Nyheder

Livsfarlige bakterier på pc-tastaturer

27. juni 2022

Sygehus-tastatur er udviklet til kamp mod livsfarlige stafylokok-bakterier. Et sygehus i London har bestilt 2.000 eksemplarer.

Særligt hårdnakkede stafylokokbakterier (de såkaldt resistente bakterier) er et alvorligt problem på sygehuse verden over. Og pc-tastaturer er en af mange kilder til spredning af de livsfarlige bakterier.

En engelsk undersøgelse har vist, at hvert fjerde tastatur på sygehuse bærer de såkaldt multiresistente stafylokokker (MRSA for “methicillin resistant Staphylococcus aureus”), der skaber mange infektioner blandt indlagte patienter på sygehuse.

Risiko for patienterne

Og da tastaturer og mus bruges i stadigt stigende omfang i sygehusvæsenet, er der tale om en ikke uvæsentlig risiko for patietenterne. Undersøgelser tyder nemlig på, at tastaturer i særlig grad bidrager til at sprede bakterier.

Et amerikansk selskab, Advanced Input Systems, har nu udviklet et tastatur og en mus specielt til sygehusvæsenet. De kalder det “Medigenic Keyboard and Mouse”.

Tastaturet har en speciel flad udformning, så det nemt kan desinficers med en klud. Tastaturet advarer brugerne, når der er gået en bestemt tid siden seneste desinficering, og advarselslampen kan kun slukkes ved at tørre tastaturet af med en klud.

Hyppig rengøring er nødvendig

Undersøgelser, der er foretaget på University College London Hospitals (UCLH) har vist, at bakteriemængden reduceres med 96 pct., hvis tastaturet renses hver halvanden time. Og med 71 pct., hvis der renses med 12 timers intervaller.

Det forventes, at den nye tastaturtype kan reducere antallet af stafylokok-infektioner med op til 10 pct.

Medigenic-tastaturet er udviklet i samarbejdet med to læger på University College London Hospital, der tillige har bestilt 2.000 eksemplarer af tastaturet.

Kilde: Jyllands-Posten

Forrige artikelHug en hæl….

Næste artikelHyben mod slidgigt