Pusle Helmuth var kun tre år gammel, da hun iført sut og godnatbajer blev barnestjerne i ”Min søsters børn”-filmene. I dag er hun selv mor til tre meget forskellige børn, der har fået hver deres individuelle opdragelse.
Pusle Helmuth tager imod i den 160 m2 store, lyse lejlighed i Hellerup, som hun deler med sin mand og tre børn. Det vil sige, hendes ældste søn, Simon, er ikke et barn længere, men fylder snart 21 år og går på efterskole på fjerde år i et specielt tilrettelagt uddannelsesforløb på Fyn, så han er kun hjemme i weekenderne.
Pusle var sidst i tyverne, da hun mødte Simons far, Peter, og besluttede sig for at blive mor. Det var vigtigt for hende, at det var den rette mand, hun fik barn med, og sådan føltes det på det tidspunkt.
– Jeg var en usikker førstegangsmor, men det var også et anderledes forløb, for det viste sig, at Simon havde ADHD, og som fem-årig fik han desuden børneepilepsi, som han gudskelov er vokset fra. Det første barn, man får, er jo en slags prøveklud, og efter Simon troede jeg, det var SÅDAN at have børn. Det er sin sag at være førstegangsmor, og når man, som jeg, ikke havde en mor eller mormor at støtte sig til, er man på Herrens mark, overladt til sig selv.
Simons første år blev turbulente for Pusle Helmuth. Hun mistede sin mor, skuespilleren Jeanne Darville, Simons far og hun gik fra hinanden, og hun mødte sin nuværende mand, Søren, der er ni år yngre end hende.
– Da der endelig blev ro i mit liv, fik Simon øreproblemer, børneepilepsi, og vi gik til en masse udredninger. Der var aldrig rigtig ro om hans opvækst.
Anderledes var det knap ti år efter Simons fødsel, da datteren Victoria kom til verden. Pusle var 39 og havde masser af overskud.
– Jeg sang og læste konstant for Victoria, og på et tidspunkt sagde sundhedsplejersken til mig, at jeg overstimulerede barnet. Men jeg havde konstant den siddende i baghovedet med, at Simon ikke havde et tydeligt sprog før seksårsalderen pga. sine problemer med mellemørebetændelse, sin børneepilepsi og det, at han havde ADHD.
– Jeg var så bange for, det skulle gentage sig med Victoria, så hun fik aldrig fred, siger Pusle og smiler kærligt til sin datter.
– Vi fandt hurtigt ud af, at Victoria ikke havde nogen særlige udfordringer, hun havde et sprog som toårig, og det var en helt ny erfaring for mig at blive andengangsmor.
Pusle og hendes mand ville gerne have en bror eller søster til Victoria, dels inden Pusle blev for gammel, og dels så børnene kunne ligge tæt på hinanden aldersmæssigt og deraf få mere glæde af hinanden. Men efter tre ufrivillige aborter opgav de næsten håbet.
– Så døde min far, og en måned efter var jeg gravid med Albert. Måske lykkedes det, fordi mine tanker havde været henledt på noget andet i nogle måneder.
Da de fik at vide, de skulle have en søn, brød Pusles verden sammen.
– Jeg turde ikke pga. de erfaringer, jeg havde fra min første søn. Nu ved jeg, der var en mening med det, for jeg skulle prøve, hvordan det også kan være. Men vi skulle lige igennem en krise, da Alberts moderkage holdt op med at fungere, ligesom den havde gjort med Simon, og Albert blev født tre uger før termin.
Nu fulgte fem måneder, som Pusle beskriver som ”noget af det mest fantastiske”, og hun begyndte at slappe af. Men så blev Albert indlagt med en alvorlig RS-virus, og barnedåben måtte udsættes.
– Jeg fik desværre ikke ammet ham særlig længe, for efter ti dage på hospitalet med sonde og flaske ville han ikke ammes længere, fortæller Pusle.
På trods af diverse udfordringer, eller måske på grund af dem, siger Pusle, at hun vil anbefale alle at få børn sent.
– Man bliver en anderledes rolig mor, man har mere overskud og har ikke så travlt med andre ting. Inden jeg blev 30, havde jeg slet ikke styr på mig selv, jeg var rebelsk, gik meget i byen og rejste. Jeg var som en flue i en flaske, før jeg mødte Peter.
Pusle Helmuth fortæller, at hun ikke har så travlt med, at hendes børn skal blive store og selvstændige. Det er jo ikke så mange år alligevel, at de er forstyrrende for forældrenes privatliv.
– De sover jo ikke hos deres forældre, når de bliver konfirmeret, og de går også alene til bageren, når de bliver konfirmeret. Jeg har ikke så travlt med at skubbe dem frem, de skal nok nå det hele.
Victoria, Albert og Alberts kammerat beder om Nutella-madder, og Pusle går i køkkenet. Hun sværger til ”alt med måde” og tabte på et tidspunkt 20 kilo ved at drikke to-tre liter vand dagligt, ikke spise efter kl. 19 og spise masser af grøntsager. Principper hun stadig stort set holder, lige som hun holder vægten.
– Jeg har altid sagt, jeg tabte mig på kærlighed og kildevand, for det var det, jeg gjorde, da jeg havde mødt Simons far, hvor jeg var meget overvægtig. Men vi lever da ret sundt herhjemme, selv om jeg altid har været den, der har lavet gammeldags mad. Børnene elsker sovs, kartofler, frikadeller, flæskesteg, rullesteg, alle de ting min mor lavede. Men jeg laver mindre mad nu, og Søren er begyndt at lave mere. Vi spiser meget thai, sushi, kål, grovpasta, grøntsager og rugbrød.
Familien Helmuth Venderby køber ikke nødvendigvis økologisk, men Pusle sværger til kvalitet og handler primært i Irma.
– I Irma ved man, hvad man får. Jeg har min favorit-Irma på Ordrupvej, hvor jeg altid har handlet, uanset hvor vi har boet, for det er som at komme hjem. Jeg kender grøntafdelingen, jeg ved hvor alting står, og jeg kender dem, der arbejder der. Fisk får vi ikke spist hver uge, men vi prøver, og jeg er blevet opmærksom på ikke at spise for meget hvidt brød, for al den stivelse gør ikke noget godt for kroppen. Jeg skulle lige vænne mig til at spise rugpasta, men det går fint nu. Den, Irma har, er god, siger Pusle og tilføjer:
– Men ris er ris, og det skal altså være hvide basmati.
Pusle Helmuth har det samme afslappede forhold til motion som til kost. Hun har fokus på det, men alt med måde…
– Jeg prøver at løbe to-tre gange om ugen, for det er noget, jeg har lige ved hånden, og noget man kan gøre overalt. Men det har været svært på det seneste, for jeg har været så træt. Når jeg løber, tager jeg den samme rute, ned til Gentofte Rådhus og tilbage. Der er 3,5 km, og du får mig ikke til at løbe en centimeter længere. Jeg gør det i mit eget tempo, og det fungerer for mig.
Med fuldtidsjob som lægesekretær på Gentofte Hospital, børn, der skal hentes og bringes til skole samt fritidsinteresser, veninder og parforholdet, som også skal plejes, er der ikke så meget fritid at gøre godt med, men Pusle sørger for at forkæle sig selv ind i mellem.
– Jeg går hos Gosia, en skønhedsklinik i København, hvor jeg får ansigtsbehandlinger med ultralyd. Det strammer op i underhuden, og jeg vil gerne forynge min hud uden at skulle skæres i. Desuden er det ren nydelse, ren forkælelse, som enhver kvinde skulle unde sig selv. Jeg elsker det, og jeg vil blive ved med det, siger hun.
Efter Pusle havde født Albert, faldt hendes østrogenniveau og blev meget svingende. Derfor har hun taget østrogentilskud siden, og det har bl.a. hjulpet hende til at sove bedre, hovedpinerne er forsvundet, overskuddet og koncentrationen er større, og humøret er mere stabilt.
– Jeg troede, jeg havde fået en depression. Jeg troede, jeg var syg, til jeg fandt ud af, at mit østrogenniveau var svingende. Det er selvfølgelig ikke så godt at få hormontilskud så længe, men det fungerer for mig, så jeg har ikke forsket i eller eksperimenteret med alternative metoder. Jeg lytter til min krop og sidder ikke noget overhørig, så jeg går ikke rundt med noget uopdaget, selv om man jo aldrig kan vide sig sikker… Jeg sidder på arbejdet og skriver om mennesker, der har gået op til to år med symptomer, før de er gået til lægen. Det har jeg mit liv for kært til. Jeg vil hellere gå til lægen en gang for meget end en gang for lidt, og det gælder også mine børn.
Generelt er Pusle Helmuth glad for det alternative, hun drikker f.eks. Spirulina hver dag som supplement til grøntsagerne, hvilket giver hende mere energi. Hun har prøvet healing, og gennem 30 år har hun hvert tredje år fået lagt sit horoskop.
– Jeg hører om tendenserne, ting jeg skal passe på med, gunstige aspekter jeg kan udnytte, perioder hvor jeg skal passe på med at skrive under på papirer osv. Jeg lever ikke slavisk efter det, jeg får at vide, men bruger det som rettesnor i min hverdag. Ligesom at man tager sommertøj på om sommeren og vintertøj om vinteren.
Ifølge Pusles astrolog, Birthe Kirk, skulle hun gå en meget spændende tid i møde.
– Så det vil jeg glæde mig til. Jeg er i hvert fald parat og tager imod det, livet byder mig, med åbne arme.
Blå bog
Navn: Luise Charlotte Helmuth Venderby
Født: Den 12. august 1962
Gift med: Søren Helmuth Venderby, 42
Børn: Simon, 20, Victoria, 11 og Albert, snart 7
Kendt som Pusle i de originale ”Min søsters børn”-film
Udgav i 2004 bogen ‘Pusle’, om sin opvækst som barnestjerne og de svære år, der fulgte.