Nyheder

Lidt kan gøre meget for hjertesundheden

27. januar 2015

Behøver man leve asketisk for at passe på hjertet? Nej, lidt kan gøre meget, konkluderer ny forskning.

Efter kræft er hjertekarsygdomme givetvis danskernes største frygt – særligt når alderen nærmer sig 50, og risikoen statistisk stiger. De fleste er ganske bevidste om, at mange dårlige vaner kan øge risikoen for et svagere hjerte. For lidt eller ingen motion. For meget alkohol og røg. For meget fed mad. For mange røde bøffer. For få grøntsager. For megen dovenskab.

Store livsstilsændringer

Så egentlig skulle du jo motionere mindst 30 minutter dagligt, holde dig til en højst halv til en hel genstand dagligt (hvis du er over 60 kan alkohol i disse mængder nemlig gavne hjertesundheden), primært spise kød fra kylling eller kalkun, holde dig fra de animalske fedtstoffer, droppe de timelange seancer foran tv hver aften og naturligvis skrotte tobakken, hvis du skulle være så uheldig at have den last.

Det kan alt sammen virke temmelig uoverskueligt, og selv de bedste hensigter kan ikke ændre på, at det kræver uoverstigelige livsstilsændringer at leve op til det hele for langt de fleste.

Seks gode vaner til hjertesundhed

Så er det jo godt, at nye forskningsresultater viser fine resultater, hvis du blot lever op til enkelte af målsætningerne.

Den amerikanske undersøgelse fra Indiana University  fulgte 70.000 kvinder i 20 år. Da projektet blev sat i søen, havde deltagerne en gennemsnitsalder på 37 år.

Forskerne havde seks gode vaner, som de opfordrede kvinderne til at efterleve. De så ud som følger:

  1. Ryg ikke
  2. Få moderat til kraftig motion mindst to en halv time om ugen og sørg for et normalt BMI mellem 20 og 25. Vær ikke for tynd eller for tyk.
  3. Se højst syv timers tv om ugen.
  4. Drik højst én alkoholisk drik om ugen
  5. Spis rigeligt med frugt og grøntsager, fuldkorn og sunde fedtstoffer.
  6. Undgå sukkerholdige drikkevarer, forarbejdede fødevarer, rødt kød, transfedtsyrer og tilsat salt.

En eller to gode vaner havde også effekt

De kvinder, der fulgte samfulde seks råd, nedsatte risikoen for hjertekarsygdomme med 92 pct. Samtidig blev risikoen for at få højt blodtryk nedsat med 66 pct.

Under fem pct. af deltagerne fulgte alle seks råd, men også de kvinder, der kun fulgte et eller to af rådene, havde betydelig lavere risiko for at udvikle hjertekarsygdomme i løbet af de 20 år end de kvinder, der ikke fulgte nogen af rådene.

En daglig gåtur kan forbedre hjertesundheden

Et nyt spansk studie viser også, at kvinder, der går mindst tre timer om ugen, har næsten 50 pct. mindre risiko for hjerteanfald end kvinder, der er inaktive. Denne reduktion er uafhængig af andre faktorer såsom rygning eller alkohol. Det er endnu et eksempel på, at lidt kan gøre en stor forskel. De fleste kan nok presse 30 minutters daglig gåtur ind i kalenderen.

Kilder: b.dk, healtnews.com

Forrige artikelUkrudtsbekæmpelse uden CO2 eller kemi

Næste artikelEn god suppefond