Nyheder

Lev sundt – og reducér risikoen for tarmkræft

Tarmkræft er blandt de mest udbredte kræftformer i Danmark. Du kan forebygge det effektivt ved at ændre – eller holde fast i en sund livsstil.

Foto: Shutterstock
29. august 2023

Tarmkræft er blandt de mest udbredte kræftformer i Danmark. Du kan forebygge det effektivt ved at ændre – eller holde fast i en sund livsstil.

Hvert år får mere end 3000 danskere diagnosen kræft i endetarm eller tyktarm. Igennem et helt liv vil omkring fem pct. af alle danskere få diagnosen. I gennemsnit lever 60 pct. efter fem år, men chancerne er en del større, når sygdommen opdages tidligt. 

Ikke for sent at gøre noget mod risiko for tarmkræft

En europæisk undersøgelse viser, at det at starte en sund livsstil reducerer risikoen for at udvikle tarmkræft. Selv når de gode vaner først indtrådte i voksenalderen. Undersøgelsen er den største af sin art og er blevet offentliggjort i The American Journal of Gastroenterology. 

Forskere har længe været overbevist om, at dårlige vaner øger risikoen for tarmkræft. Dårlige vaner er rygning, moderat til højt alkoholforbrug og mangel på fysisk aktivitet kan øge risikoen for tarmkræft. Men tidligere forskning har ikke kunnet bevise det entydigt. Derfor har lægerne ikke tidligere anbefalet livsstilsændringer for at mindske risikoen for tarmkræft. Men denne nye undersøgelse kan ændre på det, da den har vist en sammenhæng mellem en sund livsstil og reduceret risiko for tarmkræft.  

Undersøgelsen dækker næsten 300.000 europæere over seks år. Deltagerne besvarede spørgsmål to gange om livsstilsfaktorer – i begyndelsen og slutningen af undersøgelsen – såsom alkoholvaner, rygning, vægt og fysisk aktivitet. Forskerne kunne således undersøge, om ændringer i livsstil i testperioden påvirkede risikoen for tyktarmskræft. 

Positive livsstilsændringer reducerede kræftrisikoen 

Konklusionen var ikke kun, at livsstil påvirkede kræftrisikoen, men også at en noget sundere livsstil – som at drikke lidt mindre eller øge den fysiske aktivitet lidt – også havde en effekt. De, der var usunde til at begynde med, men ændrede deres livsstil under undersøgelsen, havde en 23 procent lavere risiko for tyktarmskræft. Det var tilmed uafhængigt af alder.  

Derimod så forskerne, at blandt deltagere, der havde en sund livsstil i begyndelsen, men som ændrede den til en meget mere usund livsstil i løbet af undersøgelsen, steg risikoen for at få tarmkræft med hele 34 procent. 

Resultater understøtter anbefalinger

Deltagerne, der var de sundeste fra start, havde naturligvis mindst risiko for tarmskræft.  

Forskerne understreger, at der var tale om et såkaldt observationsstudie, hvor der ikke blev lavet forsøg uden befolkningsdata og brugt spørgeskemaer, altså ikke et randomiseret klinisk forsøg. Derfor har man ikke styr på alle faktorer, der kan påvirke resultatet. Og det kan være svært at sige, om det faktisk var forbedringer i de fire livsstilsfaktorer, der førte til en lavere risiko for tarmkræft, eller om det måske var noget andet, der førte til at man fandt denne sammenhæng. 

Ikke desto mindre mener forskerne, at undersøgelsen understøtter anbefalingerne om at forbedre livsstilen, og at det tyder på, at det er værd at lave sunde ændringer. 

Forrige artikelDet er sundt at se frem til ferien

Næste artikelLidt alkohol øger også risiko for atrieflimren

Thomas la Cour

Journalist