Nyheder

Livmoder fjernes uden grund

24. maj 2007

Mange kvinder kunne undgå at få fjernet deres livmoder og i stedet behandles med embolisering, hvor blodårerne til godartede muskelsvulster omkring livmoderen blokeres.

Tusindvis af danske kvinder får fjernet livmoder unødigt, for blokering af blodårer kan erstatte bortoperation af livmoder, men patienterne informeres ikke om muligheden.

Overlæge Poul Erik Andersen fra Odense Universitetshospital, der sammen med fire kolleger har behandlet 500 kvinder med teknikken, mener, at de praktiserende læger og gynækologer kender for lidt til metoden og derfor undlader at informere deres patienter. »Det er overraskende, at der fortsat er så få kvinder, der vælger embolisering, når udenlandske studier viser, at 37 ud af 38 kvinder, der bliver informeret om teknikken, vælger den frem for operation. Det er en langt mere skånsom teknik, som kræver mindre narkose og er forbundet med færre blødningskomplikationer,« siger Poul Erik Andersen.

Smerter i underlivet, som skyldes fibromer, er årsag til, at omkring 3.000 danske kvinder hvert år får fjernet livmoderen. Poul Erik Andersen anslår, at hver anden kvinde får sygdommen, og at omkring ti pct. af dem får så svære smerter eller gener i form af blødning, at de skal behandles. Hvis patienterne vælger at få fjernet livmoderen, kræver det en operation under fuld narkose, hvorimod embolisering af fibromet kan foregå som et ambulant indgreb under lokalbedøvelse. Indgrebet foretages af interventionsradiologer, som fører et lille plastikrør ud til de blodårer, som forsyner fibromet, og sprøjter små plastikpartikler ind for at lukke blodforsyningen, så musklen ikke får næring og svinder ind.

Af de 60-70 patienter, som hvert år bliver emboliseret på Odense Universitets Hospital, OUH, får 10 pct. senere fjernet deres livmoder, fordi fibromet ikke er skrumpet godt nok, eller fordi der er opstået f.eks. infektion. Ud over OUH udføres omkring 40 emboliseringer årligt på Skejby Sygehus og ti på Herlev Hospital

Information manglerOverlæge i gynækologi på Skejby Sygehus, Margit Dueholm, er enig i, at der mangler information til patienterne. I Region Midtjylland har patienter klaget over manglende information om teknikken, som de selv fandt oplysninger om på internettet. Bl.a. på den baggrund har lægerne i regionen dannet en fibromgruppe, som forsøger at varetage den kompleksitet, der er i at informere patienterne.

»Det er svært for lægerne at henvise til en behandling, hvor langtidsfølgerne ikke er belyst med ordentlige forskningsmæssige resultater. Det skaber en usikkerhed i forhold til en operation som fjernelse af livmoderen, hvor man kender resultaterne 100 pct. Man skal huske på, at der er tale om store, godartede knuder i underlivet, som man vælger at behandle meget konservativt, og det kræver, at man er stensikker i sine selektionsmetoder,« siger Margit Dueholm. Hun peger på, at embolisering kun er en metode blandt en række nye alternative kirurgiske teknikker under udvikling.

Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelStress kan forebygge kræft

Næste artikelTidlig alzheimer kan spores med scanner