for tykke

Næste artikelADHD-børn skal have god tid