Skuespiller Nicolaj Kopernikus: Jeg er stadig nysgerrig

Nicolaj Kopernikus, 46, var fornylig aktuel i ”Klassefesten 2 – begravelsen,” der blandt andet handler om druk, utroskab, impotens, polterabendstrip og penismisundelse. Privat er han lykkelig gift, far til tre, el-bilejer og stor fan af gadgets i alle afskygninger.

I ”Klassefesten 2” sluger Niels en halv pakke Viagra, fordi han ikke kan få den op at stå, da han skal være sin kone utro som hævn for hendes utroskab. Det lykkes over al forventning, kan man sige, og det udvikler sig til en absurd scene, som bl.a. involverer et zebraskind og en flaske madolie.

Filmens to andre hovedpersoner, Andreas og Thomas spilles af hhv. Anders W. Berthelsen og Troels Lyby, og også privat er de tre venner.

– Troels og jeg gik på samme hold på teaterskolen, Anders gik på samme årgang på en anden skole, men festerne var fælles, og vi svingede godt sammen fra begyndelsen. Vi er meget drengerøve, når vi er sammen, og jeg ville ønske, det kunne være sådan hele livet. Det barnlige er jo det mest livgivende, der findes, siger Nicolaj.

– Når man ser billeder fra katastroferamte områder, kan man se børn lege og grine 24 timer efter, katastrofen ramte. Måske er det fordi, de er tættere på jorden… Jeg prøver i hvert fald selv at holde fast i ikke at blive gammel for hurtigt.

De tre venner begyndte først at arbejde sammen i 2008, hvor de spillede forestillingen ”Panik” på Bellevue Teatret i Klampenborg. En blanding af sketches, skuespil og sang, der var en slags forløber for ”Klassefesten”-filmene. I den nye film, som har undertitlen ”Begravelsen,” dør deres fælles ven under Troels’ polterabend, og resten af filmen går med at nå til og deltage i begravelsen samtidig med, at de skal have afviklet Troels’ polterabend, hvilket bl.a. involverer noget strip… For som Andreas siger: ”Til jul er der snaps, til påske er der æg, og til en polterabend er der strip.” Niels finder ud af, at den afdøde Torben Tissemand (som de andre kalder ham uden helt at vide, hvorfor han har fået det tilnavn), har været sammen med Niels’ kone, og han er ikke rolig, før han har fået set Torbens tissemand, for Gud forbyde, hvis den var større end hans egen. Hvordan den situation udvikler sig, må man se i filmen, men sjovt er det, ligesom da Niels beslutter at hævne sig på konen og være utro med en af gæsterne til Torben Tissemands begravelse. Det kræver som nævnt en halv pakke Viagra, for egentlig er det ikke lysten, der driver Niels, men hævnfølelsen, og den sidder tydeligvis ikke i kønsorganerne.

Jagten på nye grænser

Nicolaj har efter eget udsagn været lykkelig gift i 18 år, så det er længe siden, han selv fór rundt og forsøgte at score damer.

– Der er jo ting i ens liv, som bliver nemmere, og ting, som bliver sværere. Når man er yngre, er der gang i den, man prøver sig frem, prøver ting af og prøver grænser af. Når man bliver ældre, melder angsten sig for at gå i stå. ”Der har jeg været, den grænse har jeg brudt.” Så må man finde andre grænser at bryde for at holde sig vågen. Det er vigtigt at holde sig nysgerrig. Hvis man holder op med at sige: ”Det vil jeg gerne prøve, det vil jeg gerne smage,” så er man mæt. En stor del af det at være barn er jo ”hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat.” En af mine venner siger: ”Man ved, hvornår man er voksen. Det er, når man går uden om vandpytterne.” Det er en smuk måde at sige det på. Vi kender jo godt det der med at prøve at styre børnene uden om vandpytterne, men de insisterer heldigvis på at gå igennem dem.

Trods drengerøvsfilm og hang til diverse især elektroniske gadgets betragter Nicolaj sig selv som ret nede på jorden.

– Gud være lovet for de mennesker, der er meget vildere end jeg. Mennesker, som sælger det hele og rejser. Det er også en form for det at gå gennem vandpytterne… Jeg vil ikke udelukke, at vi gør det en dag. Vi elsker at rejse, men der er jo meget praktik forbundet med det, bolig, børnenes skole, og så skal man nok også have sparet en del penge op først.

Udstyret i orden

”Klassefesten 2” begynder med en løbescene, hvor de tre venners forskelligheder første gang kommer til udtryk. Andreas må stoppe op for at få vejret gentagne gange og siger, at der må være en nemmere måde at dø på. Troels kan ikke koncentrere sig om andet end sin nyligt udsendte CD og de dårlige anmeldelser, den har fået. Mens Niels glad jogger af sted iført stramtsiddende dragt, løbeur og bælte med vandflasker. Og det kunne såmænd godt have været Nicolaj i virkeligheden.

– Jeg er i rimelig god form. Nogle gange mere end andre. Jeg har haft en løbefetisch, pludselig skulle jeg løbe maraton. Da jeg var 23, gjorde jeg det for at se, om jeg kunne gennemføre. Da jeg var 40, gjorde jeg det for at se, om jeg stadig kunne. Men jeg står helt af det ræs, efter jeg har løbet et maraton, jeg får virkelig nok af det, og så stopper jeg med at løbe et år bagefter. Det nye er jo ironman, men hvem fanden har tid til det? Nej, jeg er ikke nær så entusiastisk som Niels. Men det er da fornuftigt at have noget at drikke med, når man løber, så jo, jeg har et drikkedunk-bælte derhjemme.

100 fjumreår!

Nicolaj mener, at han overvejende spiser sundt og heldigvis ikke har en udpræget sød tand, selv om han godt kan lide chokolade. Nogen kur følger han i hvert fald ikke.

– Hver dag dukker en ny trend op. Nu har man fundet en frugt i Tibet, og hvis man spiser skrællen, bliver man 150 år, siger han som et tænkt eksempel på alle de lyksaligheder, der venter os, hvis bare vi følger ”eksperternes” råd.

– Men forskere arbejder med celledeling, at få cellerne til at regenerere sig. Så er de første 100 år pludselig fjumreår! Så kan man kegle rundt og først begynde på en uddannelse, når man er 88, siger Nicolaj og griner.

Selvom Nicolaj har udstyret i orden i filmen, oplever han ikke i privatlivet, at mændene i hans omgangskreds generelt måler udstyr i form af bil, pengepung eller tissemænd for den sags skyld. Selv har han da også en el-bil – ikke lige indbegrebet af en potensforlænger, kan man mene, men en fornuftig bil, billig i drift og miljøvenlig.

Vild med gadgets

Nicolaj Kopernikus er vild med gadgets. Alle former for gadgets.

– Og det er jo også pissebarnligt, som han siger.

– Jeg fik en bog på et tidspunkt med foldeinstruktioner til alt muligt i verden. Jeg foldede engang en papirtaske, som jeg pakkede en gave til min kæreste ind i, det er vel også en slags gadget. Og alt, hvad der har en timer, glædes jeg over. Jeg var engang i en gadgetbutik i San Fransisco. Det var design møder gadget møder spionudstyr, og jeg kunne gå der i timevis og se på, hvad der er udviklet af finmekanik og hvad det kan. Spørg mig ikke hvorfor, siger Nicolaj og ryster lidt på hovedet.

– Jeg har egentlig ikke specielt meget forstand på det, men jeg skal pr. definition have den nyeste telefon hele tiden.

Snakken falder igen på el-bilen.

– Jeg er en stor el-bil entusiast. Den passer perfekt i det interessante paradigmeskift, vi står over for i forhold til transport. Hvis vi skal have de pessimistiske briller på, har vi det svært. Virkelig svært. Med mystiske vejrforhold og naturkatastrofer. Derfor giver det så meget mening at køre rundt i en el-bil, der ikke forurener eller larmer. Og som oven i købet kører bedre end alt, hvad jeg har kørt i før. Den har både bedre funktioner og køreegenskaber, og jeg har det godt med at være på forkant med det skift i indstilling til transportmidler, som vi forhåbentlig kommer til at opleve.

Utålmodig miljøaktivist

– Men det går langsomt at bytte rundt på menneskers vaner. Bilen er det største frihedssymbol, vi kan sætte os ud og køre i noget, der vejer 1000 kilo, men bottomline er, at det er en dårlig opfindelse. I hvert fald på miljøsiden. Og noget skal gøres. Gennem dansk dramatik er vi ”talk of the town” ude i verden. Verden vender blikket mod Danmark, englændere, franskmænd, amerikanere, tyskere, når det gælder miljø. Men hvis de vender blikket mod et sted, når det gælder el-bilisme, er det Norge. Og det er ærgerligt. For Danmark er et perfekt el-bil land. Vi har ikke USA-afstande, man kan nå fra den ene ende af landet til den anden på en strømoptankning.

– Forestil dig, at folk ude i verden om fem-ti år siger: ”I wanna go to Copenhagen. Der er ikke en lyd, der er grønne arealer, og bilerne kører stille og roligt rundt.” Men det er stadig museskridt. Det er stadig money talks. Vi savner visioner, og det provokerer mig.

Nicolaj Kopernikus har været i dialog med daværende klimaminister og nuværende udenrigsminister, Martin Lidegaard, som han betragter som en fornuftig mand. Han kunne dog aldrig selv blive politiker, det er han alt for utålmodig til, siger han.

– Jeg har stor respekt for miljøpolitikere, for jeg ved, de knokler. Connie Hedegaard er et godt kort, og også Martin Lidegaard som udenrigsminister. Men de er nødt til at tale højt! For vi er ved at kvæle vores land på så mange områder. Det er ufatteligt, der ikke er nogle voksne mennesker med slips – kvinder og mænd – der kan sætte sig ned og sige: ”Nu er jeg ligeglad med, om det er dyrt, nu gør vi noget!” For ellers kommer jeg til at forklare mine børnebørn, hvorfor de skal sejle til skole i en optimistjolle.

Nicolaj tømmer kaffekoppen. Nu er det nok snak. Nu skal vi til det sjove, nemlig at tage billeder. Med gadgets…