Mad

Raw food: Levende kost til levende kroppe

10. april 2011

For Vibeke Amdisen er Raw Food logik: At når vi spiser levende, rå kost, så tilfører vi levende energi til krop og hoved.

Selvom Raw Food kaldes det seneste nye, er den rå mad langt fra en nyhed. Det er faktisk mere end 40 år siden, at de første rå pionerer – også i Danmark – startede med at gøre sig erfaringer inden for det, vi i dag kender som Raw Food. Og ser vi endnu længere tilbage, har mennesket tidligere levet i udstrakt grad af rå og levende mad.

At tilhængere af Raw Food oplever store glæde og trivsel, er der næppe meget tvivl om. Derfor er “Glød og glæde med Raw Food” en meget beskrivende titel på Vibeke Amdisens bog. Billederne emmer af farver og nydelse, og teksten syder af overskud og rummelighed.

Som læser får man en fin introduktion – både til maden, næringen, historien og Vibeke Amdisens eget forhold til Raw Food. Et kærlighedsforhold, er man ikke i tvivl om.

Raw Food er logik

Det var kærlighed ved første blik, da Vibeke begyndte at læse og studere Raw Food-kulturen.

– Det synes at være den ene diæt, som folk trives på – ikke bare i uger og måneder, men igennem 20, 30 og 40 år. Jeg opdagede også, at disse mennesker har et utroligt godt helbred, og de har det bedre og sjovere end nogensinde!

Da hun selv startede sin rejse ind i det rå land, tog hun til USA, hvor livsstilen ikke bare bruges som slanke- og sundhedskur, men hvor folk valfarter til f.eks. Hippocrates Health Institute i Florida for at finde helbredelse for alvorlige sygdomme.

– Det hele gav så uendelig meget mening. At levende føde skaber en levende krop og et levende sind, var helt logisk for mig.

Raw Food er et frit valg

I dag arbejder Vibeke Amdisen som naturmediciner, ernæringskonsulent og Raw Food-coach. Hun har altså viet sit liv til at sprede budskabet om, hvor meget velvære, sundhed og glæde den rå mad og en omsorgsfuld livsstil kan medføre. Og selvom bogen er en del af dette korstog, er den hverken religiøs eller prædikende i sin stil. F.eks. skriver Vibeke som gode råd til Raw Food og omverdenen:

– Om du vil leve tredive, halvtreds, firs eller hundrede procent Raw Food er din egen beslutning. Det afgørende er at finde en balance både fysisk og mentalt, både når du er hjemme og ude. For skaber du mentale barrierer for dig selv, er det lige så uhensigtsmæssigt for dig som usund mad.

Naturli har fået lov at bringe smagsprøver fra “Glød og glæde med Raw Food” – så værsgo at nyde…

Grawnola

Grøn supersmoothie

Hjertelig jordbærsalat

Pink’n Sweet suppe

Tom Kha suppe

Rå bountybarer

 

Om bogen

Ud over introduktion til Raw Food og masser af lækre opskrifter får du også lidt at vide om, hvordan en livsstil med Raw Food også handler om at passe på sig selv, hinanden og omverdenen. 

Du får beretninger fra flere menneskers liv med Raw Food samt forslag til kostplaner. 

Vibeka Amdisen har mange gode råd til alt fra køkkengrej, spiring og madpakker til om at komme i gang og leve med Raw Food. Alt sammen krydret med viden om og passion for mad. 

“Glød og glæde med Raw Food”, af Vibeke Amdisen, 290 sider, Forlaget saxo, vejl. pris 299,95. 

Forrige artikelDen forunderlige verden af krydderurter

Næste artikelÅreforkalkning dannes hurtigt og sent