At lightsodavand ikke er voldsomt meget sundere end sin sukkerfyldte søster er ingen nyhed. Men at den sukkerfri variant skulle give øget risiko for slagtilfælde er rystende ny viden. Det skriver Ingeniøren.
I et nyligt offentliggjort amerikansk studie har forskerne undersøgt indtaget af light-læskedrikke og sukkerholdige læskedrikke hos testpersonerne i tre perioder mellem 1991 og 2001.
Efterfølgende har man set på perioden 2001-2011 og sammenholdt indtaget af både sukkerholdige læskedrikke og light-læskedrikke med antallet af slagtilfælde og forekomsten af demens i den samme gruppe.
Resultatet viste, at personer, som drikker én light-læskedrik om dagen, havde næsten tre gange så høj en risiko for at få et slagtilfælde som dem, der ikke indtog light-læskedrikke. Et lignende resultat viste sig også, når man så på forekomsten af demens i gruppen.
Det er for tidligt at konkludere noget endeligt ud fra studiet, da der er flere usikkerheder. Blandt andet var det ikke muligt at køre et lignende forsøg med sukkerholdig sodavand til sammenligning. Det fremgår heller ikke af studiet, om forsøgspersonerne var disponerede for sygdommene i forvejen.
Næste artikelKunstigt lys kan forårsage brystkræft