Kirsten Lehfeldt: Overgangsalderen er livets efterår

Kirsten Lehfeldt oplever, at overgangsalder er lidt af et tabubelagt emne, også kvinder imellem. For pludselig er man ikke længere frugtbar – og dermed heller ikke så attraktiv. Kvindens forfald starter, og kvinders værdi på kød- og arbejdsmarked er for nedadgående. Selv er hun ikke ked af at blive ældre – og sexlivet; det blomstrer fortsat.

I Kirsten Lehfeldts bolig uden for Hillerød, som hun deler med sin mand gennem 38 år, skuespillerkollegaen Stig Hoffmeyer, er der fred og smuk natur, så langt øjet rækker. Det store, smukke cedertræshus er omgivet af marker og hestefolde, og brændestablen på terrassen vidner om lange, hyggelige vinteraftener foran pejsen.

Kirsten Lehfeldt, 60, er aktuel som Fru Laursen i filmen ”Tarok”, der netop har haft premiere. I filmen er hun 38 år til at begynde med, og 71 år til sidst. Selv føler hun sig som en 25-årig indeni, selv om hun godt kan se i spejlet, at det nok ikke passer helt.

– Det er egentlig mest andre, der synes, man er gammel. Jeg føler mig stadig som dengang, jeg var ung, bare klogere. Jeg har stadig lyst til at te mig ligeså barnligt, som jeg altid har gjort. Og det kan jeg gøre sammen med jævnaldrende, for de har det lige sådan. Jeg spurgte for nylig min mor, der er 87, og hun har det også sådan, fortæller Kirsten Lehfeldt, der var 52-53 år, da overgangsalderen satte ind.

– Det var en glidende overgang, hvor jeg gradvist holdt op med at menstruere, og hedeturene begyndte. Det er jo ikke noget, der kommer bag på én. Man har en række år til at forplante sig, og så er ballet forbi. Så går man ind i livets efterår, sådan er det jo. Jeg var ikke angst for at tage hul på den fase, og jeg er ikke ked af at blive ældre. Jeg synes, ungdomsfikseringen i samfundet bliver værre og værre. Jeg synes ikke, man skal holde sig ung, jeg synes, man skal holde sig rask og sund.

Elevatorvægten er rykket ind

Kirstens måde at gøre det på er blandt andet ved at ride på sine to heste, der i øjeblikket holder vinterferie hos Kirstens søster i Nordjylland, og ved at gå ture med husstandens tredje beboer, pekingeseren Hr. Hannomann, i daglig tale kaldet Hanno. Og der er i øvrigt altid noget at se til i og uden for huset, så Kirsten sidder ikke stille ret længe ad gangen.

– Når man bor sådan her, er der altid et hjørne, der trænger, og jeg kan godt lide at være i gang.

Men motion har også været sat i system på et tidspunkt.

– Vi har været rigtig gode Stig og jeg, vi har i mange år stået op om morgenen og lavet yoga. Men jeg fik et stræk i min ryg og nakke, så jeg var nødt til at holde det i ro, men det er ingen undskyldning for ikke snart at gå i gang igen. Jeg har aldrig haft det bedre, end da jeg stod op og lavede yoga og mediterede ti minutter bagefter.  

Tidligere kunne Kirsten spise alt uden at tage på, men med overgangsalderen har hun fået elevatorvægt, og er konstant på slankekur.

– Vi lever sundt, men vi er ikke overfanatiske her i huset. Jeg tror meget på pyramiden, at vi skal have lidt af hvert. Jeg spiser næsten aldrig hvidt brød, vi får masser af grøntsager hver dag, og vi spiser fisk hele sommeren, når vi er i sommerhuset i Nordjylland, for jeg har en idé om, at de smager friskere end dem, der er fanget her i Øresund. I sommer, hvor vi fik et glas hvidvin til fisken og en drink før maden, tog jeg nogle kilo på, og så er det hjem til vand, te og kaffe. Jeg elsker mad og synes, det er svært at fornægte det, der er godt i livet, men der er ingen tvivl om, at kombinationen af vin og alt det andet dejlige, ikke er godt for mig.

Et rigere sexliv

Kirsten Lehfeldts overgangsalder varede omkring fire år fra de første tegn, til det var helt overstået. Hun havde gener fra hedeture i omkring to år, og det var både uberegneligt og ikke så behageligt. Men alt i alt synes hun, at hun slap ret nemt igennem.

– Jeg kender kvinder, der bliver nedtrykte og deprimerede og får let til tårer, og hvor det hele meget let bliver uoverskueligt. Det er da også en voldsom ting, det er jo hele ens hormonsystem, der bliver vendt op og ned på. Det er også forbundet med vemod, det er jo et kapitel, der slutter. Forplantningsevnen er slut, det største og mest betydningsfulde i en kvindes liv. I hvert fald i mit. Ikke at jeg har gjort så flittigt brug af den, jeg har født et barn, men tanken om, at man kan forplante sig, er skøn, siger Kirsten, der har datteren Mille Hoffmeyer Lehfeldt, som også er skuespiller.

Kirsten Lehfeldt tog hverken hormoner eller naturlægemidler for at ”holde på det hele”, for det ville bare udskyde processen, som hun siger. Hun følte ikke, hendes livskvalitet blev væsentligt forringet, og det gjorde sexlivet heller ikke.

– Det kan godt være, man ikke som kønsobjekt er så interessant som tidligere, men faktisk synes jeg, man får et rigere og dybere sexliv, jo ældre man bliver. Og kvinder bliver jo bestemt ikke kedeligere med alderen. Eller dummere. Vi har en masse levet liv, og kvinder omkring overgangsalderen er de allermest ressourcestærke, siger Kirsten Lehfeldt.

Vil kun hjælpe udseendet lidt

Hun vil dog ikke helt afvise, at hun selv kunne finde på at hjælpe naturen og tyngdekraften lidt.
– Det der med at ligne en Barbiedukke på 35, når man er 68, det er der ingen grund til. Man er sin alder uanset hvad. Men når mine øjenlåg begynder at hænge ned – og det er så småt startet – jeg kan godt mærke, det bliver sværere at lægge makeup og blive sminket til film – så kan jeg godt meget blidt og blødt finde på at få løftet øjenlågene. Til gengæld vil jeg så bede om ikke at få huden strammet så meget, at jeg ikke kan lukke øjnene i to år.

Kirsten Lehfeldt elsker lækre cremer, selv om hun også er lidt bange for al det skidt, der er i mange af dem. Selv bruger hun Dermalogica, og hun blander altid lidt olie i sin bodylotion.

– Jeg kan mærke, min hud har brug for fugt, og den bliver tør og dehydreret, hvis jeg ikke plejer den omhyggeligt. Jo, der er ting, der ikke er, som de plejer at være… Også mentalt. Oven i hovedet tror man, at man stadig kan holde ligeså mange bolde i luften, som da man var ung. Men man må indse, at en eller to bolde ad gangen er fint, tre-fire er for voldsomt. Jeg tænker mig mere om, jeg har det bedst med at lave en ting ad gangen nu, ellers bliver jeg stresset, og det har jeg respekt for. Jeg har i og for sig kræfter nok, men der er noget inde i kroppen, der ikke vil være med og stritter imod. Og det, tror jeg, man skal lytte til. Når man er ung, er det sjovt at have travlt, men jeg bryder mig ikke om at have travlt længere. Jeg kan godt lide at nyde min morgenmad, læse avisen og have god tid, inden jeg skal ud af døren.

Mor i klemme

Filmen ”Tarok” tog en måned at optage, og det er blevet til en familiefilm på to timer og et kvarter, en stor familiesaga, der strækker sig fra 1948 til 1981, hvor vi følger Karl Laursen og hans familie, som skabte et af de største eventyr i nyere tid med deres hurtigløbende hingst Tarok, der med sine 111 vundne løb på travbanen indbragte familien 2,8 mio. kr.

– Familien var meget igennem, selv om de havde succes, var det meget op ad bakke også. Filmen handler også om et far-søn forhold, hvordan det er at være i en familie på godt og ondt og at tage hånd om sit eget liv. At gå efter sine drømme og leve dem ud, hvis man har mulighed for det, ikke lade sig kyse. Moren kommer lidt i klemme i det indbyrdes far-søn forhold, hun vil gerne tilgodese dem begge. Men hun er handlekraftig, når det går for vidt. Vi er alle sammen præget af de mønstre, vi er vokset op i, og mange af dem kommer vi til at give videre til vores egne børn. Vi skal ind og erkende det, blive bevidste om det, før vi kan ændre de mønstre, og når vi bliver kloge nok til at blive bevidste om det, er det ofte for sent.

Kirsten Lehfeldt selv har altid været hesteinteresseret og gik til ridning fra hun var otte-ni år, til hun begyndte i gymnasiet.

– Min morfar var fuldstændig bidt af travløb, og jeg var tit med ham på travbanen i Aarhus. Der sad han med sit program, det er noget, jeg husker meget tydeligt fra min barndom.

Da Kirsten havde fået datteren Mille, tog hun ridningen op igen. Under en revyperiode med Søs Egelind i Aarhus blev de inviteret ud at ride i Mols bakker, og kort tid efter fik Kirsten sin egen hest, som hun har endnu. Han er 30 år gammel og ligesom et familiemedlem, siger hun. Nogle år senere kom også en anden hest til, begge heste er friske og skulle gerne holde mange år endnu, håber Kirsten, der ikke afviser, at hun anskaffer sig en ny hest, når den ældste dør.

– Så må jeg finde en, der i sind og tempo passer til mig. En styrbar hest til en aldrende kvinde, siger hun og griner.