Amerikanske forskere har fundet en sammenhæng mellem at drikke light-sodavand og udvikle sukkersyge.
Ny amerikansk forskning viser overraskende, at risikoen for at udvikle sukkersyge stiger, hvis man dagligt drikker light-produkter. Forskere fra University of Minnesota har i ni år overvåget helbredet blandt 9.500 mænd og kvinder i aldersgruppen 45-64 år. Resultatet af undersøgelsen overrasker forskerne. De har fundet ud af, at risikoen for at udvikle metabolisk syndrom, som blandt andet kan medføre sukkersyge og hjertekarsygdomme, stiger med 34 procent, hvis man drikker en dåse light-sodavand dagligt. Det skriver The New York Times.
»Vi ved endnu ikke hvorfor undersøgelsen viser en sammenhæng. Vi ved ikke, om det kan være det kemiske indhold i produkterne, eller om folk, der drikker light-sodavand, bare har en anden livsstil, end dem der ikke gør det,« siger professor i epidemiologi Lyn M. Steffen, der har været med til at lave rapporten. Danskerne har nordeuropæisk rekord i forbrug af sukkerfri sodavand. Kilde: Berlingske