Nyheder

Lidt motion med stor betydning

17. december 2013

Selvom du sidder meget ned og spiser alt for meget i julen, kan en beskeden, daglig motionsindsats fjerne de negative konsekvenser. Det viser et nyt britisk studie.

Overspisning den sidste uge af december kan give dig problemer at slås med langt ind i foråret. Tidligere studier har vist, at det godt kan have langtrækkende konsekvenser at guffe løs – også selvom du begrænser det til ugen mellem jul og nytår.

Tid nok til motion i julen?

Overvægt handler grundlæggende om kalorier: Hvor mange, der kommer ind, og hvor mange, vi brænder af. Det ved de fleste vist. Men forskere fra universitetet i Bath, Storbritannien, har fundet ud af, at det ikke er helt så enkelt.

For hvis du overspiser i julen, hvad ganske mange gør, kan du hurtigt indtage 700-1000 kcal for meget i døgnet. 100 gram sødt indeholder f.eks. typisk op mod 500 kcal, og lidt ekstra af den gode sovs eller flæskestegen kan hurtigt få kalorietabellen til at springe.

Og du skal træne ganske meget og intensivt for at forbrænde op mod 1000 kcal i døgnet. De fleste skal løbe 12-15 km for at brænde 1000 kcal af – afhængig af form og kropsvægt. Mindre intensiv træning som f.eks. cykling kræver endnu mere tid.

Det er de færreste, der har har lyst til at bruge flere timer til træning i juledagene, men langt mindre kan gøre en vigtig forskel. For motionen har en positiv indvirkning på dit helbred og din forbrænding, selvom du ikke får kalorieregnskabet i nul.

Overspiste 50 pct

Universitetet i Bath brugte 26 unge, raske mennesker til at forsøg, hvor halvdelen skulle være inaktive i en uge, mens de øvrige 13 skulle træne på løbebåndet fem kvarter hver morgen.

Samtidig lod man alle deltagere overspise. Den gruppe, der var inaktive overspiste med omtrent 50 pct, mens den gruppe, der trænede, overspiste med 75 pct. På den måde sørgede forskerne for, at alle 26 fik op mod 50 pct ekstra kalorier i kroppen, som ikke umiddelbart blev forbrændt.

Motionister havde bedre helbred trods overspisning

Allerede efter én uge kunne forskerne se markant forskel på helbreddet i de to grupper. Selvom begge grupper havde fået omtrent det samme kalorieoverskud, var indvirkningen meget forskellig. De, der ikke havde trænet, havde et højere langtidsblodsukker, og aktiviteten i fedtcellerne afslørede en udvikling, der nedsatte den naturlige forbrænding.

Dr. Dylan Thompson fra universitetet mener, at studiets konklusion må være, at motionens gavnlige virkning er mere end den rene kalorieforbrænding.

– Hvis inaktivitet og overspisning er uundgåelig i julen, kan motion forebygge de negative konsekvenser af den måde, din krop omsætter sukker – også selvom du stadig tager på i vægt, siger Dylan Thompson.

Den vigtige motion

Mindre kan også gøre en forskel. Ligesom du næppe vil overspise mere end 50 pct samfulde dage i julen og nytåret, har du heller ikke brug for at motionere tre kvarter hver eneste dag. Men lidt motion gør en forskel – også selvom du alligevel tager på i vægt.

Kilde: Journal of Physiology

Forrige artikelHusk dig selv i julen

Næste artikelBegræns madspildet i julen