Nyheder

Lider du af helårsallergi?

20. november 2013

Tilstoppet næse i vinterhalvåret forbindes oftest med snue, men hvis din snue bliver ved i månedsvis, er der måske noget andet galt.

Astma-Allergi Danmark får et stigende antal henvendelser fra mennesker, der ikke kan forstå, at næsen bliver ved med at være stoppet og at energien ikke er, hvad den burde være.

Husstøvmider og pelsdyr giver helårsallergi

Årsagen kan være, at de lider af helårsallergi, der fremprovokeres af husstøvmider og pelsdyr. Vores moderne, lufttætte boliger sætter store krav til daglig udluftning, men selvom du er flittig til at lufte ud, kan du stadig få overført de såkaldte allergener fra andre mennesker, der eksempelvis har hund eller kat.

– Det har udviklet sig til en skjult folkesygdom. Man vænner sig til at gå og være snottet i månedsvis, og så tror man, man er forkølet. Det tror lægen også og sender ikke én videre til en allergitest, siger Allan Linneberg, overlæge og forskningsleder Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden, til Søndagsavisen.

Hver sjette dansker lider af helårsallergi

Astma-Allergi Danmark mener, at omkring 800.000 danskere lider af helårsallergi. Det er en lidelse, der kan gå ud over livskvaliteten, fordi en rindende næse sjældent er befordrende for selvtilliden og lysten til at agere socialt med andre mennesker. Men det kan også gøre dig træt og uoplagt, fordi nattesøvnen forstyrres.

Luft ud, bank madrassen og vask dynerne

Du kan forebygge helårsallergi ved flittig udluftning. Sørg for at banke madrasser og vaske dyner regelmæssigt og få lavet en allergitest hos lægen. Allergitesten kan f.eks. afsløre, om du er allergisk overfor katte eller hunde. Du kan godt have haft husdyr i mange år og alligevel lide af en svag husdyrallergi, der resulterer i den tilstoppede næse.

Men helårsallergi kan også behandles med både antihistaminer, binyrebarkhormon og en behandling, hvor du over længere tid får indsprøjtninger med de problematiske allergener, så dit immunforsvar vænner sig til dem. Helsekostforretningerne har også gode produkter mod en tilstoppet næse, eksempelvis Oralmat.

Kilde: Søndagsavisen

Forrige artikelFem ingredienser du bør undgå

Næste artikelGå dig sundere i vintermørket